Tidligere forsvarsansatte på anklagebænken: Nu begynder sag om millionbestikkelse
To tidligere ansatte i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er tiltalt for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed.
To mænd var ansat i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Den ene var projektleder, den anden kontorchef, og de havde blandt andet ansvar for at godkende pengestrømme i forbindelse med indkøb.
Ifølge politiets enhed for særlig kriminalitet er der bare noget, der langt fra er gået efter bogen.
Onsdag klokken 9.00 tager Retten i Holstebro derfor hul på en omfattende sag om bestikkelse, som de to tidligere forsvarsansatte er tiltalt for at have modtaget.
Havemaskiner, køkkener og dyrt design
TV MIDTVEST er i besiddelse af sagens anklageskrift.
Her fremgår det, at de to hovedtiltalte i en periode fra 2013 til 2019 skulle have indkøbt "diverse genstande og ydelser", der ikke havde noget med Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse at gøre, men i stedet havnede i deres private hjem. Regningen blev dog liggende i Forsvaret.
Og det er ikke småbeløb, der er tale om.
I anklageskriftet kan man blandt meget andet læse om indkøb af et køkken til 82.427 kroner, der blev sat op hjemme hos kontorchefen. I alt skulle han have udnyttet sin stilling til at svindle for 124.743,40 kroner.
Hos samme køkkenfirma skulle den anden hovedtiltalte - projektlederen - også have lavet aftale om et køkken. I hans tilfælde til en sum på over en halv million kroner. Men aftalen blev aldrig indfriet, da den tiltalte blev hjemsendt fra sit arbejde inden opførslen.
Før projektlederen blev sendt hjem, havde han dog nået at købe ind til privat brug for mere end 2,3 millioner kroner.
Det gennemgående mønster i metoderne har angiveligt været, at de ansatte lod Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse betale overpriser til leverandørerne. De overskydende beløb har figureret i de officielle regnskaber som 'forudbetalinger'. De penge har de tiltalte ifølge anklageskriftet brugt på at berige sig selv.
Medvirkede private aktører?
Udover de to tidligere ansatte i Forsvaret skal tre andre mænd møde i retten. De har det til fælles, at de har været ejere eller ansatte i virksomheder, der har leveret og solgt varer og ydelser til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Her er aktiv bestikkelse og groft mandatsvig blandt tiltalepunkterne.
TV MIDTVEST har tidligere fortalt om el-virksomheden Søndergaard El, der selv stod frem og afviste anklagerne.
- Søndergaard El har aldrig leveret nogen af varerne til privatpersoner ved Forsvaret. Varerne er altid enten leveret ved Forsvaret eller afhentet af Forsvarets folk på vores firmaadresse, lød det fra firmaets indehaver, da sagen første gang ramte mediernes søgelys.
Nu skal det hele trevles op og afgøres af retten. Der er afsat omkring 20 retsdage til sagen.