Kort nyt
GoCollective fik påbud i juni: Aflyser stadig tog på stribe
Frustrerede pendlere oplever aflyste tog og forsinkelser næsten dagligt, fortæller de.
GoCollective har stadig masser af aflysninger og forsinkelser, selvom transportminister Thomas Danielsen i juni gav togoperatøren et påbud om færre aflyste togafgange, inden nytår. Siden påbuddet 19. juni har GoCollective frem til 27. oktober haft 2343 aflysninger på jyske strækninger. Årsagerne er mange, men GoCollective har selv ansvaret for cirka 38 procent af aflysningerne.
Pendlerne er frustrerede.
- De bliver virkelig tit aflyst og det er pissetræls, konstaterer tømrerelev Lauritz Valentin.
- Det er nærmest hver anden dag. Hvis ikke det er hver dag. Det er forfærdeligt, lyder det fra slagterlærling Rasmus Vigsø.
Ulovlig afbrænding: Brandvæsen og politi rykkede ud
Både brandvæsen og politi rykkede torsdag eftermiddag ved 16.30-tiden ud til, hvad der viste sig at være en ulovlig affaldsafbrænding i Sjørslev nord for Kjellerup.
Midtjysk Brand & Redning fortæller, at det er sket på en gård, der er ved at blive bygget om. Afbrændingen er ikke anmeldt, og derfor har politiet også været involveret.
Vildt våben langet over disken hos politiet
Det var et våben ud over det sædvanlige, der torsdag eftermiddag blev indleveret hos lokalpolitiet i Ringkøbing.
I forbindelse med "frit lejde"-ordningen fik politiet en gammel maskinpistol.
- Ifølge vores oplysninger er den tysk og fra krigens tid, siger vicepolitiinspektør Bjørn Bo fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Han oplyser videre, at maskinpistolen er af model MP 40.
Mens politiet ikke vil have, at folk selv kommer ind med eksempelvis håndgranater, så er det okay med en maskinpistol.
- Når bare man pakker den ind, så man ikke lige kommer gående med en synlig maskinpistol ude på parkeringspladsen, påpeger vicepolitiinspektøren.
Myndighederne giver bundkarakter i foreløbig rapport
Den 30. oktober aflagde Fødevarestyrelsen kontrolbesøg på Jeka Fish A/S i Lemvig. Besøget førte til, at over 1.000 pakker frikadeller blev tilbagekaldt.
Midt- og vestjyderne indleverer flest våben
I hele november måned er der frit lejde til at indlevere våben til politiet. Det har mange midt- og vestjyder valgt at benytte sig af.
Halvdelen af FCM-tribune lukkes efter pyro
Når FC Midtjylland mandag 25. november går på banen mod Silkeborg på MCH Arena bliver jubelbrølet lavere end sædvanligt.
Halvdelen af C.C.-tribunen vil nemlig være lukket. Det sker som følge af, at nogle af klubbens tilhængere under weekendens opgør mod rivalen Viborg FF affyrede pyroteknik.
Det skriver FC Midtjylland i en pressemeddelelse.
Efter at pyroteknikken var blevet affyret, blev kampen afbrudt i et minut.
Uheld mellem Halgård og Holstebro
Der er sket et uheld på Rute 184 fra Aulum mod Holstebro. Det er på strækningen mellem Halgård og Holstebro.
Vejen er i øjeblikket helt spærret, og politiet er til stede.
Vejdirektoratet oplyser, at det forventes at være overstået i løbet af eftermiddagen.
Ny svindelmetode breder sig: Vær opmærksom, siger politiet
En 85-årig kvinde blev i tirsdags udsat for svindel. Hun blev kontaktet over telefonen af hende 'falske søn', der manglede penge til en telefon.
Kvinden skyndte sig at sende 7.000 kroner til, hvad hun troede var hendes søn. Det er ikke første gang politiet oplever denne type sager, men de er fortrøstningsfulde med opklaringsarbejdet.
Direkte togforbindelse til København møder modstand
En ny analyse konkluderer, at det vil gøre et milliardstort indhug i statskassen at bibeholde den direkte togforbindelse mellem Struer og København.
