Kort nyt
18-årige kvinder påkørt flere gange af flugtbilist
To 18-årige kvinder blev lørdag aften påkørt bagfra flere gange og en gang på siden af en ukendt person.
Det oplyser Ole Vanghøj, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet fik anmeldelsen lørdag aftenen klokken 21:43. De to kvinder kørte på Bruunsvej i Viborg, da en bil begyndte at køre ind i dem.
- De blev påkørt bagfra flere gange, og til sidst kørte bilen op og kørte ind i dem fra siden af, siger Ole Vanghøj.
Den 18-årige fører mistede herefter herredømmet over bilen, som endte med at køre op over fortovet og henover cykelstien.
- Bilen kørte fire meter ned i en have og endte i en hæk, siger Ole Vanghøj.
Den anden bilist flygtede fra stedet og var på vejen væk ved at køre to fodgængere ned. Nu efterlyser politiet vidner, der kan have set eller hørt noget.
- Bilen var en lysegrå nyere Mercedes i en sportsligende model. Hvis nogen har set noget eller har noget overvågning, så vil vi rigtig gerne høre fra dem, siger vagtchefen.
Politiet oplyser, at de to kvinder er uskadte.
Politiet kan kontaktes på 114.
Misfornøjet smiley til kantine efter fund af muselort
Grundfos i Bjerringbro havde torsdag besøg af Fødevarestyrelsen, som ifølge styrelsens rapport fandt ekskrementer "på tørvarelager med fødevarer ved siden af buffetområde".
- Efter besøget har vi gennemgået alle fødevarer og desinficeret lokalet grundigt samt fulgt alle de anvisninger, vi har fået fra Fødevarestyrelsens repræsentant, skriver Mads Klougart, der er presseansvarlig for Grundfos, i et skriftligt svar til TV MIDTVEST.
Sven Anders fik endelig besøg af politiker
For syv måneder siden omkom Sven Anders´ kone i en trafikulykke, da hun i sin bil blev ramt af en beboer fra Udrejsecenter Kærshovedgård. I dag fredag besøgte Mikkel Bjørn, udlændingeordfører fra Dansk Folkeparti, Sven Anders i Ejstrupholm til en snak om, hvad der politisk burde ændres på området.
Pas på! Tabt gods ved Aulum
Vejdirektoratet oplyser, at der er tabt godt på Rute 18 fra Holstebro mod Herning.
Det ligger mellem afkørslen Tvis og Aulum.
Der opfordres til at passe på. Vejhjælpen er på vej.
Folkecenter truet af lukning
Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi hænger i en tynd tråd, efter at centret er skrevet ud af den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Enhedslisten og de radikale.
Centret i Sydthy har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men nu er de 12 ansatte blev opsagt med udgangen af december.
Overblik: De her midt- og vestjyske initiativer er på finansloven
Næste års finanslov er på plads, og der er flere initiativer forankret i Midt- og Vestjylland, som kan se frem til et tilskud i 2025.
Få et overblik her:
Næssundfærgen
Får 500.000 kroner i 2025 til bevaring og istandsættelse af Næssund-færgen og fremme af foreningen Næssundfærgens Venners formål.
Hurup i Thy
Får 500.000 kroner i 2025 som et tilskud til Byklyngen Hurup Thy til etablering af en motoriksti med mulighed for ophold, leg, tilskuerområde og fysisk træningsområde.
Danske Soldaters Mindelund ved Rindsholm Kro
Får to millioner kroner i 2025 til istandsættelse af bygningen beliggende ved Danske Soldaters Mindelund ved Rindsholm Kro.
Kulturhuset Slagteriet
Får 2,5 millioner kroner i 2025 som et projekttilskud til renovering af den selvejende kulturinstitution Slagteriet i Holstebro.
Energimuseet
Får en millioner kroner i 2025 som et ekstraordinært tilskud med henblik på at understøtte museets formidling af energiens historie og nutidige betydning.
Brand på grisefarm blev hurtigt slukket: - Vi har været utroligt heldige
Ejerne af griseproduktionen Overgaard Genetics ånder fredag lettede op, efter at der torsdag aften blev meldt om brand i en af staldene på Nedre Hestlundvej mellem Ikast og Bording.
Lokalpolitiet i Herning oplyser, at tre søer og 20-30 smågrise måtte aflives i forbindelse med branden, men i betragtning af, at der var 200 søer og 2000 smågrise i den ramte stald, kunne det være gået meget værre.
- Vi har været utroligt heldige med, at branden blev opdaget så hurtigt, siger den ene af de to ejere Ole Overgaard, der samtidig roser brandfolkene for en hurtig og effektiv indsats.
