Lastbil røg i rabatten

Torsdag morgen havnede en lastbil i grøften på rute 13 Viborgvej. Chaufføren kunne selv kravle ud.

Torsdag morgen væltede en lastbil på rute 13 Viborgvej.
Torsdag morgen væltede en lastbil på rute 13 Viborgvej.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Både politi og brandvæsen blev kaldt til Hampen torsdag morgen. På rute 13 Viborgvej var en lastbil væltet om på siden. 

Selvom lastbilen havde fået sig lidt af en tur, var omstændighederne nogenlunde udramatiske, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær.

- Lastbilen kom for langt ud i vejsiden og væltede så ud i rabatten. Chaufføren var dog i stand til selv at kravle ud, siger vagtchefen, der samtidig fortæller, at ingen kom til skade ved uheldet.

Hul på dieseltanken

Efter uheldet begyndte lastbilen at lække både diesel og hydraulikolie. Derfor var Midtjyllands Brand & Redning også på stedet. 

- Vores opgave bestod i at bremse udslippet og så få det lækkede samlet op igen. Den del forløb forholdsvis harmløst, fortæller indsatsleder ved Midtjysk Brand & Redning, Andreas Jørgensen.

Uheldet påvirkede trafikken med op til en kilometers kø i begge retninger, indtil oprydningsarbejdet var overstået.