Travlhed ved stemmeurnerne: Stemmeprocenten højere end sidste gang

Midt- og vestjyderne stemmer tidligere end ved forrige valg.

Mere end hver femte vælger havde stemt klokken 11.
Mere end hver femte vælger havde stemt klokken 11.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Corona har angiveligt fået flere til at brevstemme denne gang end ved tidligere kommunalvalg. Og det kan ses på stemmeprocenterne flere steder i landsdelen, der klokken 11 var noget over niveauet fra valget i 2017.

I Lemvig havde godt hver femte sat kryds allerede klokken 11. I alt har 3.549 stemt, eller hvad der svarer til 22,33 procent af vælgerne.

For fire år siden var det 2.782 eller 17,23 procent på samme tid.

- Det er fordi mange har brevstemt denne gang på grund af corona. De bliver talt med fra morgenen af. Det må være forklaringen, lyder det fra Henrik Thygesen, der er valgformand for det største valgsted i Lemvig.

Også i Struer har mere end hver femte allerede sat krydset inden klokken 11. 

3.624 har været i stemmeboksen eller brevstemt. Det svarer til en stemmeprocent på 21,5 og ligger knap 600 over valget for fire år siden, hvor 3.048 havde stemt på samme tidspunkt.

I Thisted er det også mere end hver femte, der har stemt. 

Helt præcist havde 21,62 procent eller 7.454 vælgere afgivet deres stemme klokken 11. Ved seneste valg havde 5.446, 15,71 procent, stemt på samme tidspunkt.

Folk har lyttet til opfordringerne

I Lemvig forventer formanden for valgstedet på Kulturcentret, at stemmeprocenten vil holde sig stabilt, også når vi når længere ud på dagen. 

Myndighederne har opfordret til at stemme på tidspunkter, hvor der normalt ikke er så mange.

- Jeg synes, niveauet holder sig rimeligt stabilt højt. Det ser ud som om, at folk har læst det, der er blevet sendt ud om at stemme på andre tidspunkter, siger valgformand Henrik Thygesen.

Også i Viborg, Skive og Holstebro har mere end hver femte stemt.  I de kommuner er stemmeprocenten ligeledes noget over det, den var for fire år siden.

- Jeg tænker, at vi når det niveau, som vi plejer, siger Henrik Thygesen, valgformand på Kulturcentret i Lemvig.

- Og vi snakker da også om corona, men det er ikke noget, der fylder meget hos de fremmødte. Der er enkelte, der får mundbind på, og så spritter vi af, slutter valgformanden.