Kort nyt
Der er fanget langt færre end tidligere
Tirsdag sluttede sæsonen for laksefiskeri, og tallene fra Skjern Å viser, at der er fanget langt færre laks end de tidligere år.
De nye tal bekymrer Kenny Frost, der er daglig leder i Laksens Hus i Skjern. Men han vurderer samtidig, at man ikke kan sammenligne tallene fra i år og sidste år.
Hold ubudne julegæster væk med de her råd
Med de her fem råd forsøger Anders Bro at skræmme tyvene væk. Find dem her:
Flere og flere bestiller julemiddagen
Flere og flere bestiller julemaden færdiglavet, i stedet for selv at bruge flere timer i køkkenet.
Ifølge madhistoriker er der en logisk forklaring på tendensen, for generelt spiser danskerne mere og mere takeaway og færdigretter, og derfor er den 24. december ingen undtagelse.
85-årige Mogens Amdi får nej til Højesteret
Det er 18 år siden, at fire fra Tvind blev frifundet, men der er fortsat liv i anklagemyndighedens anke.
Mogens Amdi Petersen og tre andre tiltalte i Tvind-sagen har fået nej til at få adgang til Højesteret. Det oplyser Procesbevillingsnævnet.
De fire har ønsket at komme til tops i retssystemet for at få omgjort en afgørelse fra Vestre Landsret om varetægtsfængsling in absentia.
Den nu 85-årige Mogens Amdi Petersen var en af grundlæggerne af Den Rejsende Højskole og Det Nødvendige Seminarium i 1970'erne.
Efterhånden voksede det, der blev kaldt Tvind -skolerne, til blandt andet også at omfatte indsamling af tøj til den fattige verden. Organisationen og dens metoder satte mange sind i kog.
I en straffesag om økonomisk kriminalitet blev Mogens Amdi Petersen og de tre andre af byretten frifundet i august 2006.
Ejer undrer sig over "modig" tyv
Indehaveren af Den Gyldne Okse i Skive fik sig en ubehagelig overraskelse i lørdags, da en af hans terrassevarmere blev stjålet ved højlys dag.
- Der er bare nogle, der har svært ved at kende forskel på dit og mit, fortæller Rune Andreasen, der er indehaver af Den Gyldne Okse i Skive.
Tanja fra Thy overrasker med Anders Bro
For 12 år siden fik Tanja Serup-Nielsen sig noget af et chok. Hun var taget til scanning, fordi hun var gravid.
Da hun kom ud fra scanningen, var hendes verden for altid ændret.
Nu har hun skrevet til Anders Bro fra programmet 'Få det Sunget' på TV MIDTVEST. Hun vil nemlig gerne hylde dem, der hjalp hende igennem de svære år.
Silkeborgenser lettet efter melding fra politi om dødfunden mand
Heidi Beck fra Silkeborg, der søndag udløste en politiaktion, da hun opdagede en død mand på en parkeringsplads, er lettet over, at politiet udlukker, at mandens død skyldes en forbrydelse.
- Det hjælper da meget på det. Men derfor synes jeg stadig, at tingene så lidt mærkelige ud, siger hun.
Det koster anden i år
Det kommer til at koste cirka 8,25 kroner i strøm at stege juleanden, viser en beregning fra Green Power Denmark.
Juleaften ligger elpriserne på cirka 3,30 kroner for en kilowatttime inklusive moms, afgifter og tariffer.
Hvis anden steger i cirka tre timer i en A-mærket ovn, der kræver cirka 2,5 kilowattimer, vil prisen lande på cirka 8,25 kroner.
- I år blæser det en smule op over Danmark, netop som anden skal i ovnen om eftermiddagen, forklarer energianalytiker Kristian Rune Poulsen i en pressemeddelelse.
Sidste år kostede det ifølge brancheorganisationens såkaldte andestegsindeks 7 kroner at stege juleanden.
I 2021 var prisen helt oppe på 13 kroner.
Så er mølledele på land
Tidligt mandag morgen nåede de enorme vindmølledele fra Simens Gamesa i land på havnen i Hanstholm.
TV MIDTVEST har modtaget videomateriale, der viser, at delene nu er på land.
Ifølge TV MIDTVESTs oplysninger fortsætter vindmølletransporten fra Hanstholm til Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller i Østerild 26. december. TV MIDTVEST følger turen.
