For første gang i 37 år graves der igen ved Høfde 42
I dag begynder et nyt forsøg ved Høfde 42, hvor 130 ton af den giftige sandjord bliver forsøgt renset. Der er ikke blevet fjernet forurenet jord fra området siden 1981.
I dag begynder gravearbejdet til to nye forsøg, som skal vise, om det er muligt at rense forurenet jord fra giftdepotet ved Høfde 42 ved Harboøre Tange i Vestjylland.
Gravemaskinerne bryder for første gang siden 1981 membranen til det indkapslede depot for at fjerne 130 ton af den forurenede jord og sand. Herefter vil to virksomheder i nogle specialbyggede containere, på to forskellige måder, forsøge at rense jorden for kviksølv og kemikalier.
Kemikalievirksomheden Cheminova (idag FMC) og Landbrugsministeriet deponerede i 1950'erne og 60'erne tonsvis af giftigt affald ved høfde 42. Siden 70'erne har myndighederne været opmærksomme på forureningen i området. Der er to gange tidligere blevet fjernet forurenet jord fra området. Det anslås i dag, at der fortsat ligger omkring 270 ton forurenet jord i området, som der nu fjernes 130 ton af til de to forsøg. Siden forureningen blev konstateret har sagen været et omdiskuteret miljøproblem for både staten, kommunen og regionen.
- Det har været et lokalt ønske i mange år at få det væk. Både af hensyn til risikoen for, at der ved en stormflod sker et læk, men også fordi det er et turistområde, hvor det ikke hører til, siger Jørgen Nørby (V), formand for Regional Udvikling i Region Midtjylland til ritzau.
Sådan foregår forsøgene
De to firmaer - Krüger A/S og Fortum Waste Solutions A/S - finansierer selv forsøgene, men har også fået statslige forskningskroner til at teste, om de ved hjælp af to forskellige metoder kan rense jorden.
Fortum Waste Solutions vil køre jorden til Cheminovas område på Rønland og her rense 90 ton af jorden, ved at den forurenede jord kommer ind i en reaktor. Her bliver jord og sand skrubbet med væske under højt tryk. Trin for trin bliver materialet renset og delt, så giftstofferne skilles fra og kan håndteres forsvarligt. Hvis forsøget lykkes, er jorden så ren, at den kan bruges igen.
I det andet forsøg har Krüger med succes gennemført et laboratorieforsøg med jord fra høfden, og tester nu metoden på 40 tons jord. I en container tæt på høfden opvarmes den forurenede jord til ca. 350 grader. Det får forureningsstofferne og pesticiderne til at fordampe. Den fordampede forurening suges ud af containeren og nedkøles og kan opsamles på fast og flydende form. Succeskriteriet er, at jorden renses til et niveau, hvor den ikke længere er forurenet.
Hvem skal betale regningen?
I løbet af nogle måneder vil det vise sig, om forsøget har en effekt. Hvis det er tilfældet, kan det måske bane vejen for en endelig løsning på problemet. Det kræver dog, at regionen og staten bliver enige om, hvem der skal betale for opgaven.
- Det er regionen, der har tilsynsforpligtelsen, men vi mener, det er en statsopgave at sørge for, at depotet fjernes. Vi har ikke tilnærmelsesvis midler, der strækker til det her, siger Jørgen Nørby til ritzau.
Ifølge et tidligere skøn vil det koste 250 millioner kroner at fjerne giftdepotet.
Regeringen har ifølge Jørgen Nørby bebudet, at man i 2019 vil gå i forhandlinger om en løsning, når man har et samlet overblik over opgavens omfang.
Se en dokumentarserie om Høfde 42 her.
I november 2017 besøgte folketingets miljøudvalg høfde 42.