Sæsonens første nederlag for TTH Holstebro

GOG vandt som det første hold over TTH Holstebro i herrernes håndboldliga.

Peter Balling, TTH Holstebro, stoppede Victor Bang, GOG, men det var ikke nok til en sejr.
Peter Balling, TTH Holstebro, stoppede Victor Bang, GOG, men det var ikke nok til en sejr.
Foto: Johan Gadegaard / Ritzau Scanpix

Efter sejre i sæsonens fire første kampe måtte TTH Holstebro lørdag se sig slået endda på hjemmebane, hvor GOG i topkampen vandt 30-27.
    
Dermed har begge klubber otte point for fem kampe som nummer to og tre.
    
I kampens første del var der ellers ikke meget, der tydede på, at fynboerne skulle få point ud af opgøret.
    
TTH havde overtaget og bragte sig foran med 17-13. GOG rundede dog første halvleg bedst af og reducerede til pausestillingen 16-17.
    
Det boostede tilsyneladende GOG, der var klart bedst i anden halvleg.
    
Midtvejs kom GOG foran 24-19, og da fynboerne med ti minutter tilbage scorede til 26-21 ved Lars Hald, fornemmede man ikke en spændende slutfase.
    
Men hjemmeholdet gav ikke sådan op, og da Magnus Bramming med knap fire minutter tilbage satte et straffekast ind til 26-28, lugtede hjemmepublikummet igen blod.
    
GOG holdt dog nerverne i ro og begravede spændingen med to kvikke scoringer.
    
I lørdagens anden kamp cementerede Aalborg sin førsteplads med hjemmesejren på 37-29 over Nordsjælland. Nordjyderne er dermed eneste hold med maksimumpoint.
    
Nordsjælland, der ligger nummer ti med tre point, bed dog overraskende godt fra sig i første halvleg, da holdet gik til pause med føringen 17-16.
    
Anden halvleg blev dog en magtdemonstration af hjemmeholdet, der hurtigt fik sat tingene på plads.