Falske bankbude på spil igen: Fire kvinder snydt i Holstebro på samme dag
Endnu engang har svindlere været på jagt efter kortoplysninger, og det lykkedes i fire tilfælde torsdag.
- Der er et større beløb, der er blevet overført til Spanien.
Sådan lød beskeden i røret hos flere ældre kvinder i Holstebro 11. januar, da de modtog et opkald fra en falsk bankmand.
TV MIDTVEST har skrevet om det flere gange før - såkaldte "bankbude", der er på spil; kriminelle, som udgiver sig for at være fra banken og franarrer især ældre mennesker deres hævekort.
Og det lykkedes ifølge lokalpolitiet i Holstebro to svindlere at skaffe de nødvendige oplysninger, så de fik franarret sig oplysninger fra i alt fire kvinder i Holstebro i en alder af 71, 76, 79 og 88 år.
- I alle fire sager er man gået efter det ældre segment. Der er noget ved signalementet, der antyder, at det skulle være samme gerningsmand i nogle af sagerne, fortæller politiassistent hos lokalpolitiet i Holstebro Mathias Sørensen.
Fælles for alle fire sager er, at gerningsmændene først har ringet kvinderne op, udgivet sig for at være fra deres bank og derefter enten via telefonen eller fysisk fremmøde har fået lokket kortoplysninger og pinkode ud af dem.
I tre af sagerne har svindleren påstået, at der skulle være overført penge til en konto i Spanien, som han ved udlevering af kortoplysningerne kunne stoppe.
Den 76-årige kvinde fik franarret sig 10.000 kroner, mens det for den 88-årige kostede 15.000 kroner.
- Banker vil aldrig ringe og bede om udlevering af dankort og pinkode eller sende person ud efter det, siger politiassistenten og advarer på det kraftigste folk mod at udlevere kortoplysninger i telefonen.
Politiet leder stadig efter begge gerningsmænd.