Knuser ruder og stjæler dyrt elværktøj i håndværkerbiler – politiet på bar bund

En helt stribe indbrud i varebiler får nu politiet til at efterlyse oplysninger, der kan lede til en opklaring af sagerne.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Seks håndværkerbiler er blevet rippet for dyrt elværktøj i henholdsvis Vinderup og Thisted siden i fredags.

Det oplyser lokalpolitiet i Holstebro og Thisted tirsdag morgen.

Fremgangsmåden er i begge tilfælde den samme. Sideruder bliver knust, og så er værktøjet væk.

- Det drejer sig om alt fra fugepistoler til batterier og rotationslasere. Oveni har du en række håndværkere, der står med en hel – eller flere – arbejdsdage, der er ødelagt, siger Knud Lauridsen fra lokalpolitiet i Holstebro.

Præcist hvor meget tyverierne beløber sig til er endnu ikke gjort op. I de tre biler Vinderup er der ifølge politiet tale om ”et større beløb”, mens der i Thisted er forsvundet elværktøj for ”omkring 50.000 kroner” - ligeledes i tre biler.

Politiet hører gerne fra vidner

I Vinderup blevet indbruddene begået natten til søndag på adresser på Mosevej, Sevelvej og Engvej, mens varebilerne i Thisted, der alle holdt parkeret i midtbyen, blev brudt op i tidsrummet fredag til søndag.

Politiet hører gerne fra vidner, der skulle have set eller hørt noget.

- Vi er på bar bund og har desværre ikke noget at gå efter endnu, forklarer Knud Lauridsen.

Har du oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.