Veganerpartiet trækker i løbeskoene for at skaffe vælgererklæringer i Vestjylland

Et 24 timers-sponsorløb i Holstebro skal skaffe penge til og fokus på Veganerpartiet. Opbakningen til det nye grønne parti er overraskende god i Vestjylland, hvis storkredsforpersonen selv skal sige det.

Sóley Jónsdóttir, forperson for Veganerpartiets Vestjyllands Storkreds, håber, at partiet får samlet de sidste vælgererklæringer ind, så de kan stille op til næste folketingsvalg.
Sóley Jónsdóttir, forperson for Veganerpartiets Vestjyllands Storkreds, håber, at partiet får samlet de sidste vælgererklæringer ind, så de kan stille op til næste folketingsvalg.
Foto: Caroline Siegumfeldt / TV MIDTVEST

De mangler kun 2000 vælgererklæringer, før de kan stille op til folketinget.

Politisk indflydelse kan dermed snart være indenfor rækkevidde for Veganerpartiet - også i Vestjylland.

For at skaffe penge til projektet er partiet trukket i løbeskoene i weekenden til et 24-timers sponsorløb i Holstebro.

Men det er også for at sætte fokus på partiets mærkesager om at fjerne al kødproduktion i dansk landbrug og grøn omstilling.

En af løberne med sved på panden er Allan Nørlund Madsen fra Holstebro. Han har, da TV MIDTVEST møder ham, løbet 75 km på otte og en halv time.

- Det gør jeg for at samle penge ind til Veganerpartiet. Det er en stor del af mig, og jeg kan godt lide at løbe, så det hang godt sammen, siger Allan Nørlund Madsen, der har været medlem af partiet siden januar i år.

God opbakning i det vestjyske

Sóley Jónsdóttir er som forperson for Veganerpartiet i Vestjyllands Storkreds også på pletten til dagens sponsorløb. 

Lokationen taget i betragtning - i højborgen for landbrug og animalsk produktion - så synes hun, at vestjyderne støtter op om projektet.

- Opbakningen er faktisk overraskende god. Vi er mange medlemmer her i landsdelen, og jeg synes også, at folk, der ikke er medlemmer, bakker godt op, siger Sóley Jónsdóttir.

Allan Nørlund Madsen anerkender, at det ikke er uden udfordringer at samle stemmer til et parti, der går ind for at afskaffe al kødproduktion, her i landsdelen.

- Danmarks epicenter af landbrug ligger i Vestjylland. Det betyder, det er en udfordring for os, men derfor tror jeg også, det er vigtigt, at vi har en stemme herovre og giver lyd fra os, siger han.

Et friskt pust - eller useriøst?

Sóley Jónsdóttir tror dog på, at vestjyderne kan overbevises om partiets projekt om mere dyrevelfærd og færre røde bøffer. Både folketing og kommunalvalg er indenfor rækkevidde, hvis man spørger hende.

- Vi er et frisk pust til dansk politik og især til det her område, siger hun.

Som en del af arrangementet går hun og andre partisoldater en tur i Holstebro gågade for at indhente vælgererklæringer fra lokale borgere.

På gågaden var alle dog ikke lige begejstrede for ideen om et veganerparti i folketinget.

- Jeg synes faktisk, at det er rimelig useriøst. Det er en holdning, og den skal man jo have lov til have. Men jeg synes ikke, det har meget med ægte politik at gøre, siger pensionist Kurt Rasmussen fra Holstebro.

Andre var mere venligt stemte overfor at skrive under på vælgererklæringen.

- Jeg tænker, at det kan være sundt for vores demokrati, at vi får nogle ind med nogle andre meninger, der kan udfordre de etablerede politikere, siger projektleder Rasmus Skovgaard fra Aarhus.

Løbet er blevet sponsoreret af lokale virksomheder og klubber. Blandt andet har Papatya i Holstebro sponsoreret to veganske pizzaer til arrangementet.

Løbet fortsætter indtil klokken fire tidligt søndag morgen.

2:31
Se indslaget: Veganerpartiets lokale tilslutning vokser sig større i den vestjyske muld. Men hvad kan vi bruge Veganerpartiet til i det midt- og vestjyske?  Vi er taget til partiets 24-timers sponsorløb i Holstebro for at finde ud af det.