Ferien, der forsvandt: Lejede en campingvogn, men den var der ikke

En kvinde troede, hun skulle holde efterårsferie i Jesperhus, men der var tale om et svindelnummer.

20210804-155513-5-1890x1076ma
Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix

Ferien blev ikke bare ødelagt. Den forsvandt helt og aldeles for en kvinde fra Holstebro-området, som ellers havde det hele på plads.

Hun havde lejet en campingvogn, som stod klar hos Jesperhus på Mors, og det var inklusiv adgang til Jesperhus Blomsterpark.

Prisen for hele herligheden var 6000 kroner for en uge.

Men det viste sig dog at være for godt til at være sandt. Da hun ankom til Jesperhus, var der ingen campingvogn.

Så ingen ferie. Og pengene var også væk.

- Der er tale om bedrageri, siger politikommissær Torben Ladefoged fra lokalpolitiet i Holstebro.

Hvordan kvinden er kommet i kontakt med den eller de personer, der har udlejet den fiktive campingvogn, vil politiet ikke oplyse.

Hun er ikke den eneste

Til gengæld er der noget, der tyder på, at kvinden ikke er den eneste, der er blevet snydt på denne måde, fortæller Torben Ladefoged. Igen uden at gå i detaljer, mens sagen efterforskes.

Der er dog et lys i mørket for den uheldige kvinde, som fik sin efterårsferie spoleret. Det er nemlig lykkedes for hende at få nogle af pengene tilbage - nærmere bestemt 2000 kroner.

- Måske er der nogen, der har fået dårlig samvittighed. Trods alt, lyder det fra politikommissær Torben Ladefoged.