Politi har obduceret 80-årig, der blev fundet død i Silkeborg
Der er ikke noget der tyder på, at en forbrydelse er skyld i, at en 80-årig mand søndag blev fundet på død en parkeringsplads i Silkeborg.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på X på baggrund af en obduktion.
- Dødsårsagen er endnu ikke endeligt klarlagt, men der er ikke noget, der tyder på, at der er sket en forbrydelse, skriver politiet, der ikke har yderligere oplysninger af hensyn til mandens pårørende.
Manden blev fundet død søndag morgen på en parkeringsplads ved et højhus på Gudenåvej.
Politiet betegnede i første omgang dødsfaldet som mistænkeligt og var til stede i området i adskillige timer.
34-årig får hadejulegave: Skal holde jul i fængsel
En 34-årig mand hærgede søndag en villavej i Viborg. For på 20 minutter ragede han 10 sigtelser til sig.
Han er sigtet for at true med kniv, for at stjæle en bil og at køre i den, for forsøg på brugstyveri, for at begå hærværk, for at køre spirituskørsel og narkokørsel og kørsel uden førerret.
Og mandag står det så klart, at han får en varetægtsfængsling i uønsket julegave. For dommeren i Retten i Viborg afgjorde mandag, at han skal sidde varetægtsfængslet frem til 20. januar.
I retten var den 34-årige viborgenser ikke meget for at udtale sig. Han erkendte de faktiske forhold i sagen og sagde ellers:
- Jeg følte mig truet og skulle bare væk derfra.,
Ellers havde han ikke lyst at udtale sig, men han forsvarer understregede, at den 34-årige ikke ville, at nogen skulle komme til skade.
Pas på! Tabt gods
Der er tabt gods på Rute 502 fra Snejbjerg mod Sinding.
Der er tale om stykket mellem afkørsel et og to mellem Snejbjerg og Herning NV, oplyser Vejdirektoratet.
Det tabte gods er en murerbalje.
Ung kvinde sigtet efter hun kørte ind i hus
En ung kvinde er blevet sigtet, efter hun i weekenden bragede ind i et hus ved Nr. Snede.
Det oplyser Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.
I artiklen herunder kan du læse, hvad genboen så, efter bilen bragede ind i huset.
Juledruk tog en drejning: Endte med et smadret tv og voldssag
Der var gang i julefesten, da fire venner var samlet lørdag aften på Østergade i Hvide Sande. Stemningen ændrede sig kraftigt, da en 34-årig mand blev voldelig.
De tre venner bad manden om at forlade lejligheden, men det fik den 34-årige til at gå mere amok og slå fra sig.
- De forurettede forsøgte at få ham til at slappe af, men han løb ud efter dem ud i haven, fortæller Peter Ackermann, Lokalpolitiet i Ringkøbing.
Ifølge anmeldelsen er alle tre blevet slået af den 34-årige mand, som er fra Hvide Sande.
- Manden er sigtet for vold og hærværk, fortæller Peter Ackermann, der uddyber, at manden faldt til ro, da politiet ankom.
Den 34-årige lod det også gå udover et tv i lejligheden, der er blevet totalskadet.
Kvinde var epicenter for forbrydelse - men hun er uskyldig
En 38-årig kvinde og hendes hjem i det centrale Viborg var fredag aften epicenter for en række forbrydelser.
Det oplyser politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg Peter Søndergaard.
Samme aften havde hun gjort sit forhold til en 34-årig mand fra Stoholm vest for domkirkebyen forbi.
Kort tid efter kom en 48-årig mand fra Vejle på besøg hos kvinden. Og det faldt ikke i god jord hos den 34-årige, der stadig var i området.
Han gik derfor ind i eks-kærestens lejlighed, og slog vejlenseren i hovedet med et økseskaft.
I samme ombæring slog den 34-årige ekskæreste også den 48-årige i hovedet med knytnæve flere gange.
Efterfølgende smadrede han bagruden i den 48-åriges bil og truede ham ved at sige "tag og fuck af, ellers slår jeg dig fandeme ihjel".
Dem 34-årige er nu sigtet for grov vold, trusler og hærværk.
Forsidefoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
34-årig gik bersærk i boligkvarter
En 34-årig viborgenser spolerede søndag eftermiddag julefreden på Kærsangervej i det sydlige Viborg.
På omkring 20 minutter truede den 34-årige flere beboere med en kniv, kastede en potteplante gennem et vindue og stjal en bil.