Der var ingen dyr i den stald, hvor branden brød ud, men flammerne bredte sig hurtigt via tagkonstruktionen til en anden stald med flere grise. Brandfolkene fik hurtigt kontrol over situationen og kunne efter en times tid koncentrere sig om efterslukningen.
Politiet i Herning har en teori om, at branden startede i staldens ventilationssystem - det skal en brandundersøgelse nu af- eller bekræfte.
Bedemand har fået rørende mange henvendelser
TV MIDTVEST skrev onsdag om bedemand Simon Roberty Pedersens søgen på Facebook efter familie til Paula Marianna Kenyeres.
Og selvom der har været overraskende mange henvendelser om den afdøde kvinde, som døde alene, så er der endnu ikke skabt kontakt til noget familie. Men i stedet har et bekendte fra hendes barndom henvendt sig til bedemanden.
Mand smadrede sidespejl med sine bare næver
En mand fra Årre ved Esbjerg skulle torsdag formiddag læsse gods af sin lastbil på Skovbakken i Skive.
Lastbilen fyldte en stor del af vejen, hvilket fik en 67-årig mand til at hidse sig op. Chaufføren flyttede sin lastbil, så den 67-årige mand kunne passere - men ikke med chaufførens gode vilje.
- Den 67-årige mand ringede og sagde, at lastbilchaufføren havde smadret hans sidespejl, fortæller Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Den 28-årige lastbilchauffør havde i afreaktion smadret bilens sidespejl med hænderne, fordi den 67-årige mand brugte en voldsom retorik overfor ham.
Men da politiet nåede frem, var der faldet ro på gemytterne, og den 28-årige mand var i fuld sving med at sende et beløb svarende til et nyt sidespejl til den 67-årige mand.
- Det er jo en god dag for politiet, når borgerne selv finder en løsning på problemerne, siger Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Plantebaseret mad har det svært hos købmand
Det går nogenlunde med plantebaserede "mælke"-drikke, men når det kommer til plantebaseret køderstatning, vil kunderne gerne være fri. Det fortæller en lokal købmand.
Danish Crown i krise: Indtjening falder med 29 procent
Det går ned ad bakke for det kriseramte slagteriselskab Danish Crown, som har et slagteri i Herning.
Årsregnskabet for 2023/2024, der præsenteres fredag, viser, at sidste års nettoresultat på 1,4 milliarder kroner er skrumpet til en milliard kroner.
Det er en tilbagegang på 29 procent.
Danish Crown har de senere år lukket en række slagterier, som følge af at andelshaverne sender færre svin til slagtning hos koncernen.
Flere sender svin til slagtning hos konkurrenten Tican, der har medvind i kraft af en højere afregningspris. Derudover eksporteres et stort antal smågrise til opfedning i udlandet.
Det har ført til, at Danish Crown har lukket flere slagterier de seneste år.
Senest blev afdelingen i Ringsted lukket tidligere i år.
I oktober bebudede selskabet en effektiviseringsplan, der fjerner 500 funktionærer fra lønningslisten.
Yngre kvinde svindlede sig til middag
En kvinde fra Holbæk har udviklet en vane med ikke at betale for varer og tjenesteydelser, hun køber, oplyser politiet fredag.
En middag på hotel i Vestjylland, et frisørbesøg i Holbæk, rideudstyr fra Sønderjylland, hotelophold i Odsherred og almindelige indkøb står på listen i anklageskriftet.
- Hun købte gentagne gange elektronik og møbler på Facebook uden betale for det, skriver Midt- og Vestsjællands Politi på det sociale medie X.
Også fem biler fik hun overdraget, da hun lovede at betale for dem senere, hvilket altså ikke skete.
Kvinden, der er 23 år, er blevet idømt ubetinget fængsel i otte måneder, ligesom hun skal betale erstatning.
Hos Midt- og Vestsjællands Politi oplyser man, at den 23-årige under sagen nægtede sig skyldig.
Det vides ikke fredag morgen, om hun har anket til landsretten.
I dommen, der er afsagt tidligere på ugen, indgår også en bøde på 45.000 kroner, hvilket skyldes overtrædelser af færdselsloven.
Flere fradrag på vej til danskerne
Regeringen vil klokken 10.00 i dag præsentere næste års finanslov, som vil byde på flere fradrag til danskerne.
Håndværkerfradraget, der blev afskaffet tilbage i 2021 af den tidligere S-regering, vil blive genindført. Det oplyser Ritzau.
Derudover vil regeringen give yderligere 100 millioner til servicefradraget, som er et fradrag på blandt andet rengøring og havearbejde.
Der vil også komme fradrag på snerydning, vintersaltning og tyverialarmer, ifølge oplysninger fra Ritzau.
