Børnehave må lukke tidligere på grund af besparelser

På grund af besparelser i kommunen må børnehave lukke en time tidligere om fredagen - og det er blevet lidt af et mønster i hele landet.

I Ulfborg Børnehus må man nu lukke en time tidligere om fredagen.
I Ulfborg Børnehus må man nu lukke en time tidligere om fredagen.
Foto: Benjamin Hald, TV MIDTVEST

Hver fredag klokken 14.35 lukker Ulfborg Børnehus. Det er en time tidligere end resten af ugen, og ændringen er sket, fordi kommunen skal spare penge. 

Faktisk har alle daginstitutioner i Holstebro Kommune måttet skære i alt én time i åbningstiderne, men selv beslutte, hvordan besparelserne tilrettelægges. 

I Ulfborg er bestyrelsesformand for Ulfborg Børnehus  Zarah Filsø ked af besparelserne, og hun fortæller, at besparelserne har store konsekvenser for forældrene inklusiv hende selv. 

- Jeg synes, det er en farlig ting at skære på. Vi skal på arbejde og tjene penge til at betale for daginstitutionsplads, som også stiger i pris, og samtidig skal man finde en barnepige, hvis ikke man kan få fri til klokken 14.30, siger Zarah Filsø og tilføjer, at mange forældre har været nødsaget til at gå ned i tid på arbejdet.

Zarah Filsø mener, at børnehavers åbningstider er et farligt sted at spare for kommunen.
Zarah Filsø mener, at børnehavers åbningstider er et farligt sted at spare for kommunen.
Foto: Benjamin Hald, TV MIDTVEST

Hver femte institution skærer

Flere end hver femte af landets kommuner har skåret i åbningstiderne til daginstitutioner inden for de seneste fem år.

Det viser en rundspørge lavet af TV 2. I alt svarer 21 kommuner, at de har kortet i åbningstiderne. De fleste begrunder det med stramme kommunale budgetter.

Men besparelserne harmonerer ikke med de seneste års politiske fokus på at skabe bedre rammer for børnene - blandt andet med kravet om minimumsnormeringer, der trådte i kraft ved årsskiftet.

Det mener forældreorganisationen FOLA. 

- Det kan man jo ikke. Man kan jo ikke have et fuldtidsarbejde, hvis man skal hente børn klokken 14.30. Det giver et stresset familieliv, og det kommer også til at ramme børnene, mener Signe Nielsen, som er formand for organisationen, og uddyber: 

- Det kommer til at rammer læger, SOSU-assistenter og andre, som vi har brug for i samfundet, og gør det svært for dem at gå på arbejde. Vi er nødt til at sikre, at daginstitutionerne er åbne, så vi andre kan gå på arbejde, argumenterer Signe Nielsen. 

- Vi er pressede nok i forvejen

I Ulfborg Børnehus var reaktionerne på de nye åbningstider om fredagen også kritiske, fortæller bestyrelsesformand Zarah Filsø.

Derfor var mange forældre også utilfredse, da institutionen meddelte de nye åbningstider.

- Forældrene har fundet løsninger, og ingen har skiftet børnehus, siger Zarah Filsø. 

Alligevel mener hun, at besparelserne på åbningstiderne er "kritisk" og kommer til at ende i en ond spiral:  

- Jeg synes, det er ærgerligt, at man presser forældre, som i forvejen er pressede. Vi bliver presset til at arbejde 37 timer om ugen, og samtidig har vi svært ved at få passet vores børn, siger Zarah Filsø.