Kort nyt

29. jun 2024 kl. 09:55

I dag begynder Tour de France, og vestjyske kugler spiller en rolle

Når starten lørdag går til første etape af årets Tour de France, vil der på rigtig mange cykler være dele, der er made in Holstebro.

Virksomheden Ceramicspeed er nemlig igen hovedleverandør af et helt særligt kugleleje kaldet pulley-hjulet.

- Når man først har kørt med det, så kan man ikke køre uden. Og nogle hold tør ikke lade være med at køre med dem, fordi det gør så stor en forskel, fortæller Martin Banke, der er managing director for cykeldivisionen af Ceramicspeed.

Tandhjulene med de særlige kuglelejer bliver produceret i Holstebro og bliver hele tiden udviklet. Og de spiller også en rolle i andre sportslige begivenheder denne sommer.

Kl. 13.12

Hanne With-sagens første dag: Her der de centrale punkter

Den 54-årige mand, der er tiltalt for drabet på Hanne With, blev tidligere mandag afhørt i retten. Han nægter sig skyldig i drab. Han kan ikke huske det.
Den 54-årige mand, der er tiltalt for drabet på Hanne With, blev tidligere mandag afhørt i retten. Han nægter sig skyldig i drab. Han kan ikke huske det.

Her er centrale punkter fra sagens første dag, som for kort tid siden blev afsluttet. 

– Tiltaltes DNA er med højeste grad af sandsynlighed fundet på Hanne Withs bukser. Det er også med højeste grad af sandsynlighed hans blodige fodaftryk, politiet har fundet i Hanne Withs køkken.

– Den tiltalte erkender, at han må have været i Hanne Withs lejlighed, men han har ingen erindring om det. Derfor nægter han sig stadig skyldig.

– Tiltalte har i årtier levet et klassisk familieliv og haft fast job.

– Hanne Withs kæreste husker stadig synet af sin dræbte kæreste.

– En tidligere ven af tiltalte siger, at den tiltalte har været hos en prostitueret i hvert fald én gang.

– En taxachauffør genkendte et billede af den dræbte kvinde, og han har beskrevet den mand, som han i samme forbindelse samlede op, som blandt andet sportstrænet, dasnker og med kortklippet hår, og at ordet "Esbjerg" blev nævnt.

/ritzau/

Kl. 11.24

Nattyveri i guldsmed

Klokken lidt over halv tre natten til mandag gik alarmen hos Guldsmed Østergaard på Strandvejen i Skive, oplyser Niels Bach, der er politiassistent hos lokalpolitiet i Skive.

Ifølge ham er gerningsmanden væk, da politi og ejer ankommer til stedet.

- Alarmen har aktiveret en røgkanon, så der er røg overalt i lokalet, siger Niels Bach.

Derfor har ejerne ikke kunnet vurdere, hvor meget, der er stjålet.

Kl. 11.21

Fjernvarme-priser varierer for meget: Nu siger Folketinget stop

Prisen for fjernvarme varierer med mange tusinde kroner, men det skal være slut nu ifølge et flertal i Folketinget.

Fremadrettet vil Forsyningstilsynet årligt offentliggøre en liste over de selskaber, der ligger over loftet, så forbrugeren får mulighed for at lave et pristjek på deres varmepris.

- Hvis udrulningen af fjernvarme skal lykkes, må fjernvarme ikke blive meget dyrere end andre grønne varmeløsninger siger forsyningsminister Lars Aagaard (M).

/ritzau/


Kl. 10.03

Politiet alarmeret: Mistænkelig droneflyvning over militært område

Fredag formiddag politianmelder Skive Kaserne, hvad de vurderer, er en lavtflyvende drone, der passerer kasernen.

Det oplyser politiassistent hos lokalpolitiet i Skive, Niels Bach, der hentyder til, at man i disse tider med et alvorligt trusselsbillede fra øst i høj grad opmærksom på uønsket overvågning.

Ifølge Niels Bach bliver genstanden beskrevet som en hvid, større drone med et vingefang på to cirka meter.

- Politiet får derefter fat på Karup Flyvestation, der via raderer kan se, at der ganske rigtigt er fløjet noget hen over Skive Kaserne i tidsrummet, siger han.

Via radaren kan politiet desuden se, at den formodede drone flyver videre mod Skive Flyveplads.

- Så vi kører derud, siger Niels Bach, og fortsætter:

- Og der møder vi en mand, der står med sit hjemmelavede fly. Et minifly med bagudrettet propel, siger han.

Den 64-årige mand, politiet møder, bekræfter, at han har fløjet nær Skive Kaserne med flyet.

