Toiletter i brand for anden nat i træk

Tre gange på to dage er lokalpolitiet i Herning rykket ud til brand på toilettet på Herning Station.

Toilettet på Herning Station har været et udsat område de seneste døgn.
Toilettet på Herning Station har været et udsat område de seneste døgn.
Foto: Presse-fotos.dk

Der er en del uro omkring banegården i Herning for tiden.

Natten til tirsdag blev politiet to gange kaldt ud til brand på stationen. Meldingen lød begge gange på brand i toiletter.

- Vi formoder, at det er opstået ved at nogle har sat ild til toiletpapir i toiletkummen, og derved opstår der en masse sod og røg, fortæller Erik Kristensen, som er politikommissær hos lokalpolitiet i Herning.

Politiet modtog den første melding klokken 00.07 og så igen klokken 03.59.

Anden dag i træk med toiletbrand

Og det er ikke første gang, at politiet er rykket ud til netop sådan en hændelse. 

Natten til mandag gik brandalarmen også i gang på banegården, hvor flere blev evakueret.

Branden var dog slukket, da indsatslederen og holdet fra Brand & Redning MidtVest nåede frem.

Men det er et område, der er udsat, mener indsatslederen.

- Det er et sted, man er lidt plaget af ballademagere, og søndag nat lykkedes det at få lokummet til at brænde, som man siger, sagde indsatsleder Peter Kristensen til TV MIDTVEST mandag.

Politiet ved endnu ikke, hvem der står bag de tre brande. Derfor skal de nu skal i gang med at kigge overvågningen fra området igennem.