Peter spiller golf, selv om han er synshæmmet: - Det betyder meget

Paragolfspiller Peter Møller mener ikke, at et synshandicap er en hindring, når man gerne vil spille golf.

1:48
Peter Møller er blevet synshæmmet efter flere blodpropper i kroppen, men han spiller stadig golf.
Foto: Rasmus Krieger Jensen

Man kan sagtens være glad for golf, selv om man ikke altid kan se bolden.

Peter Møller fra Ikast har mistet en del af sit syn efter flere blodpropper i kroppen. Det betyder, at han nu har et indsnævret synsfelt og stort set kun kan se, hvad der foregår lige foran ham. Men det er ikke nogen hindring for den ivrige golfspiller.

- Det betyder meget for mig at spille golf, for det er det, jeg kan. Golf er noget af det, jeg kan med mit handicap. Jeg er ikke så god til at læse eller se film, men jeg kan spille golf - sådan da, griner Peter Møller.

Han er ude med køllerne mindst fire gange om ugen, og de mange års træning har da også båret frugt. I weekenden deltog han i DM for paragolfspillere, som blev afholdt i Brande. Spurgt ind til hans handicap falder svaret prompte:

- Mit handicap er 33,1. Det handler om golfhandicappet, når man spiller golf. Det andet handicap er der jo hele tiden, siger Peter Møller.

Blindestokken har han med på golfbanen, men den bliver sjældent brugt, for som han selv forklarer, så er der ikke så meget, man kan falde over.

Golfklub: En forbilledlig indstilling

Den form for positive tilgang til golfspillet er noget, som de i Brande Golfklub mener, mange andre klubmedlemmer kunne lære noget af.

- Paragolf er helt specielt, fordi de folk der kommer her er glade og positive, uanset hvor godt de spiller. Det er godt at opleve for vores andre medlemmer, at man ikke behøver spille godt for at være glad for golf, siger Kamma Bundgaard, der er formand for paragolfudvalget i Brande Golfklub.

For Peter Møller blev det ikke til et danmarksmesterskab i denne omgang, men der skal mere til at slå ham ud.

- Jeg udfordrer mig selv hele tiden, og jeg spiller nok mere mod mig selv end mod de andre. Og så synes jeg bare, det er dejligt at komme ud at gå og få noget frisk luft, siger han.

Parasport Danmark har registreret omkring 110 golfspillere fordelt på 35 klubber landet over.