Grønt lys til hotel og surfskole i Thorsminde
By- , Land- og Kirkeministeriet giver grønt lys til ni udvalgte projekter, der skal give Danmark mere turisme. Projekterne er spredt over hele landet, hvor også Thorsminde giver sit bidrag.
Her har en aftalekreds givet et projekt om en ny surfskole og hotel i Thorsminde mulighed for at give lokalsamfundet et boost på turismefronten.
- Forsøgstilladelserne er en unik mulighed for at skabe lokal udvikling, vækst og flere arbejdspladser i landdistrikterne, siger Morten Dahlin (V), minister for byer og landdistrikter i en pressemeddelelse.
Formålet med surfskolen og hotellet er at lokke turister til i en længere periode, samt give mulighed for at opleve den danske vestkyst fra sin bedste side.
Solgt på en trist baggrund
24 år er der gået, siden Uffe og Alice Sørensen for første gang slog dørene op som indehavere af Cafeteriakroen i Hampen - lige ved hovedvej A13.
Til nytår er det slut. Det er nemlig endelig lykkedes for Alice og Uffe Sørensen at sælge Cafeteriakroen, men det sker på en meget trist baggrund. Uffe er nemlig blevet alvorligt syg.
TTH henter ny ungdomslandsholdsspiller
GOG-fløjen Joachim Lyng Als afløser i sommeren 2025 TTH-fløjen Frederik Bjerre. TTH henter den 21-årige venstrefløj på en 3-årig kontrakt.
- Jeg har valgt at indgå et samarbejde med TTH, da det er en klub med ambitioner, der matcher mine, siger den unge fløjspiller om klubskiftet i en pressemeddelelse.
Joachim Lyng Als har spillet i GOG i ungdomsårerne, og har også været inde og runde ungdomslandsholdet.
Det bliver i trøjen med nummer 2, som Joachim Lyng Als vil indtræde på scenen i Holstebro i sommeren 2025.
Politiet advarer mod mistænkelig handel
Lokalpolitiet i Silkeborg er blevet opmærksomme på, at der er handlende i kommunen, som muligvis ikke har rent mel i posen.
Politiet er blevet kontaktet af en 68-årig mand, der på en parkeringsplads foran Harald Nyborg blev kontaktet af en mand. Manden talte engelsk, og han fortalte, at han var på vej til Italien. Derfor havde han lige nogle jakker, han skulle have solgt til en god pris, inden han tog afsted.
Politikommissær Stefan Weber understreger, at der som sådan ikke er foregået noget ulovligt. Men han advarer mod at indgå i handler af denne type, da der er stor chance for, at man enten bliver snydt med varer af ringe kvalitet eller køber hælervarer.
- Vi advarer mod, at man bliver taget grueligt ved næsen. Det plejer at være meget tvivlsom kvalitet, det som bliver solgt, siger Stefan Weber.
- Vi hører som oftest, at man bliver snydt noget så grusomt. Der er ikke noget, man kan reklamere videre over.
Nu er det afgjort: Lokalsamfund får ikke ny dagligvarebutik
Der bliver ikke sat gang i planlægningen af en ny Rema 1000 i Hammershøj.
Det står klart, efter byrådet i Viborg Kommune onsdag tog planlægningen til overvejelse. Her stemte 20 byrådsmedlemmer imod, mens 11 medlemmer stemte for.
En af dem, der stemte for, var Lars Mogensen (LA).
- Jeg tænker, det er ærgerligt. Det vi skullet tage stilling til, det var en planlægning. Det kunne vi ikke engang give borgerne i Hammershøj, fortæller han.
På byrådsmødet var der ikke nyt materiale i spil, hvorfor oplysningsgrundlaget var det samme som på det møde i Teknisk Udvalg, hvor udvalget afviste det.
Lars Mogensen forklarer, at han ikke kunne nå at bringe nyt materiale til bordet.
- Jeg tænker bare, man kunne have været gået videre med det. Så kunne den have været kommet i en fire ugers høring, og så kunne borgerne selv få lov at bestemme, forklarer han.
Hammershøj har i forvejen en Brugsen, hvor byens borgere kan handle.
Mand kastede kanonslag mod rådhus
Onsdag omkring klokken 14 valgte en 38-årig mand fra Viborg at vise sin utilfredshed på en noget voldsom måde.