Ifølge Niels Bach har lokalpolitiet i Skive nu registreret hændelsen og sendt sagen videre til vurdering.

Kl. 09.42

Positivt politi efter byfester

Selvom der har været fest i Silkeborg hen over weekenden, hvor årets Riverboat Jazz-Fetival har inviteret til gratis koncerter rundt i byen, har lokalpolitiet haft en rolig weekend.

- Det er forløbet ualmindeligt pænt og ordentligt, siger Carsten Holm, der er fagkoordinator ved Silkeborg Lokalpoliti.

- Når mange mennesker drikker mange fadøl, kan der nogle gange være mere for politiet at lave, men det har der ikke været, siger Carsten Holm.

Også længere vestpå var mange mennesker samlet med alkohol i blodet til Rock i Ringkøbing.

Ifølge Ditte Tokkesdal, der er fagkoordinator ved Ringkøbing lokalpoliti, har det heller ikke her ført til nogle sigtelser i løbet af weekenden.

- Men vi var involveret i tre hændelser, hvor folk skulle bortvises fra stedet, siger Ditte Tokkesdal.

Kl. 09.21

Efterskole lukker øjeblikkeligt: - Vi beklager dybt

Efterskolen kan ikke få økonomien til at køre rundt
Efterskolen kan ikke få økonomien til at køre rundt

Blidstrup Efterskole på Mors har mandag meddelt, at de lukker - og det gør de dags dato. 

- Lavt elevtal og manglende likviditet gør det desværre umuligt at fortsætte driften. 

De har afprøvet alle muligheder for at finde pengene til at køre videre, men det er ikke lykkedes, skriver bestyrelsen på skolen i en pressemeddelelse. 

- Vi beklager dybt overfor de 44 elever, som skulle starte efter sommerferien. 

Bestyrelsen forklarer, at udmeldingen kommer så sent, fordi man har kæmpet til sidste sekund for at finde en løsning. 

Desuden takker de alle, der har hjulpet dem undervejs. 


Kl. 08.17

Virksomhed frifundet efter dødsulykke

Der er nu faldet dom i sagen, hvor en 49-årig mand mistede livet i en arbejdsulykke på Oddesundbroen.

Ulykken skete tilbage i 2020, da manden stod i en lift og var i gang med at male broen.

Dengang skrev TV MIDTVEST, at liften af ukendte årsager kom ud foran et tog, der kørte over broen.

Anklagemyndigheden ønskede efterfølgende virksomheden Ommen a/s idømt en bøde på 300.000 kroner for overtrædelse af arbejdsmiljøloven ved ikke at have sikret medarbejderen godt nok.

Fra dommen i dag lyder det ifølge retten i Holstebro:

- Thi kendes for ret: Ommen a/s frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger.

Kl. 08.08

Lov ophæves - gælder for Fur efter sommer

Taxiloven ophæves flere steder i landet. 

Det betyder blandt andet, at øen Fur i det midtjyske forventes at være fritaget loven efter sommer. 

Transportministeriet oplyser, at flere ansøgninger er under behandling lige nu. 

Loven betyder, at det bliver lovligt for alle at køre taxikørsel på ikke-brofaste øer - hvis deres ansøgning altså godkendes. 

Kl. 06.58

34 år gammel drabssag får nu sin afslutning

Mandag morgen tager Københavns Byret hul på en spektakulær drabssag, der går mange år tilbage, og som har forbindelser til Midt- og Vestjylland. Her sidder en 54-årig mand fra Randers, der tidligere har arbejdet i Lemvig, nemlig på anklagebænken for at have slået en 23-årig kvinde ihjel tilbage nytårsnat 1990.

Kvinden hed Hanne With, og hun blev stukket ihjel i sin lejlighed på Nørrebro i København. I mange år har sagen ligget uopklaret hen hos politiet, men i februar i år lykkedes det så at få et gennembrud.

Kl. 05.19

Grønt lys til ny uddannelsesmulighed på Gødstrup

Vi mangler læger - også i Midt- og Vestjylland - og det vil Region Midtjylland nu gøre noget ved.

Derfor gav regionsrådet i onsdags grønt lys til en kandidatuddannelse til studerende, der vil være speciallæger i almen medicin, på Regionshospitalet i Gødstrup.

Hospitalsdirektør i Gødstrup, Henning Voss, glæder sig over, at uddannelsen bliver en realitet.

- Jeg synes, det er rigtig godt, for der er mangel på læger i vores område. Og vi tror på, det kan være med til at imødegå den mangel, siger han.

At Aarhus Universitet har sagt ja til samarbejdet, er et skulderklap til hospitalet, mener Henning Voss.

