MRSA rammer oftest ikke økologiske svin
En økologisk svineproducent fra Holstebro har hidtil holdt sine dyr MRSA-fri.
I går fortalte vi, at 88 procent af konventionelle svinebesætninger er ramt af MRSA. Men tal fra 2015 viser, at problemet med MRSA er langt mindre i økologiske svinebrug. Faktisk er det kun seks procent af de økologiske svinebrug, der er ramt. Og det anslås, at dette stadig gælder. På Hestbjerg Økologi uden for Holstebro har grisene hidtil undgået den frygtede MRSA-bakterie.
Svineproducent Bertel Hestbjerg fra Holstebro er 15. generation på sin gård, og han har 2000 økologiske svin, som alle er gået fri af den frygtede MRSA-virus.
- Jeg tror, det skyldes, at vi har et lavt antibiotikaforbrug, og så har vi forholdsvis meget luft og rum omkring grisene, siger Bertel Hestbjerg.
I år er antallet af MRSA-tilfælde i konventionelle svinebrug eksploderet. Og brugen af antibiotika i besætningerne spiller ifølge en dyrlæge en stor rolle.
- Hvis man kigger helt overordnet på det, så hænger resistens og antibiotikaforbrug sammen, og i den økologiske produktion er der et meget lavere antibiotikaforbrug, og derfor er der også et mindre pres på det system, som gør at resistensen ikke kommer frem, og det har helt klart noget med forbruget at gøre, siger dyrlæge Niels Peter Baadsgaard, Hestbjerg Økologi.
Fire ud af 65 økologiske svinebrug fik i 2015 konstateret MRSA. Det er en langt mindre del end hos de konventionelle svineproducenter, alligevel mener Bertel Hestbjerg ikke, det er en god ide at omlægge.
- Hvis vi tænker rent MRSA, så kunne det godt være, man skulle omlægge, men så vil man på den lidt længere bane bare slå det økologiske marked ihjel, for det er der ikke et marked for endnu, men omvendt er der nok forbrugere i den anden ende, ude bag køledisken, som efterspørger det økologiske kød, fordi der er der en vis sandsynlighed for, at det er MRSA frit, jamen så kommer den udvikling helt af sig selv. Men det er ikke noget, den enkelte landmand, der har valgt at indrette sig med et konventionelt system, kan gøre noget ved i dag.