16-årig bag rattet i stjålet bil - endte i uheld ved Brande

En 16-årig dreng fra Tørring var onsdag eftermiddag skyld i et færdselsuheld ved Fasterholt. Blodprøve skal afsløre, om han var påvirket af stoffer.

Politiblink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Onsdag eftermiddag rykkede lokalpolitiet i Herning ud til et færdselsuheld ved Fasterholt ved Brande. Her  var en blot 16-årig dreng kørt ind i en anden bil med en 31-årig lokal mand bag rattet.

- Den unge mand kommer kørende ad Klinkhøjvej og kører så direkte over for fuldt stop og ud i krydset ved Ejstrupvej, hvor han rammer den anden bil, forklarer vicepolitiinspektør Kristian Larsen.

Den 16-årige dreng, der er fra Tørring ved Vejle, kom til skade i uheldet og måtte køres på sygehuset med mistanke om kraniebrud, forklarer politiet. Den 31-årige mand fra Ejstrupholm, der uforvarende blev påkørt, er ifølge politiet ikke kommet til skade.

- Vi har en mistanke om, at den 16-årige kan have været påvirket af stoffer af en art, så nu afventer vi et blodprøvesvar fra sygehuset, fortæller Kristian Larsen.

Den lille Suzuki Alto, som den unge mand var kørende i, er stjålet og var uden nummerplader. Men politiet ved endnu ikke, hvor bilen er stjålet fra. Sikkert er det, at den unge mand nu kan se frem til en lang række sigtelser fra politiet - både for tyveri, for at have kørt over for fuldt stop og eventuelt også for at have kørt i påvirket tilstand.

Politiet har ingen nye meldinger om den 16-åriges tilstand.