Trine Troelsen har spillet sin sidste kamp: Vemodigt at det er slut
Den 34-årige profil kan se tilbage på en stor karriere. Nu glæder hun sig til at få mere tid til familien.
En stor karriere nåede sin afslutning, da Herning-Ikast Håndbold tirsdag aften tabte til Team Esbjerg i den anden DM-finale og dermed måtte nøjes med sølv.
Hjemmeholdets rutinerede bagspiller Trine Troelsen spillede karrierens sidste kamp, og efter nederlaget skulle hun lige vænne sig til tanken.
- Jeg meldte ud i december, at jeg ønskede at indstille min karriere, og det er jeg fast besluttet på. Jeg har det rigtig godt med det, selv om det er utroligt vemodigt i dag at stå og have spillet sin sidste kamp. Jeg tror ikke helt, at jeg forstår det endnu. Jeg forstår det nok først til august, når de andre går i gang med opstarten, sagde hun til TV MIDTVEST efter kampen.
Vil prioritere familien
Den 34-årige bagspiller, der stammer fra Skjern, kan se tilbage på en karriere, hvor hun har prøvet mere end de fleste på både klub- og landshold. Hun har spillet 132 landskampe og repræsenteret Danmark til både EM, VM og OL.
Hun fik debut i håndboldligaen i 2003 og har spillet i Viborg HK, SK Aarhus, Silkeborg-Voel, FC Midtjylland og Herning-Ikast. Det blev også til en enkelt sæson i udlandet hos franske Toulon.
Og selv om det er vemodigt at sige farvel, glæder hun sig også til at prøve et liv uden håndbold.
- Jeg har nået en alder, hvor der er andre ting i livet. Jeg har fået en datter, og jeg har en familie, som jeg også har lyst til at prioritere. Og så skal jeg se, om jeg kan finde ud af at finde en anden dagligdag. Jeg har brug for at styre min egen tid, og det glæder jeg mig rigtig meget til, sagde hun.
Team Esbjerg vandt den anden finale i Ikast med 20-19. Trine Troelsen scorede tre mål i karrierens sidste kamp.