Line skal dyste til VM i bagning - Du kan ikke træne til de ting, der går galt
Den unge bagersvend skal blandt andet bage Eiffeltårnet som et skuestykke til verdensmesterskabet.
Om få dage drager Line Munck Erikslev fra Holstebro til Lyon i Frankrig, hvor hun skal dyste til verdensmesterskaberne.
Men her er hverken sportstøj eller løbesko, for hun skal dyste i bagning, når hun om lidt stiller op til verdensmesterskaberne i Skills, hvor elever fra erhvervsuddannelserne dyster i deres håndværk.
Line Munck Erikslev vandt i april titlen som dansk skills-mester inden for bagværk, og det har sikret hende en plads til verdensmesterskaberne i Frankrig. Til dagligt arbejder hun ved KonditorBager Ørum, og så er hun bagerelev på Uddannelsescenter Holstebro (UCH).
Selvom det kan virke en smule ensomt, at hun skal repræsentere Danmark alene, så ser den unge bagersvend anderledes på det.
- Det er ubeskriveligt, også med det sammenhold som der er på landsholdet. Vi er et landshold ligesom alle andre. Hvis man ser fodboldlandsholdet eller håndboldlandsholdet. På samme måde så står vi sammen, selvom vi er i hvert vores fag, siger Line Munck Erikslev.
Danmark sender flere danske guldvindere afsted til Skills i Frankrig. Her tæller fagene alt fra anlægsgartner til møbelpolstrer.
Tiden bliver en afgørende faktor
Line Munck Erikslev skal blandt andet bage Eiffeltårnet som en af disciplinerne.
- Du skal tænke ud af boksen, lyder det fra Line Munck Erikslev.
Hun arbejder i øjeblikket på en idé om, at hendes Eiffeltårn skal hænge i en nøglering inspireret af de små souvenirs, man kan købe overalt i Paris.
Bagersvenden har brugt omkring tre måneder på at træne op til verdensmesterskaberne. Men selv da er der meget, som kan gå galt.
- Du kan ikke træne til de ting, der går galt dernede. Der er mange uforudsete ting. Jeg har ikke prøvet ovnene eller de maskiner, jeg skal stå med dernede. Det er noget, jeg skal stå med dernede, siger hun.
Den største frygt lige nu er dog tiden. Line Munck Eriksen har 14 timer over to dage til at bage i alt ni stykker bagværk.
Til trods for flere ubekendte faktorer, så satser bagersvenden dog på egne evner.
- Jeg vil gerne ligge i top ti, men en fed oplevelse er jeg også glad for at komme hjem med, siger hun.