VIDEO: Cirkuselefant på byvandring

Den tre tons tunge elefant Ramboline kom marcherende i Holstebro.

0:24
Se videoen med elefanten her (privatoptagelser).

Folk i Holstebro kunne lørdag formiddag opleve et noget usædvanligt syn i trafikken.

På fortovet ved Struervej kom der en cirkuselefant marcherende - og det var der en god forklaring på.

Elefanten Ramboline kommer fra Cirkus Trapez, der har slået teltet op på den gamle slagterigrund på Struervej. Og lørdag deltog den i et arrangement på torvet ved Nørreport, hvor den - som cirkusset selv formulerer det - var inviteret til brunch.

Ramboline er 34 år og vejer over tre tons.  Og selv om det måske lyder voldsomt med sådan en størrelse på fortovet, var der helt styr på sikkerheden, understreger Isabella Enoch Sosman fra Cirkus Trapez.

Hun fortæller, at Ramboline altid går sammen med cirkusdirektør Bernhard Kaselowsky, der har trænet elefanten, siden den var to år.

- Den går stille og roligt på fortovet. Det værste, der kan ske, er, at den kan finde på at spise en gren eller en busk. Vi har sommetider betalt en bøde, fordi den har spist et par blomster, men ellers gør hun ingenting, siger Isabella Enoch Sosman.

Trapez er et nyt dansk cirkus, der byder på 40 dyr - blandt andet køer, kameler og heste.