Jutta blev bange for at være alene: Fandt løsningen i et telefonopkald

Ældre Sagens tilbud om at blive ringet op hver dag af en frivillig tryghedsskaber har gjort en stor forskel for Jutta Bjerre fra Uhre.

3:04
Jutta Bjerre bor i Uhre lidt uden for Brande. Hver dag taler hun med en frivillig tryghedsskaber fra Ældre Sagen.
Foto: Anne Simonsen, TV MIDTVEST

Det er måske ikke alle, der synes, at et telefonopkald hver morgen fra en fremmed lyder som det mest attraktive tilbud i verden, men hvis man spørger Jutta Bjerre fra byen Uhre lidt uden for Brande, så er det noget, man bare ikke kan sige nej til.

Hun er nemlig en af del af Ældre Sagens ordning om et såkaldt tryghedsopkald, og det betyder, at hun hver morgen bliver ringet op af en frivillig tryghedsskaber, som ringer op for at høre, om alt er, som det skal være.

- Vi får en vældig snak om forskellige ting. Jeg er så glad for det, fortæller Jutta Bjerre.

Et tryghedsopkald er især målrettet enlige ældre, og det har som sådan ikke nogen dagsorden udover at være en snak om løst og fast. Jutta Bjerres pårørende bor langt fra hendes hjem i Uhre, så hun er glad for, at der er nogen tættere på, som jævnligt tjekker op på hendes ve og vel.

Hun har været en del af det over fem år nu.

- Jeg blev bange for at være alene, og på den her måde blev der da set til mig hver dag. Man ved, at man bliver ringet op, så man kommer ikke til at ligge i flere dage, hvis der sker et eller andet i døgnets løb. Det er tryghed, fortæller Jutta Bjerre.

Kirsten Sørensen er en af de 40 frivillige morgenstjerner i Ikast-Brande Kommune.
Kirsten Sørensen er en af de 40 frivillige morgenstjerner i Ikast-Brande Kommune.
Foto: Anne Simonsen, TV MIDTVEST

En win-win

Én af dem, som Jutta Bjerre indimellem får i røret, er Kirsten Sørensen fra Brande. Hun er en af de 40 frivillige i Ikast-Brande Kommune, som hver dag forsøger at skabe tryghed hos ældre via et telefonopkald.

De frivillige kaldes for morgenstjerner, og selvom det som udgangspunkt er tænkt til at komme modtageren til gode, så kan det faktisk også godt betyde noget for giveren.

- Jeg har ringet i 16 år, og jeg kunne ikke drømme om at holde op. Jeg får en god morgensnak og bliver ladet op. Og hvis jeg møder dem nede på vejen, så taler jeg også med dem der. Det er en win-win, fortæller Kirsten Sørensen.

0:50
Her kan du se enkelte klip fra en samtale mellem Jutta Bjerre og Kirsten Sørensen.

Har brug for flere frivillige

I dag har Ældre Sagen på landsplan cirka 1500 frivillige morgenstjerner. De er fordelt på 154 lokale afdelinger, og Ældre Sagen tror på, at der i fremtiden bliver brug for endnu flere morgenstjerner.

- Der er over 430.000 ældre over 65 år, der bor alene. Vi har jo en formodning om, at flere af de her mennesker kunne have brug for et tryghedsopkald. Men det ville kræve en del flere frivillige, fortæller Louise Spanning, der er socialhumanitær konsulent i frivilligafdelingen hos Ældre Sagen.

Som frivillige ringer man typisk hver morgen i en uge, og så holder man fri de næste 3-5 uger. Et opkald behøver ikke tage mere end et par minutter, men man kan ifølge Jutta Bjerre godt blive grebet af stemningen.

- Nogle af dem er lige så snakkende som mig, og så kan det jo godt tage lang tid. Hvis der er tid på begge sider, kan det godt tage et kvarter, fortæller Jutta Bjerre.

Man behøver ikke være medlem af Ældre Sagen for hverken at blive frivillig eller få del i tilbuddet. Det findes i samtlige af landsdelens 13 kommuner.

- Jeg kan varmt anbefale det, for jeg synes, det er så fantastisk. Jeg har alt muligt ros tilovers for de mennesker, som vil bruge deres fritid på at ringe til mig. Det siger jeg også til dem hver gang, jeg taler med dem, fortæller Jutta Bjerre.