Kort nyt
Fire verdensmesterskaber bringer Danmark i fint selskab
Danmark boltrer sig i VM-værtskaber i 2025.
Med fire verdensmesterskaber - to af dem i Herning - i olympiske discipliner er Danmark blandt nationerne med flest VM-værtsopgaver i år.
Det oplyser Lars Lundov, der er direktør i Sport Event Danmark, med henvisning til Den Internationale Olympiske Komité (IOC), der efter nytår kom med en liste over årets sportsbegivenheder i olympiske idrætsgrene.
Store nationer som Australien, Canada, Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Japan har færre end Danmark.
Danmark er i januar medvært for VM i håndbold og VM i ishockey i maj - begge dele spilles i Herning. Til sommer er der VM i BMX i København og VM i en olympisk windsurfing-klasse i Aarhus.
Årets første VM på dansk grund indledes tirsdag, hvor de danske håndboldherrer møder Algeriet i Jyske Bank Boxen.
Tog aflyst resten af dagen
Tog mellem Herning og Skjern er aflyst resten af dagen. Det meddeler Go Collective til TV MIDTVEST.
Kommunikationskonsulent Mikkel Juul fra Go Collective fortæller, at det skyldes problemer med sporskifte. Det har Banedanmark meddelt Go Collective.
- Det betyder, at vi desværre er nødt til at indstille togdriften på strækningen resten af dagen, siger han.
Som det ser ud nu, kører togene mellem Skjern og Herning igen fra tirsdag morgen.
Bager med opfindsom stikpille til Trump
Nogle kommer med sure opstød, når de er utilfredse. Bager Kjer i Videbæk kommer med et sødt opstød.
Se, hvordan bageriet gennem bagværk blander sig i debatten om Grønland i artiklen herunder:
Sag om hvidvask via minkskind vokser
En sag om hvidvask for millioner af kroner gennem minkskind vokser i omfang.
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) oplyser til TV MIDTVEST, at sagen nu tæller 18 sigtede.
Sagen blev første gang kendt i offentligheden tilbage i oktober, da politiet slog til mod flere adresser herunder i Thisted og Lemvig kommuner.
På daværende tidspunkt oplyste NSK, at sagen talte 11 sigtede, hvoraf 10 var blevet anholdt.
NSK's efterforskning har nu ført til, at der er rejst sigtelser mod i alt 18 personer.
Aktuelt er en sigtet - en 43-årig mand fra Aarhus - varetægtsfængslet. Han har tidligere nægtet sig skyldig.
Kørte med promille på over to: Nu har han fået sin dom
En 30-årig mand fra Letland er ved Retten i Holstebro blevet idømt en straksdom, efter at han søndag kørte ind i en anden bil med en promille, som viste sig at være over to.
Hændelsen skete i Lemvig, hvor manden kørte over i den forkerte vejbane, da han kørte ud af en rundkørsel. Her ramte han så den anden bil.
Politiet konfiskerede bilen.
Den 30-årige er idømt 20 dages ubetinget fængsel, fortæller anklagerfuldmægtig Caroline Antonsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Han har desuden fået en tillægsbøde på 9.500 kroner og er blevet frakendt sit førerbevis ubetinget i tre et halvt år. Den lettiske mand er desuden blevet udvist med et indrejseforbud i seks år.
Nu skal politikere ud i den kollektive trafik
Nu skal politikere ud af bilen og i stedet ind i bussen, toget eller have snøret skoene ordentligt fast.
Det er nemlig blevet tre politikers tur til at prøve, hvordan det er at stå helt uden egen bil og være fuldstændig afhængig af offentlig transport.
I tre uger var det nemlig forbudt at starte bilen for flere midt- og vestjyder, der deltog i et TV-eksperiment for at blive klogere på hvilke alternativer, der er til biltransporten, som står for næsten en femtedel af Danmarks CO2-udledning.
Tidligere guldvinder siger stop
Fodboldspilleren Jesper Lauridsen har besluttet sig for at stoppe karrieren. Det meddeler hans nuværende klub, Esbjerg FB.
33-årige Jesper Lauridsen kommer fra Lind ved Herning, og den professionelle karriere blev indledt i FC Midtjylland, hvor han var med til at vinde klubbens første danske mesterskab i 2015.
