Regionsrådskandidater enige: Psykiatrien fungerer ikke

Psykiatrien i Region Midtjylland er for dårlig. Det mener alle kandidaterne til regionsrådet i regionen.

0:36

Det var enige regionsrådskandidater, der debatterede vigtige emner til Pop UP Valg på sundhedsområdet ved hospitalsbyggeriet i Gødstrup. I hvert fald når det kommer til psykiatrien.

Alle er enige om, at psykiatrien halter langt bagefter i forhold til de andre regioner. Især når det kommer til personalemangel.

- Vi har været for dårlige til at tiltrække personale, der kan lide at være der. Og også det at tiltrække andre faggrupper, siger Lone Langballe, som stiller op til regionsrådsvalget for Dansk Folkeparti.

Anders Kühnau, som er spidskandidat hos Socialdemokratiet, mener også, at det ikke fungerer i psykiatrien.

- Der er lidt for meget pres på vores senge, og derfor skal vi have nogle flere. Og vi skal have noget mere personale, siger Anders Kühnau.

Udover det påpeger han, at regionen også skal sikre, at når psykisk syge patienter bliver udskrevet, så skal de komme ud i gode rammer. Derfor vil han styrke samarbejdet med kommunerne.

Skulle have forebygget problemet

Både Anders Kühnau og Lone Langballe har siddet i regionsrådet i den seneste periode, og de er enige om, at der er nogle ting, der skal gøres anderledes i næste periode, hvis de bliver valgt.  

- Vi har brugt utroligt mange penge på vikarer, og det er bare dyrt. Det er fremfor at have brugt pengene på personale, der måske kunne have afhjulpet problemet, siger Lone Langballe.

- Vi skulle gerne have forebygget noget af alt det her. Det nytter ikke bare at få flere senge, vi skal også sørge for, at mange af de her patienter undgår at blive syge, siger Anders Kühnau. 

Se hele debatten herunder: 

57:40
Pop-up valg i din region. Debatten mellem valgets spidskandidater kan foregå i en sportshal, et indkøbscenter eller på en gågade. Se med når vi går kandidaternes holdninger efter. Denne gang fra sygehus-byggeriet i Gødstrup.