Kajaktalent på vandet med idol: - Det er helt vildt, at hun er i Holstebro

Til DM i kajak på vandkraftsøen i Holstebro fik de unge talenter selskab af flere OL-deltagere heriblandt bronzevinder Emma Aastrand Jørgensen.

0:27

Det er stadig ret nyt for Raven Vigh at have en pagaj i hænderne. 

Hun har roet kajak i omkring et år og er i denne weekend med til sit første danmarksmesterskab. En stor oplevelse på flere måder, ikke mindst fordi hun får lov at være på vandet med Emma Aastrand Jørgensen.

- Det er helt vildt, at en som har været til OL kommer her til Holstebro. Det er mega fedt, forklarer Raven Vigh fra Mejrup ved Holstebro.

Raven Vigh har kun roet kajak i omkring et år.
Raven Vigh har kun roet kajak i omkring et år.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Emma Aastrand Jørgensen er lige kommet hjem fra OL i Paris, hvor hun vandt en bronzemedalje i 500 meter kajak.

Og den præstation har gjort indtryk på Raven Vigh, som selv roer i U14-rækken.

- Man ser bare virkelig op til hende, fordi hun bare megagod til at ro kajak, fortæller hun. 

Selvom der er stor forskel på Paris og Holstebro - OL og DM - og bronzevinderen stadig er flad, efter at have deltaget i det største, du kan opnå som roer, så giver det smil på læben hos Emma Aastrand Jørgensen, at hendes tilstedeværelse gør en forskel.

- Det er dejligt og mega fedt, at de unge ser op til mig. Det er altid rart, fortæller hun.

Det er inspirerende for flere af de unge at se, hvilket niveau der skal til for at konkurrere til OL. For flere af rotalenterne går selv og drømmer om.

- Det er drømmen for mig, det (OL, red.) vil jeg i hvert fald vildt gerne til, lyder det fra Raven Vigh med et stort smil.

Men der er lang vej, og kun ganske få kommer gennem nåleøjet.

- Det kræver masser af hård træning, rigtig meget vilje og lysten til at ro kajak. Det er benhårdt at være iblandt de bedste, siger Emma Aastrand Jørgensen.

I første omgang er det da også bare stort at være til sit første DM for Raven Vigh, som fik en guldmedalje med hjem i U14-stafet.

2:50
Se indslaget fra DM i kajak.