Ketty undrer sig: Mens dagplejemors bid fører til fyring, arbejder krænkelsesdømt stadig i kommunen
Ketty Staunstrup har sendt TV MIDTVEST et tip. For hun studser over, at Holstebro Kommune takler to domssager så forskelligt.
Hvorfor kan en krænker være ansat ved en kommunal institution, mens en dagplejer har fået en fyreseddel fra selvsamme kommune for at bide et barn?
Det spørgsmål fylder i tiden hos Ketty Staunstrup efter TV MIDTVEST onsdag kunne fortælle, at en dagplejer, der er blevet idømt 20 dages ubetinget fængsel for at bide et dagplejebarn, nu er blevet fyret af Holstebro Kommune.
Selvom den dømte dagplejer ifølge loven stadig må arbejde med børn, har kommunen valgt at fyre hende.
- Hvordan kan en sexchikanerende mand få lov til at arbejde med svage borgere, hvis en dagplejer bliver fyret for at bide et barn, spørger Ketty Staunstrup.
Systematisk chikane
I 2021 fik Ketty Staunstrup rettens ord for, at hun var en af ni kvinder, der var blevet krænket af en dengang 57-årig mand, der i sin fritid systematisk havde chikaneret kvinderne ved hjælp af en hjemmesides sex-chat.
På chatsiden har han delt deres adresser, telefonnumre og facebook-profiler med fremmede mænd.
Herefter har han - på vegne af kvinderne - lavet aftaler med mændene om, hvilke seksuelle ydelser de kunne forvente fra de forurettede kvinder. Løbende er flere af kvinderne blevet opsøgt privat af de fremmede mænd.
- Det sidder stadigvæk meget dybt i mig, fortæller hun.
Manden i den sag endte med en dom, og straffen lød på 80 dages ubetinget fængsel.
Derfor undrer det Ketty Staunstrup, at han modsat dagplejeren fortsat kan være ansat af Holstebro Kommune og tilknyttet en institution, hvor han arbejder med sårbare mennesker.
- Han har udstået sin straf, og så har han stadig sit arbejde indenfor kommunen. Der bliver jeg lidt harm, siger hun.
Afgørende forskel på de to sager
Holstebro Kommune bekræfter over for TV MIDTVEST, at den pågældende mand fortsat er ansat i kommunen ved institutionen.
Personalechef ved Holstebro Kommune Kent Jensen vil ikke forholde sig til hverken dagplejemorens sag eller krænkelsessagen, men han peger på en væsentlig forskel i de to sager.
- I den ene sag er den pågældende i tjeneste, mens den pågældende i den anden sag ikke er i tjeneste, forklarer Kent Jensen.
For mens dagplejemoren bed barnet i arbejdstiden, så er Ketty Staunstrups krænkers ulovlige handlinger foregået uden for arbejdet.
Store krav til fyring
Spørger man advokat Søren Ole Nielsen, som er specialist i ansættelsesret hos DAHL Advokatpartnerselskab i Herning, så er individuelle afgørelser om ansættelsesforhold det rigtige.
- Helt overordnet er det en arbejdsgivers vurdering. Det ligger i ledelsesretten. I de to sager er det Holstebro Kommune, der skal vurdere, om de to medarbejdere fortsat er værdige til at være i deres stillinger, forklarer Søren Ole Nielsen.
I den vurdering er der mange betragtninger, påpeger han.
- Det handler dybest set om, at den ansatte skal udøve det, arbejdsgiveren mener er en værdig adfærd både i og uden for tjeneste, tilføjer Søren Ole Nielsen.
Ifølge advokaten kan lovovertrædelser begået i fritiden også i nogle tilfælde indgå i vurderingen af, om en medarbejder fortsat er værdig til stillingen hos den offentlige myndighed.
- Hvis du er politimand og har taget euforiserende stoffer på Skanderborg Festival, så er det en adfærd uden for tjenesten, som gør, at vedkommende ikke er værdig til stillingen længere, forklarer han som eksempel.
- Som offentlig myndighed står man mere på mål for sagligheden i en fyring, da en offentlig myndighed er omfattet af forvaltningsloven, uddyber Søren Ole Nielsen.
Forvaltningsloven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning - herunder kommunale stillinger - og ikke private virksomheder.
Dagplejeren har anket sin dom til landsretten.
Ketty Staunstrup håber, at Holstebro Kommune vil ændre sin afgørelse om mandens ansættelse.
- De skal tænke sig om. Hvordan kan man fyre i den ene sag, men ikke den anden, slutter hun.
TV MIDTVEST er bekendt med den krænkelsesdømte mands arbejdsplads. Af hensyn til borgerne på institutionen oplyser TV MIDTVEST ikke stedets navn.
Har du noget, du gerne vil have fortalt, så fortæl det til os:
Send et tip til redaktionen