Kort nyt

29. jun 2024 kl. 16:10

20-årig student forsvandt: Nu reagerer tidligere elevrådsformand

Mange af de nyudklækkede studenter i Viborg har sat studentergilder og fejringer på pause lørdag på grund af den store eftersøgning af en 20-årig mand, som myndighederne lørdag leder efter ved Nørresø i Viborg.

- Det er jo forfærdeligt og hjerteskærende at vide, siger tidligere elevrådsformand på Viborg Katedralskole, Nora Danvad Fyllgraf.

Nora Danvad Fyllgraf blev selv student i går og fortæller, at hun selv og mange af hendes klassekammerater er påvirket af nyheden.

- Tingene står stille blandt os elever på VK (Viborg Katedralskole, red.). Der er flere, som har aflyst, fordi de bor tæt på søen, eller de har kunnet høre helikopteren hele dagen.

De unge ved ikke så meget endnu, og derfor er festlighederne sat på pause.

TV MIDTVEST opdaterer fra eftersøgningen i livebloggen her:


Kl. 20.20

Fodboldskole skudt i gang

I Mejrup ved Holstebro dribler omkring 400 børn og unge rundt med bolden på banerne indtil på fredag.

DBUs Fodboldskole er nemlig begyndt.

I alt deltager 24.000 drenge og piger i DBU's Fodboldskoler over hele landet.

Ifølge DBU er der siden den første fodboldskole i 1993 solgt mere end 775.000 billetter til den traditionsrige begivenhed.

Kl. 17.30

Vejret får flere danskere til at bestille charterferier

Danskernes rejselyst har nået nye højder. Det melder flere rejseselskaber mandag - heriblandt Spies.

Selskabets kommunikationschef, Sofie Folden Lund, oplyser, at det våde vejr blandt andet har bidraget til, at Spies har solgt flere charterrejser.

- Den seneste uge har vi solgt ti procent mere end sidste år. Det er et par år siden, at vi har oplevet at sælge så meget på en uge, siger Sofie Folden Lund.

Hun tilføjer, at salget tog et stort spring søndag, da der blev solgt 42 procent flere rejser end samme tidspunkt sidste år.

Ifølge Spies' kommunikationschef skyldes det, at Danmark røg ud af EM, og at der var heldagsregn.

Administrerende direktør hos Bravo Tours Peder Hornshøj oplyser, at selskabet har solgt 10 procent flere rejser for juli sammenlignet med sidste år.

Hos Bravo Tours er Mallorca og en række græske øer som Rhodos, Kreta, Zakynthos og Lesbos blandt de mest solgte destinationer.

Kl. 17.17

Flere påvirket af eftersøgning

Efter en 20-årig mand blev meldt savnet natten til lørdag, har det været anderledes for 80-årige Knud Erik Mark, at færdes omkring Nørresø i Viborg.

- Det er klart, at den her ulykke optager os meget. Normalt glæder vi os over søen, men i øjeblikket lægger den en dyne over alle mennesker i Viborg, siger den 80-årige og fortsætter:

- Søen er noget, som jeg normalt glædes over, og som vi har meget glæde af. Men jeg har det næsten sådan, at jeg ikke længere kan kigge ud over den i de her dage, fordi jeg ved, hvad der er sket.

Majbrit Jungslund, der bor tæt på søen, er også påvirket af sagen.

- Når man går rundt hernede, kan man ikke undgå at tænke på den stakkels unge mand og hans forældre, man går og kigger og holder øje, og man observerer alt, hvad man overhovedet kan, siger hun.

Eftersøgning begyndte, efter den 20-årig var sejlet ud på søen med to kammerater i deres studenteruge. De to venner kom i land, men det gjorde den eftersøgte ikke.

Kl. 17.07

Forstander om øjeblikkelig lukning af efterskole: - Eleverne står i en kattepine

Morten Ahle, forstander
Foto: Kathrine Sejersbøl Tobiasen, TV MIDTVEST

Det bliver langt fra det efterskoleår, som 44 elever havde forventet.

De kommende elever og deres forældre modtog nemlig mandag beskeden om, at Blidstrup Efterskole på Mors lukkede fra dags dato.

Morten Ahle, der er forstander på skolen, er ked af, at lukningen af skolen går ud over de kommende elever.

- De elever, der skulle være startet efter sommerferien, står i en kattepine nu, og det er vi meget kede af. Men vi har kæmpet til det sidste, men det er ikke lykkedes, understreger han.