Siden har venstrebacken spiller for Randers FC, Hobro og Esbjerg.
Minkmand løsladt
En 61-årig minkmand med tilknytning til Midt- og Vestjylland er blevet løsladt, efter han har siddet varetægtsfængslet siden oktober.
Det bekræfter forsvarer Mira Tøfting over for TV MIDTVEST.
Endnu en milliongevinst på tanken
En heldig kunde har vundet 4,1 millioner kroner på en Eurojackpot-kupon, som er købt på Q8-tankstationen i Tjørring ved Herning.
Og faktisk er det anden gang på få år, at netop denne tankstation har solgt en kupon, som er millioner værd. Det skriver Herning Folkeblad.
FCM-formand hylder Kjær: - En af de allerstørste
Fodboldlandsholdets tidligere anfører, Simon Kjær, meddelte mandag morgen, at han stopper karrieren.
35-årige Kjær indledte sin flotte karriere i FC Midtjylland, hvor det tilbage i 2007-2008 blev til 19 førsteholdskampe, inden udlandet kaldte.
FCM's bestyrelsesformand, Claus Steinlein, hylder Simon Kjær i et opslag på klubbens hjemmeside.
- Simon har sat et uudsletteligt aftryk på dansk fodbold. Hans lederskab, hans menneskelige egenskaber og hans evne til altid at klø på, uanset hvad der blev kastet imod ham, gør ham til en af de allerstørste, siger Claus Steinlein.
14-årig vågnede i brændende villa
En 14-årig dreng havde efter en søndagstur i Jesperhus Blomsterpark taget en lur, men vågnede brat, da husets brandalarm gik.
- Det kunne være gået helt galt, siger Lars Mikkelsen, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Skive
Drengen var alene hjemme på en adresse i Nørre Søby. Da han stod op, opdagede han kraftig røg fra køkkenet, og klokken 13.49 ringede han 112.
Brandvæsenet kunne konstatere, at branden var begyndt i køkkenet og havde spredt sig til stuen.
- Der var ikke røg på drengens værelse endnu. Det var heldigt, at han vågnede lige der, siger Lars Mikkelsen.
Ilden var slukket klokken 14.24. Hele huset er nu ubeboeligt.
Det vides endnu ikke, hvad der antændte branden. Ifølge den 14-årige dreng var hverken ovn, kogeplader eller lignende tændt.
Flere uheld i morgentrafikken: Person slynget ud af bil
Mandag morgen har budt på en del uheld i trafikken.
Værst gik det for sig øst for Skjern, i krydset mellem Arnborgvej og Flodgaardsvej. En bil, der holdt stille, blev påkørt bagfra.
Vagtchef Viggo Rækby fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at en person derved blev slynget ud af bilen.
Den tilskadekomne blev fløjet på sygehuset i lægehelikopter.
Senere på morgenen kørte to biler frontalt sammen i et vejkryds ved Ikast.
- Alle involverede var ved bevidsthed, da de kom ud af bilerne, siger vagtchefen, der ikke har yderligere oplysninger udover, at der er tale om en overtrædelse af vigepligten.
Syd for Viborg skete også et uheld i trafikken mandag morgen, da en bil kørte frem for sin ubetingede vigepligt. Her var der umiddelbart ingen personskade.
Millioner på vej til mere tryghed
Trygfonden donerer 9,3 millioner kroner til nye tryghedsskabende projekter og aktiviteter i Region Midtjylland.
De nye donationer er uddelt efter TrygFondens overordnede mål og skal bidrage til at styrke trygheden i det midtjyske.
Blandt andre har Ungdommens Røde Kors' indsats på Asylcenter Holstebro fået knap 600.000 kroner til deres børn- og ungeindsats.
Værestedet Den Blå Mølle i Kibæk har fået 45.980 kroner til en sommerhustur i 2025.
I Viborg er kommunens ældre blevet tilgodeset med 239.600 kroner til et Seniorfolkemøde 2025 og projektet 'Cykling uden alder'.
Destination Vesterhavet kan glæde sig over rekordmange gæster
Destination Vesterhavet ser ud til at lande endnu et rekordår for 2024. Det skriver Jyllands-Posten.
