Tryghedsalarm hitter efter kidnapningsforsøg
De to forsøg på at kidnappe unge kvinder i Herning, har ført til stigning i salg af alarmen Siréne.
Efter to kidnapningsforsøg på unge kvinder i Herning på under en uge, kan folkene bag Siréne mærke stigende interesse.
Det er en overfaldsalarm, som er inspireret af Hjerteløberordningen, hvor frivillige i en given radius fra et hjertestop bliver tilkaldt for at give livreddende førstehjælp.
Det samme gør sig gældende for Siréne-alarmen, hvor frivillige såkaldte runners bliver bedt om at løbe til utrygge situationer, hvor en person har slået alarm.
- Vi har allerede kunnet mærke en stigende efterspørgsel. Også omkring Herning og Holstebro, hvor der netop har været nogle sager, hvor unge piger har været udsat for alvorlige situationer, fortæller Kristine Skovgaard, der er medudvikler af alarmen, efter hun selv blev overfaldet som 13-årig.
Én af Siréne-brugerne er Daniella Lodahl Madsen fra Lemvig.
- Jeg har den altid på mig i mit nøglebundt. Det giver en god tryghed, at man altid kan få fat i nogle, der kan hjælpe.
Flere har trykket
Målet er at nå 50.000 såkaldte runners - aktuelt ligger man ifølge Kristine Skovgaard på godt 2800.
Det tal forventer man stiger, nu hvor trygheden er faldende.
Det kræver blot, man downloader appen og melder sig til. Og så kan man blive tilkaldt.
- Alarmen har været aktiveret flere gange, hvor der er brugere, der har haft god gavn af at have den lille tryghedsalarm i lommen, lyder det fra Kristine Skovgaard, der oprindeligt er fra Lemvig.
Kvinder, der hjælper kvinder
Det er fortsat sikkert at bevæge sig rundt i nattelivet i Herning.
Sådan lød meldingen fredag fra Lars Boe Larsen, der er leder af Central Efterforskning hos lokalpolitiet i Herning.
- Man skal ikke ændre på sine planer, men klart gøre sig nogle tanker om, hvordan man går i byen og kommer hjem igen, lyder det fra efterforskningslederen.
Han forstår dog godt, den utryghed de to kidnapningsforsøg har skabt.
En utryghed, der også har fået herningenseren Maria Romvig Kristensen på banen.
Hun har iværksat et initiativ, der skal hjælpe unge kvinder i Herning med at komme trygt hjem fra byen.
- Det var det, jeg kunne gøre. Man kan nogle gange være så fattig i forhold til, hvad man selv kan gøre og stille op, så det, jeg kunne gøre, var at oprette denne her side, så man kan finde hinanden og have en portal til det, siger hun.
En Siréne-tryghedsalarm koster 499 kroner og kræver et abonnement.