Steinlein efter ballade: Sisto har formentligt spillet sin sidste kamp for FCM
Claus Steinlein vurderer, at Pione Sisto med episoden i FCM har gjort det svært for sig selv, at komme videre mod landsholdsdrømmen.
Claus Steinlein, den administrerende direktør i FCM, lukker nu i et interview til TV MIDTVEST op for, hvad der er sket i sagen med klubbens spiller Pione Sisto.
Der er tale om et opgør, som berører direktøren meget.
Første gang han så Pione med en bold, var Sisto kun 12-13 år.
- Jeg havde jo håbet, at det ikke skulle være en træningskamp, som ødelagde hele det her.
- Personligt gør det pisseondt. Sådan må det nogle gange være, lyder det fra direktøren.
Hvorfor er Pione Sisto smidt af jeres førsteholdstrup?
- Han har haft en god opstart, var kørt på og kommet stærkt tilbage. Jeg havde troet, at det var hans sæson, fortæller Steinlein og fortsætter:
- Sidste træningskamp vælger trænerteamet at prøve en anden konstellation med de tre, som sidste sæson spillede mange kampe.
Skæbnesvanger træningskamp
Sisto skulle angiveligt være blevet meget skuffet over at være blevet vraget til startopstillingen
- Selvom det bare var en træningskamp, valgte han kun at sprinte én meter i den sidste træningskamp, hvor han fik en halv time. Sådan for at sammenligne så er Pione én af dem, der løber mest. Han plejer at løbe 50 meter. Det går selvfølgelig ikke. Så vi skulle have en snak med ham. Vi gav ham lidt tid til at falde til ro.
Espisoden fandt sted lørdag, fortæller Claus Steinlein til TV MIDTVEST.
Tirsdag indkaldte klubben til møde.
- Vi forsøgte at skabe en positiv energi, og så siger Pione til os, at han har mistet tilliden. Han tror ikke på FC Midtjylland. Han synes ikke, det er det rigtige projekt, vi har gang i.
Farvel til drømmen
Ifølge Steinlein holdt agenten og Sisto fast i det synspunkt.
- Så er det meget enkelt for os at sige: Så skal han selvfølgelig ikke være en del af FC Midtjyllands førsteholdstrup.
Så har Pione Sisto spillet sin sidste kamp for FC Midtjylland?
- Ja, lige nu har han. Det er klart, hvis han kommer tilbage og siger: Ah, det var måske lige skarpt nok ridset op, for det var kun en træningskamp.
- Jeg håber, at hans agent og hans rådgivere siger til Pione: Slap lidt af. Træk lige vejret, fordi det er en lang turnering, og hvis du skal på landsholdet, som er Piones helt store drøm, som også er vores drøm - hvis du har ambitioner, så er det bedst at spille fodbold, og lige nu er han jo ikke en del af FC Midtjyllands førsteholdstrup, og derfor spiller han ikke kamp.
En rigtig god dreng
Men tror du han har spillet den sidste kamp for FC Midtjylland?
- Jaa, jeg frygter det. De har sat sig over i et hjørne. Vi har virkelig forsøgt at bygge en bro. Vi har forsøgt at kommunikere meget tydeligt, at vi gerne vil række ud, at vi gerne vil have det til at lykkes, og det har de ikke haft lyst til, så jeg frygter lidt, at det har været den sidste kamp.
Direktøren håber dog på det bedste for Pione Sisto.
- Jeg håber for Pione, fordi han er i bund og grund en rigtig god dreng, jeg håber, han stadigvæk kan finde en klub og komme ud, men det gør det sværere, når man ikke spiller kamp, pointerer Steinlein.
Pione Sisto er ikke vendt tilbage efter TV MIDTVEST henvendelse for en kommentar om sagen.