Han havde indfundet sig ved Viborg Rådhus, og her smed han et kanonslag i retning af rådhusets indgang. Kanonslaget endte ikke i nærheden af personer. Herefter forlod han rådhuset.
Politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg Stephan Weber fortæller, at politiet endnu ikke har været i kontakt med manden, men at han kan se frem til til at modtage mindst en sigtelse for brud på fyrværkeriloven.
- Det er selvfølgelig totalt no-go at fyre fyrværkeri af, fordi man er utilfreds, siger politikommissæren.
Det er uklart, hvad manden var utilfreds med. Ingen kom til skade, da kanonslaget sprængte.
Billedet på forsiden er taget af Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Advarsel om spøgelsesbilist ophævet
På rute 18 fra Holstebro mod Herning mellem Holstebro og Tvis har bilister været opfordret til at udvise forsigtighed. Der er nemlig rapporteret en spøgelsesbilist på strækningen.
Af Vejdirektoratets trafikkort fremgår det nu, at advarslen er ophævet igen.
Endelig kom solen frem
Mørk er november, og løvfaldet er slut, måske det er derfor vi har fået så mange billeder af solen. Når den endelig er fremme, så skal der tages billeder. Solen står op omkring klokken 8 og går ned igen omkring klokken 16, så det er ikke mange timer, vi kan nyde den.
Herunder kan du se alle de flotte billeder, vi har fået tilsendt, af den sjældne sol.
Pas på! Levende dyr på vejen
Vær opmærksom på levende dyr på Rute 18 ved Holstebro i begge retninger.
Dyrene står mellem afkørsel 22 Holstebro NØ og 20 Tvis. Så kør forsigtigt.
Meteorolog: Husk og nyd det!
Efterårssolen vil titte frem mellem skyerne i dag, sådan lyder det fra DMI.
Selvom det kan lyde for godt til at være sandt, så er det slut med det grå vejr. For en dags tid i hvert fald.
- Vi kan se frem til en flot solskinsdag, siger Klaus Larsen, meteorolog, DMI.
Temperaturen vil ligge på en otte til ti grader i løbet af dagen, mens der indenlands vil være en mild vind. Ved vestkysten er det dog en anden sag. Her forventes det at blæse med en hård vind op til kuling.
Men opfordringen er dog klar fra DMI.
- Det bliver en pæn dag, så husk og nyd det, inden det grå vejr kommer tilbage i morgen, siger Klaus Larsen.
Motorvej presser trafikken: Nu kigger transportministeriet på mulig udvidelse
Transportministeriet har torsdag udsendt en pressemeddelelse, som løfter sløret for de to ruter, ministeriet kigger på i forbindelse med bedre transport mellem by og land.
Her er ruten mellem Holstebro og Vilsund i kikkerten.
Ruten skal forbedre 'fremkommeligheden' mellem Holstebro gennem Oddesund og så til Vilsund. Der bliver nu igangsat en større undersøgelse, som skal komme med anbefalinger til, hvordan området skal kunne hænge bedre sammen.
Transportminister Thomas Danielsen (V) siger til TV MIDTVEST:
- Hvis man skal lave en økonomisk prioritet, så skal det jo ske på et eller andet grundlag. Jeg er meget glad for, at vi har prioriteret at få det undersøgt nu. Vi ved, at Ringvejen i Holstebro er udfordret, og motorvejen har skabt mere trafik end ventet. Derfor er den her undersøgelse så nødvendig.
Undersøgelsen har en tidshorisont på to år, før den endelige beslutning skal træffes af forligskredsen bag infrastrukturplanen 2035. Her vil de i forligskredsen prioritere midlerne til forbedringer.
Derudover har Transportministeriet oplyst, at de også undersøger ruterne mellem Roskilde og Næstved.
Stor brandaktion i gang på Herningvej
Der er i nat klokken 04.11 udbrudt brand i et værksted på Herningvej i Ringkøbing.
Da politiet ankom var brandvæsnet allerede i gang med det store slukningsarbejde, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Brandvæsnet er torsdag morgen fortsat massivt til stede for at slukke branden, men det kan sagtens tage timer endnu, forklarer politiet.