Politibetjent bliver næstformand i DF: Vildt og grænseoverskridende
Majbritt Birkholm er blevet valgt som næstformand i Dansk Folkeparti, der for nylig sagde farvel til profil.
Dansk Folkeparti har fået ny næstformand.
På et hovedbestyrelsesmøde lørdag blev Majbritt Birkholm valgt til posten, oplyser DF-formand Morten Messerschmidt i sit nyhedsbrev søndag.
- Majbritt har igennem de seneste år vist sig som en hårdtarbejdende, loyal, positiv og engageret politiker i Dansk Folkeparti – både politisk og organisatorisk.
- Og jeg føler mig overbevist om, at hun vil fylde posten som partiets næstformand ud med stor dedikation og passion, siger Morten Messerschmidt i nyhedsbrevet.
Majbritt Birkholm, der i forvejen var medlem af hovedbestyrelsen, blev i august sidste år præsenteret som folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Vestjyllands Storkreds. Det skete på partiets sommergruppemøde.
Andre løb skrigende væk
Nu er hun partiets næstformand - enstemmigt valgt som den eneste kandidat på hovedbestyrelsesmødet.
- Jeg er stolt og beæret, siger Majbritt Birkholm til TV MIDTVEST og tilføjer:
- Jeg synes, jeg har en hel del af byde ind med. Jeg mener, at der er brug for, at DF er der. Jeg har partiet i mit hjerteblod.
Spørgsmål: Mange har forladt den synkende skude. Hvorfor løber du ikke skrigende væk?
- Jeg valgte at stille op, da mange løb skrigende væk. Jeg synes, det, der foregik, var ulækkert, og at pressen var hård ved os. Og så synes jeg, at det var min tur til at tage en tørn, svarer den nye næstformand, der kommer fra Ryde ved Vinderup.
Vil samle DF
Hun har da også et bud på, hvad hun kan byde ind med i et blødende Dansk Folkeparti.
- Jeg har det indtryk, at jeg er god til at samle partiet, vurderer Majbritt Birkholm.
Og hun tror på en fremtid for DF.
- Det går stille og roligt fremad i partiet, og det er fantastisk at være en del af. Jeg skal have planlagt med Morten, hvad min rolle bliver.
Ved sommergruppemødet blev det også meldt ud, at hun skulle være formand for et udvalg, der skulle udvikle blandt andet retspolitikken i partiet.
Vildt og grænseoverskridende
Morten Messerschmidt fortalte dengang, at han havde fået øjnene op for Majbritt Birkholm via hendes baggrund som politibetjent.
I politiet har hun blandt andet arbejdet som efterforsker i National enhed for Særlig Kriminalitet.
Politijobbet beholder den 41-årige politiker, der nu tager nu tager over efter René Christensen, den tidligere organisatorisk næstformand, som, hun mener, har gjort et fantastisk job.
- Det er vildt og grænseoverskridende at overtage efter én, som har haft opgaven i så mange år. Men alt det, jeg ikke kan, kan jeg lære, pointerer hun.
Det lykkedes ikke for Majbritt Birkholm at komme i Folketinget ved valget 1. november sidste år.
Hun fik 1047 personlige stemmer ved valget, men Dansk Folkeparti opnåede ingen mandater i Vestjyllands Storkreds.
Peter Kofod er politisk næstformand i partiet.