Skolemad er på finansloven, erfarer TV 2
Et udsnit af landets folkeskoleelever kan fremover se frem til offentligt betalt mad i folkeskolerne. Det har partierne bag finansloven forhandlet sig frem til, erfarer TV 2.
Partierne er blevet enige om at afsætte 850 millioner kroner frem mod 2028 til en national forsøgsordning med skolemad.
Det er uvist, hvor mange af landets knap 500.000 folkeskoleelever, der kan se frem til ordningen. Det skal partierne forhandle på plads på et senere tidspunkt.
Det bliver imidlertid langt fra alle. Børne- og Undervisningsministeriet har i 2021 estimeret, at en indførelse af skolemad på landets folkeskoler vil koste omkring 3,3 milliarder kroner.
Nederlag til rival har sat sig i Vingegaard
Sommerens nederlag til den evige rival Tadej Pogacar har sat sig i Jonas Vingegaard.
- Det er klart, at nu tabte jeg i år, så på en eller anden måde har man måske ikke den samme selvtillid som tidligere, men jeg tror stadig på, at jeg kan vinde.
- Jeg tror med den rigtige forberedelse, at jeg kan gøre det rigtig godt og kæmpe med om sejren, siger Jonas Vingegaard til TV 2 Sport.
Omsætter for milliarder: Barndomshjemmet er hans kæreste eje
Martin Bek-Nielsen har en milliardvirksomhed i Malaysia, hvor han producerer palmeolie. Fire-fem gange om året er han hjemme i Holstebro, hvor barndomshjemmet stadig står, som da han forlod det.
- Ligegyldigt hvor man er i verden, så betyder minderne meget mere end alt det andet. For os er det frihed at komme hjem, fortæller Martin Bek-Nielsen og tilføjer:
- Når nogle af vennerne kommer ind i huset, så siger de diplomatisk: Skal I ikke til at lave lidt om, det er jo et museum, I har. Men på den anden side tror jeg også, de synes, det er fantastisk at komme ind i den her tidslomme.
Kør forsigtigt og efter forholdene
Kulden er atter igen over os. Så kør forsigtigt og efter forholdene.
Der er glatte veje med både sne og slud. Det er især temperaturerne omkring frysepunktet, der skyldes de glatte veje.
Sådan lyder meldingen for Vejdirektoratet på X.
Nyt snevejr venter i weekenden, siger DMI
Weekenden byder på mere sne til landsdelen.
Det fortæller Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i en vejrudsigt, der er udsendt torsdag aften.
Natten til lørdag vil sne- eller sludbyger finde vej til Vestjylland, lyder det.
Torsdag har man lokalt fået op mod 20 cm sne. Fredag er der ifølge DMI også udsigt til byger af sne eller slud.
En del af sneen vil dog forsvinde. Fredag bliver med mellem 1 grads frost og 4 graders varme.
VTI vinder grøn gazelle som én af de første
Limtræsvirksomheden VTI A/S fra Vindeurp mellem Holstebro og Skive er blandt de første virksomheder til at vinde en Børsen Grøn Gazelle.
Det oplyser producenten af forskellige limtræsprodukter i en pressemeddelelse.
Den grønne gazelle uddeles til virksomheder, der har forenet økonomisk vækst med en reduktion i virksomhedens udledninger.
- Jeg var imponeret, da vi for en måned siden fik tildelt en gazelle (Børsens vækstpris, red.). Men at vi samtidig har leveret på vores bæredygtige bundlinje, gør mig virkelig stolt på hele organisationens vegne, siger VTI-stifter og bestyrelsesformand Flemming Nielsen i pressemeddelelsen.
Der er blevet fundet en grøn gazelle i hver af landets fem regioner.
Næste uge kåres en landsdækkende vinder.
Liss er holdleder og reservemor på fuldtid
Liss Kristensen er til daglig holdleder for Viborg HK, men hun er også meget mere end det i den traditionsrige håndboldklub fra Domkirkebyen.
Brand i stald med 2000 grise
Torsdag aften er der udbrudt brand i en svinestald på Hestlundvej ved Bording nær Ikast.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj.
Der befinder sig 2000 smågrise og 200 søer i stalden.
Der blev slået alarm klokken 20.35, da man konstaterede, at der var ild i tagkonstruktionen på stalden.
Mindre end en time senere oplyser politiet, at branden nu er slukket, og man er nu i færd med efterslukning.
- Vi skal være glade for, at branden blev slukket så hurtigt, siger vagtchefen.
Vagtchefen oplyser, at man har tilkaldt en dyrlæge, der nu skal vurdere om dyrene skal aflives, da røg er farlig for dyrene.
Det er uvist, hvorfor der udbrød brand i stalden, der ligger sammen med to andre stalde.