Prognoserne er baseret på de kommercielle overnatningstal for perioden januar til oktober sidste år. Det samlede antal overnatninger rundede ifølge mediet 9.819.795, hvilket er 1,6 procent flere end i samme periode i 2023.
Og så har man haft mere end 1,5 millioner flere udenlandske gæster end i København, der dog har haft det største antal samlede overnatninger.
Turistområdet Destination Vesterhavet dækker Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner.
De endelige overnatningstal for hele året offentliggør Visitdenmark i februar, skriver Jyllands-Posten.
Uheld på Rute 13
Der er mandag morgen sket et uheld på Rute 13 fra Viborg mod Vejle mellem Grundvad og Neder Hvam.
Uheldsstedet er ifølge Vejdirektoratet endnu ikke sikret.
Der forventes ryddet op i løbet af morgenen.
Minister får 9724 bud på danske aftryk på kulturarvsliste
9724 forslag er havnet i kulturministerens indbakke, siden Jakob Engel-Schmidt (M) før jul efterlyste de bedste bud på unik dansk kulturarv.
Kulturministeren bad om forslag til særlige danske traditioner, skikke eller færdigheder, der kan kvalificere sig til FN's liste over immateriel kulturarv.
- Jeg er utroligt positivt overrasket over, at så mange har fulgt opfordringen og givet deres mening til kende, siger Jakob Engel-Schmidt.
Afstemningen begyndte 23. december og lukkede 8. januar.
Næste skridt er, at en udvælgelseskomité bestående af skuespilleren Ghita Nørby, tv-værten og forfatter Søren Ryge Petersen samt ministeren selv gennemgår de indkomne forslag og laver en bruttoliste.
Herefter vil danskerne blive inviteret til at stemme om forslagene.
TV MIDTVEST spurgte i december midt- og vestjyderne, hvad de mener, fortjener en plads på listen. Det kan du læse mere om herunder.
Tidligere landsholdsanfører stopper karrieren
Efter mere end 15 år som professionel fodboldspiller er det nu slut for Simon Kjær.
Den tidligere landsholdsanfører stopper karrieren. Det siger han i et interview med TV 2 Sport.
- Nu var egentlig det rigtige tidspunkt til at få lukket det kapitel, siger han til TV 2 Sport.
35-årige Kjær, der slog sine folder hos FC Midtjylland i sine unge år, har stået uden kontrakt siden sommer, hvor hans aftale med AC Milan udløb.
Efter EM i sommer stoppede han på det danske landshold, hvor det blev til 132 kampe. Det var landskampsrekord, indtil Christian Eriksen overhalede ham under EM.
Simon Kjærs karriere tog sin begyndelse på FC Midtjyllands akademi i Ikast. Han nåede 19 førsteholdskampe, da han spillede for den midtjyske klub i 2007-2008.
Farvel til flot vejr
Mandag byder på et farvel til weekendens flotte vejr.
I stedet står vi ifølge DMI op til en kølig morgen med nattefrost og lidt småregn hist og her.
I løbet af dagen stiger temperaturen til op mellem tre og seks graders varme, mens vinden også tager til. Ved Vestkysten kan det blive op til kuling.
Pas på sne- og isglatte veje
Det er med at være forsigtig, når man mandag morgen bevæger sig ud i morgentrafikken.
Vejdirektoratet advarer her til morgen fortsat om sne- og isglatte veje i hele Midt- og Vestjylland - på nær Ringkøbing-Skjern Kommune.
51.000 kender hende - men ingen kender hele sandheden
Camilla Aakjær er influencer, og cirka 51.000 følger hende på Instagram. Men selvom hendes job går ud på at vise hendes liv, så er der nogle ting, hun nægter at fremstille på nettet:
Borgere raser over solceller og vindmøller
Mundvigen vender nedad, når man nævner en mulig energipark ved Tjele. Naboerne til den er ikke just tilfredse med hverken størrelsen eller placeringen af den.
Søndag blev det tydeliggjort, da modstandere af projektet præsenterede deres egen model af et af de mange solcellepaneler, der skal pryde markerne omkring byen Kvorning.