Så faldt aftalen på plads: Torsten Nielsen bliver 2. viceborgmester i Viborg

Et flertal af politikerne i Viborg har nu fordelt posterne og lagt kursen for de næste fire år.

Den konservative Torsten Nielsen (t.v.) bliver 2. viceborgmester og formand for teknisk udvalg. Her er han sammen med borgmester Ulrik Wilbek, den kommende 1. viceborgmester Mads Panny og SF's Marianne Gaardsdal.
Den konservative Torsten Nielsen (t.v.) bliver 2. viceborgmester og formand for teknisk udvalg. Her er han sammen med borgmester Ulrik Wilbek, den kommende 1. viceborgmester Mads Panny og SF's Marianne Gaardsdal.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Med et døgns forsinkelse har et flertal i det nyvalgte byråd i Viborg Kommune nu konstitueret sig. 

Aftalen skulle være præsenteret på et pressemøde torsdag eftermiddag, men mødet blev udskudt på grund af interne uenigheder hos Socialdemokraterne.

Nu er brikkerne så endeligt faldet på plads, og konstitueringsaftalen, der er skrevet under af  Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti, blev præsenteret fredag eftermiddag.

Allerede på valgnatten stod det klart, at Venstres Ulrik Wilbek fortsætter som borgmester, og at socialdemokraten Mads Panny bliver 1. viceborgmester.

Nyt er det gengæld, at den konservative spidskandidat Torsten Nielsen bliver 2. viceborgmester og formand for teknisk udvalg.

I konstitueringsaftalen kan man blandt meget andet læse, at politikerne vil tilføre ekstra midler til skoleområdet og arbejde for at få et hospice til kommunen.

Politikerne har også sat et mål om, at Viborg Kommune skal være CO2-neutral i 2035, og at der ikke må anvendes sprøjtegift på kommunale arealer - det gælder dog ikke ved bekæmpelsen af invasive arter.