Fyrværkeri-forhandler spår stort salg i corona-år: - Folk vil ikke undvære deres fyrværkeri

Selvom nytårsaften bliver præget af restriktioner og forbud mod store fester, tror Martin Mose fra Midtjysk Festfyrværkeri på, at folk stadig vil købe massere af fyrværkeri.

Martin Mose ejer Midtjysk Festfyrværkeri ved Holstebro.
Martin Mose ejer Midtjysk Festfyrværkeri ved Holstebro.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Selvom coronaen sætter en stopper for de store nytårsfester i år, kommer det ikke nødvendigvis til at lægge en dæmper på fyrværkeriet på nattehimlen nytårsaften.

Hos Midtjysk Festfyrværkeri i Holstebro tror ejeren tværtimod på, at salget i år vil nå nye højder. 

- Jeg tror, at salget bliver større, end det plejer. Det er min fornemmelse, at folk ikke vil undvære deres fyrværkeri, selvom der er corona, siger ejer Martin Mose.

Han tror, at folk har lyst til at bruge penge på en god nytårsfest med den nærmeste familie eller måske nogle naboer.

- Folk har ikke været på sommerferie, og de har fået deres indefrosne feriepenge udbetalt, så jeg er ret sikker på, at folk har penge mellem hænderne til at købe fyrværkeri, siger han.

Fyrværkeriforhandleren i Holstebro bliver bakket op af en prognose fra Dansk Erhverv, som spår, at danskerne i år vil bruge flere penge på krudt i år. I prognosen lyder det, at danskerne i et corona-år kommer til at bruge i omegnen af 450 millioner kroner på fyrværkeri. Det er 13 procent mere end sidste år.

Hos Midtjysk Festfyrværkeri forventer at sælge ekstra meget nytårskrudt i år.
Hos Midtjysk Festfyrværkeri forventer at sælge ekstra meget nytårskrudt i år.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Holder døgnåbent op til nytår

Allerede tirsdag den 15. december, som er den første dag med salg af fyrværkeri i år, mærker han efterspørgslen.

- Vi har haft flere kunder i butikken, end vi plejer at have den første dag, siger Martin Mose.

For at komme kunderne i møde på en coronasikker måde har fyrværkeriforhandleren blandt andet lavet ekstra plads i butikken og stillet et telt op udenfor til udlevering i de travle perioder.

Og som noget nyt holder butikken døgnåbent fra 30.-31. december med særlige tilbud i nattetimerne.

- De skal ikke komme og sige, at de ikke nåede at købe krudt. Så de kan komme klokken 3 om natten, hvis de har lyst, fortæller Martin Mose.

Selvom man kan købe fyrværkeri allerede fra den 15. december, må nytårskrudtet dog først skydes af fra den 27. december til og med 1. januar.

0:33
Trods coronarestriktioner for nytårsfesten tror en fyrværkeriforhandler i Holstebro, at folk vil købe ekstra meget fyrværkeri.