Det er ret sent at skulle finde en ny efterskole i forhold til skoleåret – hvorfor har det taget så lang tid for jer, før I meldte noget ud?

- Vi har holdt møder med bestyrelsen de seneste 14 dage. Vi har også forsøgt at finde investorer, der ville gå ind og hjælpe os igennem næste år, og vi håbede, at elevtallet ville stige, men sådan blev det desværre ikke. Og derfor har vi trukket den så langt, som vi kunne, forklarer Morten Ahle.

Ifølge forstanderen er det et lavt elevtal, der har været årsag til, at skolen nu må lukke.

Kl. 16.37

Rystet over lav erstatning

- Det er det sidste afgørende spark på en mand, der ligger ned.

Sådan siger Kurt Thomsen, der bor i Almind uden for Viborg, om den erstatning, han er blevet tildelt, efter at der er rejst tre vindmøller ved siden af hans ejendom.

Taksationsmyndigheden har vurderet, at det skal udløse en erstatning på 45.000 kroner for værditabet. Det undrer Thomsen - specielt når han ved, at naboer, der bor længere fra møllerne, har fået mere i erstatning.

Taksationsmyndigheden skriver i et skriftligt svar til TV MIDTVEST, at man ikke kommenterer konkrete sager.

Kl. 14.33

Nye iltmålinger: Den er mest gal i Limfjorden

Kort fra Miljøstyrelsen.
Kort fra Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen har netop sendt et nyt kort ud over deres iltmålinger i juni - og det ser ikke godt ud for Limfjorden. 

Flere steder er der røde prikker, som indikerer et kraftigt ildsvind. Der er også en række gule prikker, der indikerer moderat iltsvind. 

Målingerne er lavet i perioden 17. juni - 28. juni 2024. 

Se kortet her.

Kl. 13.12

Hanne With-sagens første dag: Her er de centrale punkter

Den 54-årige mand, der er tiltalt for drabet på Hanne With, blev tidligere mandag afhørt i retten. Han nægter sig skyldig i drab. Han kan ikke huske det.
Den 54-årige mand, der er tiltalt for drabet på Hanne With, blev tidligere mandag afhørt i retten. Han nægter sig skyldig i drab. Han kan ikke huske det.

Her er centrale punkter fra sagens første dag, som for kort tid siden blev afsluttet. 

– Tiltaltes DNA er med højeste grad af sandsynlighed fundet på Hanne Withs bukser. Det er også med højeste grad af sandsynlighed hans blodige fodaftryk, politiet har fundet i Hanne Withs køkken.

– Den tiltalte erkender, at han må have været i Hanne Withs lejlighed, men han har ingen erindring om det. Derfor nægter han sig stadig skyldig.

– Tiltalte har i årtier levet et klassisk familieliv og haft fast job.

– Hanne Withs kæreste husker stadig synet af sin dræbte kæreste.

– En tidligere ven af tiltalte siger, at den tiltalte har været hos en prostitueret i hvert fald én gang.

– En taxachauffør genkendte et billede af den dræbte kvinde, og han har beskrevet den mand, som han i samme forbindelse samlede op, som blandt andet sportstrænet, dansker og med kortklippet hår, og at ordet "Esbjerg" blev nævnt.

Kl. 11.24

Nattyveri i guldsmed

Klokken lidt over halv tre natten til mandag gik alarmen hos Guldsmed Østergaard på Strandvejen i Skive, oplyser Niels Bach, der er politiassistent hos lokalpolitiet i Skive.

Ifølge ham er gerningsmanden væk, da politi og ejer ankommer til stedet.

- Alarmen har aktiveret en røgkanon, så der er røg overalt i lokalet, siger Niels Bach.

Derfor har ejerne ikke kunnet vurdere, hvor meget, der er stjålet.

Kl. 11.21

Fjernvarme-priser varierer for meget: Nu siger Folketinget stop

Prisen for fjernvarme varierer med mange tusinde kroner, men det skal være slut nu ifølge et flertal i Folketinget.

Fremadrettet vil Forsyningstilsynet årligt offentliggøre en liste over de selskaber, der ligger over loftet, så forbrugeren får mulighed for at lave et pristjek på deres varmepris.

- Hvis udrulningen af fjernvarme skal lykkes, må fjernvarme ikke blive meget dyrere end andre grønne varmeløsninger siger forsyningsminister Lars Aagaard (M).

