Hjemløse Adam: - Jeg tror, de spærrer mig inde på livstid

Der sidder en mand på gulvet i ankomsthallen på Herning banegård. Han sidder i skrædderstilling omgivet af en bunke af dagens udgave af Metroxpress. En livekoncert med Saybia drøner ud fra mandens mobiltelefon, mens han klipper billeder ud af aviserne.

- Jeg er kunstner. Jeg har lige købt for 225 kroner maling, pensler og et lærred i Bilka. Avisbillederne her skal bruges til en collage, forklarer han

Da jeg spørger til hans navn, kigger han væk, tøver længe, og svarer så:

- Jeg skiftede navn til Adam i 2006 for at komme væk fra alt. Adam var et ord, jeg fandt på side et i Fremmedordbogen. Det betyder menneske på hebraisk, det, synes jeg, passer godt på mig.

På galeanstalten

Klokken er 23:00, og efter flere dages søgen har jeg endelig fundet langskæggede Bent. Bent tigger sig uden nogen form for indkomst til dagen og vejen. Men han sover lige nu. Adam tilbyder så at fortælle sin hjemløsehistorie.

- Det hele begyndte med en buschauffør i Odense. Han ville se min billet, og så kom vi op at diskutere. Det var første gang, jeg blev dømt for trusler efter paragraf 119.

Straffelovens paragraf 119 handler om forbrydelser mod offentlig myndighed, herunder trusler. Adam mener, han blev uskyldig dømt, da han i 1998 første gang blev spærret inde på det psykiatriske hospital Sct. Hans i Roskilde.

- Jeg fik en behandlingsdom, og jeg havde intet gjort. To et halvt år senere lukkede de mig ud og gav mig højeste pension. Så lidt kom der da ud af det. Men galeanstalten i Roskilde er ren fucking ondskab, mener Adam.

Frygter tredje retssag

Adam skal igen i retten 16. maj i år. Det er tredje gang han er tiltalt for trusler mod offentlig myndighed. Han frygter, den her gang bliver sidste gang.

- For jeg tror, resultatet af min næste dom bliver forvaringsanstalten. Ikke fordi jeg er farlig, men fordi systemet frygter, det de tror, jeg kan finde på at gøre, siger han og hæver stemmen til det, der for de fleste vil lyde som en regulær skideballe.

- Men jeg er ikke en skid farlig. Jeg er pacifist, anti-voldelig, anti alt. Jeg tror, de spærrer mig inde på livstid for at forsvare mig mod mig selv.

Allergisk overfor støj

Adam blev først permanent hjemløs for halvandet år siden. Det skete, efter han endnu engang blev lukket ud i friheden efter nummer to tvungne behandlingsdomme. Denne gang for trusler mod en kommunal chef. Det kostede næsten fire år på psykiatrisk hospital.

- Da de lukkede mig ud, gav de mig en lejlighed. Men jeg kunne ikke kunne klare støjen der. Jeg bad dem om en anden bolig, for det drev mig til vanvid. Men det nægtede de mig. Så 1. december 2015 flyttede jeg på gaden, og her har jeg været mere eller mindre siden.

Mens Adam afviser på nogen måde at være psykisk syg, så mener han til gengæld, at han er voldsomt plaget af lavfrekvent støj.

- Jeg er decideret støjallergiker. Ikke noget det menneskelige øre kan høre. Det er kun noget, du kan mærke. Men det vil ingen anerkende. Jeg har brug for hjælp for fanden, men jeg får ingen hjælp.

Sover fast på banegården

Adam strejfer i begyndelsen meget rundt som hjemløs. Gennem et år er han vidt omkring.

- Jeg sover i skure, på bænke, på banegårde. I Herning, Skanderborg, Århus, Fredericia. Men i efteråret 2016 blev det mere permanent i Herning, hvor min familie også er fra.

Han prøver et par gange at leje sig ind i et bed & breakfast-koncept, men efter kort tid vender han tilbage til banegården i Herning.

- Jeg mødte Bent her, og siden 20. februar har jeg sovet her på gulvet, mens Bent har siddet på bænken ved siden af.

Fnyser af vagter

 Adam nærmest fnyser hver eneste gang, han omtaler myndigheder og mennesker, der udøver nogen former for magt. Også det vagtpersonale, som patruljerer Herning banegård om natten.

- Jeg får associationer til Auschwitz og Buchenwald, når jeg ser vagterne. Specielt når de siger: Det er jo ikke nogen varmestue vel, vrænger han.

Men bør du ikke være taknemmelig over, at det trods alt kan lade sig gøre, at du kan sove her?

- Jeg bør ikke være taknemmelig over noget som helst fra nogen som helst. Og jeg ved ikke, hvorfor de vagter lader os sove her, men det gør de. Som regel.

Et rodet liv

Adam er opvokset i boligområdet Sønderager i Herning. Men har kun sparsom kontakt med familien i dag. Hans møbler er opmagasineret hos et flyttefirma i Silkeborg, og de vigtigste ejendele befinder sig i en bagageboks på Herning banegård, som det nu er tid til at åbne.

- Jeg åbner boksen en gang i døgnet. Det koster 20 kroner, hver gang påpeger han og trækker soveposen fra den overfyldte boks ud på gulvet.

Der ryger en masse andre poser med ud på gulvet.

- Det ligner mit liv. Noget rod, konstaterer han.

Når man ikke har nogen adresse, kan kontakt til myndigheder være meget besværlig. Men det klarer Adam via eboks på mobiltelefonen.

- I min e-boks står der 9999 ukendt ud for adresse. Men de finder mig som regel, hvis de virkelig vil. Og jeg gemmer mig jo heller ikke, påpeger han. 

Vil være alene i verden

Adam mener selv, at hans problemer sagtens kunne løses. Men han tror aldrig, det kommer til at ske.

- Myndighederne er ligeglade. De vil socialisere mig med andre mennesker, men jeg har intet behov for at være sammen med andre mennesker. Jeg har et socialt problem, ikke et psykisk problem, understreger han.

Da jeg spørger, hvad det bedste der kunne ske for ham ville være, så breder der sig et stort smil om hans læber.

- Jeg drømmer om, at næste gang jeg vågner, så er alle I andre 6,5 milliarder mennesker på kloden væk. Ja, jeg ved godt, man siger, vi har rundet syv milliarder, men jeg anerkender kun antallet til 6,5.