Vovehals fra Kibæk i Danmark har Talent: Verdens farligste stunt skal sikre sejren
Når finalen i TV 2-programmet Danmark har Talent lørdag aften løber over skærmen, så er det med deltagelse fra freestyle-køreren Alex Porsing fra Kibæk.
25-årige Alex Porsing fra Kibæk er et kendt navn i Freestyle Motocross-kredse, hvor han regnes for at være den bedste kører i Danmark. I aften kaster han sig igen ud i et halsbrækkende vovestykke, når han som én af finalisterne i ”Danmark har Talent” skal forsøge at vinde seernes stemmer. Og det gør han med intet mindre et forsøg på at sætte ny verdensrekord.
- Det er verdens farligste stunt, han i aften kaster sig ud i. Alex ligger nummer 10 på verdensranglisten, og ingen af de andre ni før ham vil forsøge sig med et lignende stunt, lyder det fra Alex Porsings manager og ven, Christian Morgen Larsen.
Alex Porsing har kørt freestyle motocross i seks år, og den 25-årige vovehals fra Kibæk bliver ved med at presse grænsen for, hvad der er muligt på det tohjulede køretøj. Da han i oktober sikrede sig sin finaleplads i talentprogrammet på TV 2 gjorde han det bogstavligt talt i blinde.
Her foretog Alex Porsing nemlig et spring med bind for øjnene. Flyvende gennem luften - på et tidspunkt kun en meter fra loftet - viste han den disciplin, han som den eneste i verden har udført.
- Tendensen i min sport har været, at springene skulle være vildere, længere og højere, men jeg ville i stedet optimere ved at skrælle et hjælpemiddel - en af mine sanser - fra, sagde Alex Porsing dengang han til TV 2.
Vanvittig spring i vente
Og i aften kaster vovehalsen sig så igen ud i et spektakulært stunt, når han kæmper om titlen som vinder af TV 2-programmet ”Danmark har Talent.”
- Han er meget nervøs, men han er klar både fysisk og mentalt til at levere et underholdende og meget intenst spring for seerne. Det bliver virkelig vanvittigt, fortæller Christian Morgen Larsen til TV MIDTVEST kort før, at Alex Porsing skal i gang med de sidste prøver, inden live-programmet lørdag aften.
Christian Morgen Larsen vil ikke afsløre, præcis hvad stuntet i aften kommer til at gå ud på, men seerne kan igen se frem til en Alex Porsing med bind for øjnene.
- Ja, så meget kan jeg sige. Men ellers må seerne vente og se.