Entreprenør trækker sig: Enghavecentret falder på gulvet
Enghavehavecentret i Holstebro bliver formentlig ikke til noget efter at entreprenørfirmaet A. Enggaard har trukket sig
Det nye store butikscenter i Holstebro midtby - Enghavecentret - bliver med stor sandsynlighed ikke til noget.
Entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S har i aftes valgt at trække sig fra projektet, fordi der ikke som forventet er en endelig lokalplan klar.
- Jeg er enormt skuffet. Holstebro er en vækstkommune, og vi ved fra analyser, at der bør være mindst 25-30 butikker mere i byen i de kommende år, hvis vi stadig skal være det fyrtårn for handel vi er i dag. Alle har været med i det - næsten hele byrådet og handelslivet har stået bag, siger borgmester H. C. Østerby.
Kirken spændte ben
Det har været en udfordring at få lavet den endelige lokalplan, fordi blandt andet Viborg Stift har gjort indsigelse mod projektet. Indsigelsen skyldes, at tårnet på Enghavecentret var højere end tårnet på Holstebro Kirke.
Men selvom Viborg Stift skulle beslutte sig for at trække sin indsigelse tilbage, har A. Enggaard meddelt, at de ikke vil gennemføre projektet.
- Jeg vil kæmpe til det sidste for, at der bare er en lille åbning. Hvis det her er det endelige for Enghavecentret, så er vi nødt til at arbejde i en alternativ løsning. Måske en udvidelse af Nørreport Centret. Men jeg vil forsøge at komme i dialog med Enggaard, for at få en ordentlig forklaring, siger H. C. Østerby.
Alle gruppeformænd i byrådet har her til morgen holdt møde om situationen.