TTH-formand: Der har været nogle mangler

TTH-formand, Jørgen S. Hansen, forklarer, at man med fyringen af direktør Emil Bjørnø vil styrke det sportslige setup.

Jørgen S. Hansen
Foto: TV MIDTVEST

Team Tvis Holstebro har i dag valgt at fyre deres ellers succesfulde direktør Emil Bjørnø. Det er et udtryk for, at man gerne vil styrke især den sportslige del af håndboldklubben, siger formand, Jørgen S. Hansen.

- Vi har behov for at styrke vores organisation. Vi har i halvandet år kørt den sportslige del som frivilligt arbejde, og det giver nogle udfordringer i dagligdagen. Derfor er det her langt mere et tilvalg af John Mikkelsen end et fravalg af Emil, siger Jørgen S. Hansen til TV MIDTVEST og uddyber:

- Da vi ansatte Emil, var det en aftale, at han havde det kommercielle ansvar, og jeg havde det sportslige. Men vi må sige, at der er nogle mangler ved det i løbet af en sæson. Jeg kan jo ikke altid sidde ude i Gråkjær Arena, når jeg også har en virksomhed ved siden af. Med ansættelsen af John Mikkelsen får vi muligheden for at have en direktør, der kan rumme hele jobbet, og det er det, vi har valgt, siger Jørgen S. Hansen. 

Større fokus på talentudvikling

Med ansættelsen af John Mikkelsen, der kommer fra en stilling hos Holstebro Elitesport, ønsker klubben især at fokusere på talentudvikling. På damesiden skal klubben spare en million kroner til næste sæson, så der bliver lidt at tage fat på, når profiler som Silje Solberg og Lærke Møller forlader klubben.

- Vi er sikre på, at vi kan få gennemført vores strategi og få skabt den platform, som vi er ved at have etableret. Vi kan få fastholdt det niveau, vi er ved at have sat os på i dansk håndbold. Ikke nødvendigvis som en klub, der skal have første- og andenpladser hvert år, men som en komplet klub med rigtigt gode hold, og som også skal være bedre til talentudvikling i fremtiden. Vi kan ikke bare gå ud og hente stjerner rundt omkring. Derfor er vi også nødt til at skabe et endnu stærkere og endnu bedre talentmiljø. Det har vi i forvejen ry for at være gode til, men vi kan blive langt bedre, siger Jørgen S. Hansen.

Udover ansættelsen af John Mikkelsen som ny direktør, er klubben også på jagt efter en salgschef, der får det daglige ansvar for klubbens kommercielle aktiviteter.