/ritzau/


Kl. 10.03

Politiet alarmeret: Mistænkelig droneflyvning over militært område

Fredag formiddag politianmelder Skive Kaserne, hvad de vurderer, er en lavtflyvende drone, der passerer kasernen.

Det oplyser politiassistent hos lokalpolitiet i Skive, Niels Bach, der hentyder til, at man i disse tider med et alvorligt trusselsbillede fra øst i høj grad opmærksom på uønsket overvågning.

Ifølge Niels Bach bliver genstanden beskrevet som en hvid, større drone med et vingefang på to cirka meter.

- Politiet får derefter fat på Karup Flyvestation, der via raderer kan se, at der ganske rigtigt er fløjet noget hen over Skive Kaserne i tidsrummet, siger han.

Via radaren kan politiet desuden se, at den formodede drone flyver videre mod Skive Flyveplads.

- Så vi kører derud, siger Niels Bach, og fortsætter:

- Og der møder vi en mand, der står med sit hjemmelavede fly. Et minifly med bagudrettet propel, siger han.

Den 64-årige mand, politiet møder, bekræfter, at han har fløjet nær Skive Kaserne med flyet.

Ifølge Niels Bach har lokalpolitiet i Skive nu registreret hændelsen og sendt sagen videre til vurdering.

Kl. 09.42

Positivt politi efter byfester

Selvom der har været fest i Silkeborg hen over weekenden, hvor årets Riverboat Jazz-Fetival har inviteret til gratis koncerter rundt i byen, har lokalpolitiet haft en rolig weekend.

- Det er forløbet ualmindeligt pænt og ordentligt, siger Carsten Holm, der er fagkoordinator ved Silkeborg Lokalpoliti.

- Når mange mennesker drikker mange fadøl, kan der nogle gange være mere for politiet at lave, men det har der ikke været, siger Carsten Holm.

Også længere vestpå var mange mennesker samlet med alkohol i blodet til Rock i Ringkøbing.

Ifølge Ditte Tokkesdal, der er fagkoordinator ved Ringkøbing lokalpoliti, har det heller ikke her ført til nogle sigtelser i løbet af weekenden.

- Men vi var involveret i tre hændelser, hvor folk skulle bortvises fra stedet, siger Ditte Tokkesdal.

Kl. 09.21

Efterskole lukker øjeblikkeligt: - Vi beklager dybt

Efterskolen kan ikke få økonomien til at køre rundt
Efterskolen kan ikke få økonomien til at køre rundt

Blidstrup Efterskole på Mors har mandag meddelt, at de lukker - og det gør de dags dato. 

- Lavt elevtal og manglende likviditet gør det desværre umuligt at fortsætte driften. 

De har afprøvet alle muligheder for at finde pengene til at køre videre, men det er ikke lykkedes, skriver bestyrelsen på skolen i en pressemeddelelse. 

- Vi beklager dybt overfor de 44 elever, som skulle starte efter sommerferien. 

Bestyrelsen forklarer, at udmeldingen kommer så sent, fordi man har kæmpet til sidste sekund for at finde en løsning. 

Desuden takker de alle, der har hjulpet dem undervejs. 


Kl. 08.17

Virksomhed frifundet efter dødsulykke

Der er nu faldet dom i sagen, hvor en 49-årig mand mistede livet i en arbejdsulykke på Oddesundbroen.

Ulykken skete tilbage i 2020, da manden stod i en lift og var i gang med at male broen.

Dengang skrev TV MIDTVEST, at liften af ukendte årsager kom ud foran et tog, der kørte over broen.

Anklagemyndigheden ønskede efterfølgende virksomheden Ommen a/s idømt en bøde på 300.000 kroner for overtrædelse af arbejdsmiljøloven ved ikke at have sikret medarbejderen godt nok.

Fra dommen i dag lyder det ifølge retten i Holstebro:

- Thi kendes for ret: Ommen a/s frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger.

Kl. 08.08

Lov ophæves - gælder for Fur efter sommer

Taxiloven ophæves flere steder i landet. 

Det betyder blandt andet, at øen Fur i det midtjyske forventes at være fritaget loven efter sommer. 

Transportministeriet oplyser, at flere ansøgninger er under behandling lige nu. 

Loven betyder, at det bliver lovligt for alle at køre taxikørsel på ikke-brofaste øer - hvis deres ansøgning altså godkendes. 

