Minister bør se på kirke-veto
Organisationer i Holstebro vil have kirkeministeren til at se på veto mod centerbyggeri
Kirkeminister Mette Boch bliver nu draget ind i sagen om Viborg Stifts veto mod et planlagt centerbyggeri i Holstebros centrum. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Det er en række organisationer og virksomheder i Holstebro, der nu retter en indtrængende appel til ministeren. De mener ikke det er rimeligt, at Viborg Stift har nedlagt veto mod et 63 meter højt tårn i et kommende Enghavecenter.
- Vi mener ikke det kan passe at udviklingen i Holstebro bliver sat i stå, blot fordi kirken nedlægger veto, siger formanden for Holstebro Handelsstandsforening, Michael Ulsted til avisen.
Ud over byens handlende, er det blandt andre Erhvervsforum Holstebro, Holstebro Industri- og Håndværkerforening den lokale landboforening og LO, der nu i en fælles henvendelse med områdets virksomheder, vil orientere kirkeministeren om situationen.
Frygten er, at konsortiet bag det nye butikscenter i Holstebro, helt opgiver planerne om byggeriet.
Stridens kerne, det 63 meter høje tårn, skal ifølge planerne for butikscentret give plads til en lang række boliger. Men højden på tårnet er ikke foreneligt med det indkig, der skal være til Holstebro Kirke. Derfor har Viborg Stift nedlagt veto mod byggeriet.
- Hvis byggeriet må opgives, vil det været et voldsomt tilbageslag for Holstebro som handelsby. Vi har behov for flere kvadratmeter og mere udvikling, siger Michael Ulsted i dag til Dagbladet Holstebro-Struer.