Skole får 520.000 kroner til et helt særligt formål

Et nyt, stort musikprojekt skal hjælpe unge på Sønderlandsskolen med at fjerne fokus fra skærmen til musikken.

Violin
Foto: Josephine Hartvig, TV MIDTVEST

Sønderlandsskolen i Holstebro satsede stort på et fælles orkesterprojekt, da den ansøgte Danske Musik- og Kulturskoler om en halv million til nye instrumenter for hele mellemtrinet.

Men det lykkedes at få 520.000 kroner af organisationen, så da dette skoleår begyndte, fik 4.-6. klasse et nyt fag på skemaet, nemlig orkestermester. 

- Hver onsdag har vi fællestime med orkesterspil. Vi har købt otte forskellige instrumenter hjem: 47 violiner, 22 klarinetter og så videre, siger musiklærer og koordinator for projektet Peter Lund Koefod.

Det er første gang, skolen er en del af Danske Musik- og Kulturskolers Orkestermester-initiativ, men ambitionerne er i top.

- Vi laver Danmarks største skolesymfoniorkester her med 132 elever, siger musiklæreren, der ikke er i tvivl om, hvorfor musiktonerne skal prioriteres højt.

- Mange unge sidder meget med mobilerne, så det her er et rigtig godt alternativ.

6.A har haft violinerne fremme for første gang – og selvom mange i klassen havde prøvet kræfter med strygeinstrumentet før, så var det første gang for Christian Tykgaard.

- Jeg var lidt bange for, at de andre var bedre end mig, men så fik jeg ros af læreren.

0:21
Hør Christians første toner på violin her.

Nybegynder eller ej, så fik musikspillet smil og glæde frem hos flere af eleverne. Og selvom musiktimerne er fyldt med nye instrumenter, så kan lærdommen også bruges uden for klasselokalet, mener skoleleder Rasmus Højlund Sørensen.

- Det vil være en gevinst for eleverne - det med at lære at mestre et instrument og den disciplin, det kræver at gøre noget på samme tid. Starte på samme tid og slutte på samme tid. Man skal lytte til hinanden, siger han.

Det er et historisk beløb, som er landet i pungen hos Sønderlandsskolen. Der er nemlig aldrig blevet bevilliget så mange penge før. Og selvom en halv million kan virke som en stor mundfuld, så er pengene hurtigt brugt.

- Selvom 520.000 kroner lyder af meget, så kan man rimelig hurtigt bruge dem, når man skal ud at købe klassiske instrumenter. Så vi har købt nogle brugte hos musikskoler rundt i området, siger skolelederen.

Eleverne har et år til at øve sig, inden de til juni næste år skal optræde med Aarhus symfoniorkester til en fælleskoncert med de resterende 32 Orkestermesterskoler rundt i landet. Orkestermester kører i første omgang over tre år på Sønderlandsskolen.