Kl. 06.58

34 år gammel drabssag får nu sin afslutning

Mandag morgen tager Københavns Byret hul på en spektakulær drabssag, der går mange år tilbage, og som har forbindelser til Midt- og Vestjylland. Her sidder en 54-årig mand fra Randers, der tidligere har arbejdet i Lemvig, nemlig på anklagebænken for at have slået en 23-årig kvinde ihjel tilbage nytårsnat 1990.

Kvinden hed Hanne With, og hun blev stukket ihjel i sin lejlighed på Nørrebro i København. I mange år har sagen ligget uopklaret hen hos politiet, men i februar i år lykkedes det så at få et gennembrud.

Kl. 05.19

Grønt lys til ny uddannelsesmulighed på Gødstrup

Vi mangler læger - også i Midt- og Vestjylland - og det vil Region Midtjylland nu gøre noget ved.

Derfor gav regionsrådet i onsdags grønt lys til en kandidatuddannelse til studerende, der vil være speciallæger i almen medicin, på Regionshospitalet i Gødstrup.

Hospitalsdirektør i Gødstrup, Henning Voss, glæder sig over, at uddannelsen bliver en realitet.

- Jeg synes, det er rigtig godt, for der er mangel på læger i vores område. Og vi tror på, det kan være med til at imødegå den mangel, siger han.

At Aarhus Universitet har sagt ja til samarbejdet, er et skulderklap til hospitalet, mener Henning Voss.

- Det er en stor anerkendelse af Gødstrup, også som uddannelsessted. Det, at man placerer en så vigtig uddannelse hos os, viser, at vi kan finde ud af det, siger han.


Kl. 04.44

Kølig start på skolernes sommerferie

Dagen vil byde på temperaturer på mellem 15 og 17 grader i landsdelen.

Og man skal tidligt op, hvis man vil være sikker på at nå at nyde solen. I løbet af formiddagen er den fremme i det meste af Midt- og Vestjylland, men senere på dagen bliver der skyet i hele landsdelen.

Solen vil dog kigge frem - især i den nordlige del af landsdelen - i løbet af aftenen.

Kun i Herning-området spår DMI mulighed for regn i løbet af dagen.

Kl. 04.23

Eftersøgning af 20-årig student fortsætter mandag

Politiet forventer at fortsætte eftersøgningen af den 20-årige student med hjælp fra militærets dykkere mandag.

Sådan lyder det fra vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jeppe Holgersen, tidligt mandag morgen.

- I løbet af formiddagen beslutter vi, i hvor høj grad vi genoptager eftersøgningen, men vi fortsætter med nogle dykkere i vandet i løbet af i dag, siger han.

Søndag aften klokken 21 lukkede indsatsen, og der er ifølge vagtchefen intet nyt i sagen siden da.


30. jun 2024 kl. 22:13

Søndagens eftersøgning af forsvundet student er slut - her er, hvad vi ved

Søndagens eftersøgning efter den forsvundne student er nu slut. 

Det oplyser Carsten Henriksen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Det, vi ved indtil videre, er, at en 20-årig mand natten til lørdag forsvandt i området omkring Nørresø i Viborg. 

Eftersøgningen begyndte natten til lørdag omkring klokken 2, da den 20-årige sammen med to venner forsøgte at sejle tværs over søen i kajakker. Her var det var kun de to kammerater, der kom i land.

Søndagens eftersøgning har foregået primært med helikopter og vandsøgshunde, der har sejlet rundt på søen i et forsøg på at få færten af den forsvundne 20-årig.

Politiet har søndag udtalt, at de ikke forventer at finde manden i live og formoder, at han er druknet.

Mandag morgen vil politiet vurdere, om eftersøgningen skal fortsætte. 

Herunder kan du læse mere om eftersøgningen søndag.

30. jun 2024 kl. 21:41

Brand i papircontainer

Midtjysk Brand & Redning på Rosenvænget i Viborg.
Midtjysk Brand & Redning på Rosenvænget i Viborg.
Foto: Presse-fotos.dk

Der har søndag aften været brand i en papircontainer på Rosenstræde i Viborg. 

Det skriver Midtjysk Brand & Redning på X

Midtjysk Brand & Redning blev kaldt ud til branden klokken 2053 til brand. Ved ankomst kunne brandfolkene konstatere, at det brændte i en mindre papircontainer. Branden blev hurtigt slukket, og køretøjerne kunne returnere til stationen.