Det fortæller politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg Peter Søndergaard, der oplyser, at manden fremstilles i et grundlovsforhør mandag formiddag.
Juletrafikken: Undgå dette tidspunkt siger Vejdirektoratet
Hvis du, ligesom mange andre, har planer om at 'Drive home for Christmas', så pas på med, hvornår du tager afsted, lyder det fra Vejdirektoratet.
- Mandag er sådan set den travleste dag op til juleaften, og det er mellem klokken 11.00 og 14.00, at man kan forvente lidt kødannelse eller forlænget rejsetid i værste fald, udtaler Peter Bruun-Mogensen vagthavende hos Vejdirektoratet til Ritzau.
Det vil især være fra øst mod vest, at trafikken kan være ekstra tæt.
Julen falder i år på nogle gode dage, hvilket har hjulpet juletrafikken lidt ekstra. Mange danskere har nemlig haft mulighed for at tage afsted allerede fredag eller i løbet af weekenden.
Dog er opfordringen klar fra den vagthavende hos Vejdirektoratet.
- Så forsøg at køre lidt før eller senere, siger han til Ritzau.
Når julefreden har lagt sig og mandlen er fundet i risalamanden, så skal snuden tilbage af. Derfor vil torsdag blive den helt store rejsedag. Her peger Vejdirektoratet på at undgå vejene mellem 11 og 15.
Så måske skulle man lige blive til en ekstra kop kaffe eller frokost d. 26. december
Stedvis regn og ingen sne lille juleaften
DMI afliver her til morgen alt håb om sne i juledagene.
I stedet vil lille juleaften byde på lidt regn eller byger forskellige steder i regionen. Det vil efterhånden klare op i løbet af dagen, oplyser DMI.
Temperaturen vil ligge omkring en fem grader i løbet af dagen, mens natten kan blive en del koldere med en temperatur mellem to graders frost og tre graders varme.
Blæsevejret bliver hængende det meste af dagen. Der vil være jævn til hård vind fra nord og nordvest - ved vestkysten kan der komme kuling med kraftlige vindstød.
Vinden vil aftage så småt i løbet af dagen til let eller svag.
Nu kan hyggen og pølsevognen blive kulturarv
Hvad er egentlig dansk kulturarv?
Det vil kulturminister Jakob Engel-Schmidt have danskernes bud på. Formålet er at få Danmark bedre repræsenteret på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv.
Derfor kan alle danskere fra i dag give deres bud på hvilke traditioner, håndværk og skikke, der er særlige for Danmark.
Immateriel kulturarv dækker over den kulturarv, vi ikke fysisk kan gribe fat i såsom traditioner, kundskaber og måder at være sammen på. Ministeren nævner selv hygge og pølsevognen.
Har du et forslag, så kan du indsende dit bud til og med den 8. januar 2025 lige her.
Herefter igangsættes en afstemning, hvor alle danskere på Kulturministeriets hjemmeside kan stemme på, hvad der er det bedste bud på unik dansk, levende kultur.
Uheld på Herningmotorvejen søndag
Søndag aften kunne TV MIDTVEST fortælle, at Herningmotorvejen var midlertidigt spærret grundet et uheld nær afkørsel 36 ved Bording i vestgående retning.
Vagtchefen oplyser mandag morgen, at der var tale om 41-årig mand fra Låsby, der ligger syd for Hammel, der kørte op i en anden bil. Han kørte med betydeligt højere hastighed, hvilket forårsagede uheldet.
- Han har fået taget en blodprøve, da vi mistænkte, at han var påvirket, fortæller vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.
I forbindelse med uheldet blev ambulance og lægehelikopter tilkaldt, da bilen, der havde en familie med fire i, var endt på hovedet.
- Lægehelikopteren blev ikke brugt, men det gjorde ambulancerne. De fire blev kørt til Aarhus og manden blev kørt til Viborg til undersøgelser, fortæller vagtchefen.
Uheldet skete klokken 20.25, og motorvejen var spærret på skift, da politiet skulle rydde op på stedet.
Klokken 22.00 var motorvejen så helt genåbnet.
Dyrene må lade livet for familiens skyld
Julen er hjerternes og mavernes fest. Det ene rituelle ædegilde efter det andet. Men hvordan harmonerer det egentlig med den livsstil, familien i Liv på landet har?