Stjal ti mørbrader og to ænder - og nikkede betjent en skalle
En 41-årig mand ville ikke med politiet efter kødtyveri i Holstebro. Han nikkede en betjent en skalle og er nu sigtet for vold mod tjenestemand.
Opdateret søndag: Den 41-årige blev søndag varetægtsfængslet til den 24. september.
Politiet blev lørdag middag kaldt ud til et butikstyveri, der udviklede sig noget usædvanligt. Ved Rema 1000 i Holstebrobydelen, Mejdal.
To georgiske mænd på 41 og 56 år havde besluttet sig for at stjæle kød. Ti svinemørbrader og to frosne ænder. Efterfølgende forsøgte den 56-årige at distrahere personalet ved at betale for nogle sandwicher. Den 41-årige stak af, men personalet fik fat i den rygsæk, hvor tyvekosterne var i. Samtidig tilbageholdt de den 56-årige, indtil politiet kom.
41-årig stak af
Den yngste af kødtyvene stak dog af. Men politiet fik fat i ham. Han ville det dog anderledes, så han nikkede én af betjentene en skalle.
- Han skal fremstilles for vold mod tjenestemand. Det tolererer vi ikke, forklarer vagtchef Bjarne Askholm fra Midt- og Vestjyllands Politi.
- Det er et noget atypisk butikstyveri.
Mens den 56-årige bliver løsladt lørdag aften, skal den 41-årige stilles for en dommer søndag. Alt sammen for kød til en samlet værdi af 500 kroner.