Eftersøgning af forsvundet fisker er indstillet: Personen er fortsat savnet
Eftersøgningen efter den savnede person, i forbindelse med forliset af en fiskekutter ved Græm Strand, er indstillet, da det ikke er lykkedes for redningsfolket at finde den savnede.
Det er ikke lykkedes redningsteamet fra Thorsminde Redningsstation at finde den savnede person, der er forsvundet fra en fiskekutter.
Det er ejeren af fiskekutteren L10, der lige nu ligger grundstødt på Græm Strand ved Husby, der er forsvundet, og som der er blevet ledt efter, bekræfter Midt og Vestjyllands Politi.
- Der har været redningspersonale fra kystredningstjenesten ombord på fiskekutteren, og der blev ikke fundet en person, fortæller vagtchefen fra Midt og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.
Han oplyser, at redningsfolket her til eftermiddag har indstillet eftersøgningen. Det skyldes, at Forsvarets JRCC har vurderet, at der på grund af vind- og temperaturforhold samt tidspunkt for sidste livstegn ikke længere er en chance for at finde personen i live.
JRCC står for Joint Rescue and Coordination Center og er en enhed i National Maritime Operationscenter, og har været en del af eftersøgningen.
- Med de strøm og vindforhold, vi har, kan personen være overalt i Nordsøen, fortæller han.
Personens mobiltelefon blev fundet ombord på kutteren.
De pårørende til den forsvundne er blevet underrettet af politiet.