Vestjyde har fikset tonstung kongestatue
Efter mere end 100 år i den nordjyske by var det tid til den helt store service. Den fandt sted i Holstebro.
Med sirlige bevægelser fører Marie Vest-Hansens venstrehånd gasbrænderen hen over frakkefolden.
Langsomt blive bronzen blød, og den vestjyske kurators højre hånd kan rette på de skavanker Christian 9. har tilranet sig gennem årtier i Aalborg.
- Der skal være respekt for det håndværk, der blev lavet dengang, siger Marie Vest-Hansen fra Holstebro.
Hun har brugt adskillige timer sammen med Christian 9., der på sin store bronzehest har været i en hal ved Holstebro til det helt store eftersyn.
Siden 1910 har statuen, der blev udført af C.J. Bonnesen, befundet sig i Aalborg; først Nytorv og siden ved Banegårdspladsen - den nuværende John F. Kennedys Plads.
Efter mere end et århundrede i den stolte havneby har tidens tand sat sine spor. Seletøjet har blandt andet været knækket, mens der var flere huller i bronzen.
De er blevet fikset af en bronzestøber, mens Marie Vest-Hansen har renset skulpturen.
- Der sad 100 års skidt og møg. Det har jeg brugt et par måneder på at fjerne.
- Det har været nogle gode udfordringer, konstaterer kuratoren.
Den 1900 kilo tunge statue blev skænket af byens borgere til kongen og hans familie.
Afsløringen var det helt store tilløbsstykke, som det kan ses på optagelser fra afsløringen, hvor Kong Frederik VIII og Dronning Louise var med.
Marie Vest-Hansen understreger, at bevaring af kunstværker har stor betydning.
- Vi skal bevare vores kulturhistorie for at have styr på, hvem vi selv er, forklarer hun.
Mandag kunne Marie Vest-Hansen glæde sig over, at det arbejde, der begyndte i maj 2020, blev afsluttet, da den tunge statue blev kørt gennem Aalborg for at ende sit ridt ved John F. Kennedys Plads, hvor den efter planen skal blive stående de næste 100 år.
- Det føles jo helt rigtigt, at se den her. Det er dejligt, fortalte Marie Vest-Hansen i den forbindelse til TV2 Nord.