Studiekammerater fra Herning fik millioninvestering i Løvens Hule

Studiekammeraterne Anna Grantland og Martin Høegs virksomhed Locked begyndte som et studieprojekt ved Aarhus Universitet i Herning. Nu har de fået to investorer fra Løvens Hule med ombord.

2:12
Martin Høeg og Anna Grantland ejer escape room-virksomheden Locked, og torsdag kunne hele Danmark se på, mens de fik en million kroner.
Foto: Pressefoto

I 2018 bestemte de to studerende ved Aarhus Universitet i Herning, Anna Grantland og Martin Høeg, sig for, at de ville skabe escape room-oplevelser og stiftede virksomheden Locked i forbindelse med et studieprojekt.

Det projekt fik hurtigt vind under sejlende, og nu har Locked fået de rutinerede iværksættere Jan Lehrmann og Mia Wagner med i virksomheden, efter de medvirkede i programmet Løvens Hule, der blev sendt torsdag aften.

Faste seere af programmet vil vide, at det ikke er hvad som helst 'løverne' i programmet kaster deres penge efter. Det har da også krævet hårdt arbejde for de to iværksættere at nå der til, hvor de er i dag.

- Vi har nok knoklet mere end 50 timer om ugen ved siden af studiet de første par år, men samtidig har vi haft gavn af de kompetencer og den støtte, som uddannelsen gav os, fortæller Martin Høeg.

I programmet blev Mia Wagner og Jan Lehrmann så imponerede af de to stiftere og deres forretningsmodel, at ”løverne” valgte at gå sammen om en investering på én million kroner til de unge iværksættere, der dimitterede som diplomingeniører i forretningsudvikling i 2020.

Fik støtte fra universitetet

Allerede under studiet voksede Locked til et millionforetagende for de tidligere studerende. De fik idéen til virksomheden, da Anna Grantland og Martin Høeg i forbindelse med et studieprojekt satte sig for at undersøge trends inden for oplevelsesøkonomi rundt omkring i verden

Under researchen stødte de på fænomenet escape rooms og vurderede, at der var et uudnyttet potentiale i Danmark på området, og hurtigt kastede de sig ud i at bygge den første Locked-lokation i Herning.

Iværksætterne var midtvejs på studiet, da de startede virksomheden, og det har til tider været en udfordring at kombinere iværksættertilværelsen med at være universitetsstuderende. Men med god hjælp fra universitet kunne det lykkes at opbygge en forretning.

- Flere kompetente undervisere har stået klar med sparring omkring vores virksomhed. Dér har vi virkelig oplevet nogle engagerede mennesker indimellem, siger Martin Høeg.

De to stiftere benyttede sig i starten af universitetets iværksættertilbud, hvor de foruden sparring også fik kontorpladser til at arbejde med virksomheden.

50.000 besøgende

I dag har Locked eget hovedkontor i Herning. Virksomheden har 25 ansatte og har haft mere end 50.000 besøgende gennem virksomhedens fem fysiske escape rooms, mens det seneste regnskab viste et millionoverskud.

En sjette Locked-lokation er ved at blive bygget i Aarhus, og det er kun begyndelsen, efter at investorerne fra Løvens Hule er trådt ind i virksomheden.

- Vores ambition er inden for de næste to år at have ti afdelinger fordelt over hele landet, siger medstifter Martin Høeg.

Foruden det kommende escape room i Aarhus har Locked allerede lokationer i Herning, Holstebro, Randers, Kolding og Odense.