Usædvanligt tilfælde: Otte tvillinger spiller på samme hold
Der har før været tvillinger på holdene i Herning Ishockey Klub, men lige nu har de hele fire sæt på samme hold, og det giver nogle udfordringer.
På afstand ligner det ethvert andet ishockey-hold til træning. Men når U12-drengene tager hjelmene af, er der alligevel noget helt særligt ved lige præcis denne årgang.
Der er nemlig ikke bare ét, men hele fire sæt tvillinger.
- Det er ret usædvanligt og lidt specielt. Det er i hvert fald noget jeg ikke har prøvet i de langt over 30 år, jeg har været træner, fortæller Lars Bach, som er ungdomsansvarlig i Herning Ishockey Klub og træner for U12-holdet.
Det er dog ikke noget, drengene selv tænker særlig meget over.
- Der er ikke andre hold med tvillinger, men vi tænker ikke rigtig over det. Vi er bare et normalt hold, siger Matthias og Isak Lyng Damsgaard.
Synes du, det er nemt at kende forskel? Vurder selv i videoen her.
Svært at kende forskel
Men det kan altså godt være lidt en udfordring, når nogen ligner hinanden nærmest på en prik – også selv om de ikke er enæggede.
De otte tvillinger har selv lidt svært ved at kende forskel på hinanden, selv om de fleste har spillet sammen i mindst et års tid.
- Storm og Bjørn kan vi stadig ikke kende forskel på. De andre to kan man se på ansigterne, hvor en har langt hår og den anden kort. Og hos de sidste to er den ene målmand og lidt lavere end den anden, fortæller Julius og Theo Vestergaard samstemmende.
Alle de unge spillere har fået navne på deres hjelme, så det er lettere at se, hvem der er hvem.
- Det kan være lidt svært at kende forskel uden udstyr, men med udstyr går det fint. Men de er bare drenge som alle andre, lyder det fra træneren.
Drømmer om at nå til tops
Gennem årene har Herning Ishockey Klub ført flere søskendepar helt til tops - også tvillinger.
- Vi har tvillingepar, der er kommet langt, også helt op på førsteholdet, så hvorfor skulle det ikke også være dem her? Det kunne da være meget sjovt, hvis der var fire på klubholdet om nogle år. De er dygtige på hver deres niveau, siger Lars Bach.
Det er da også drømmen for de otte tvillinger på 11 og 12 år.
- Jeg drømmer om at blive professionel Blue Fox-spiller og måske komme på landsholdet, siger Matthias Lyng Damsgaard, mens hans bror Isak nikker.
- Jeg drømmer om at komme i NHL, fordi det er en fed sport og nogle store oplevelser, lyder fra både Julius og Theo Vestergaard.
Fra næste sæson skilles tvillingeparrene lidt ad. Her rykker tre par op i U14, mens det sidste par bliver i U12.