- Det er en stor anerkendelse af Gødstrup, også som uddannelsessted. Det, at man placerer en så vigtig uddannelse hos os, viser, at vi kan finde ud af det, siger han.


Kl. 04.44

Kølig start på skolernes sommerferie

Dagen vil byde på temperaturer på mellem 15 og 17 grader i landsdelen.

Og man skal tidligt op, hvis man vil være sikker på at nå at nyde solen. I løbet af formiddagen er den fremme i det meste af Midt- og Vestjylland, men senere på dagen bliver der skyet i hele landsdelen.

Solen vil dog kigge frem - især i den nordlige del af landsdelen - i løbet af aftenen.

Kun i Herning-området spår DMI mulighed for regn i løbet af dagen.

Kl. 04.23

Eftersøgning af 20-årig student fortsætter mandag

Politiet forventer at fortsætte eftersøgningen af den 20-årige student med hjælp fra militærets dykkere mandag.

Sådan lyder det fra vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jeppe Holgersen, tidligt mandag morgen.

- I løbet af formiddagen beslutter vi, i hvor høj grad vi genoptager eftersøgningen, men vi fortsætter med nogle dykkere i vandet i løbet af i dag, siger han.

Søndag aften klokken 21 lukkede indsatsen, og der er ifølge vagtchefen intet nyt i sagen siden da.


30. jun 2024 kl. 22:13

Søndagens eftersøgning af forsvundet student er slut - her er, hvad vi ved

Søndagens eftersøgning efter den forsvundne student er nu slut. 

Det oplyser Carsten Henriksen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Det, vi ved indtil videre, er, at en 20-årig mand natten til lørdag forsvandt i området omkring Nørresø i Viborg. 

Eftersøgningen begyndte natten til lørdag omkring klokken 2, da den 20-årige sammen med to venner forsøgte at sejle tværs over søen i kajakker. Her var det var kun de to kammerater, der kom i land.

Søndagens eftersøgning har foregået primært med helikopter og vandsøgshunde, der har sejlet rundt på søen i et forsøg på at få færten af den forsvundne 20-årig.

Politiet har søndag udtalt, at de ikke forventer at finde manden i live og formoder, at han er druknet.

Mandag morgen vil politiet vurdere, om eftersøgningen skal fortsætte. 

Herunder kan du læse mere om eftersøgningen søndag.

30. jun 2024 kl. 21:41

Brand i papircontainer

Midtjysk Brand & Redning på Rosenvænget i Viborg.
Midtjysk Brand & Redning på Rosenvænget i Viborg.
Foto: Presse-fotos.dk

Der har søndag aften været brand i en papircontainer på Rosenstræde i Viborg. 

Det skriver Midtjysk Brand & Redning på X

Midtjysk Brand & Redning blev kaldt ud til branden klokken 2053 til brand. Ved ankomst kunne brandfolkene konstatere, at det brændte i en mindre papircontainer. Branden blev hurtigt slukket, og køretøjerne kunne returnere til stationen.

30. jun 2024 kl. 21:13

Gutter løber ni maratoner på ni dage

379,8 kilometer.

Det er, hvad der venter Jens Christian Sørensen og Nicolai Fabian Vording de næste ni dage.

- Sidste sommer snakkede vi i fuldskab om, hvem der kunne løbe mest. Så blev et maraton til to, og så til sidst fik vi gejlet hinanden op til ni maratoner i stedet for et enkelt.

Og selvom det blev sagt i sjov, endte de to venner med at holde hinanden op på det.

De løber nemlig ni maratoner på ni dage og samler ind til Psykiatrifonden.

- Vi har begge søskende, der har kæmpet med mentalt helbred, og vi synes, det er vigtigt at sætte fokus på, siger Jens Christian Sørensen, der kommer fra Tarm.

30. jun 2024 kl. 19:19

Vingegaard: Jeg er meget stolt

Der kom kun ét stik fra Tadej Pogacar på 2. etape, og det besvarede Jonas Vingegaard uden tøven.

Den dobbelte danske Tour-vinder har været usikker omkring sit eget niveau, fordi han ikke har kørt løb, siden han styrtede alvorligt i Baskerlandet Rundt i april.

- Jeg er mest overrasket over min egen styrke. Jeg havde ikke forventet at være så god og på det her niveau for at være helt ærlig.

- Jeg er meget stolt af, hvordan jeg er kommet tilbage, og hvordan jeg har kørt både i går og i dag, siger han til TV 2.

30. jun 2024 kl. 18:59

Cykelekspert: Vingegaard vandt en mental sejr i dag

0:47

På anden etape af Tour de France var der tæt løb mellem forhåndsfavoritterne til den samlede Tour-sejr Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard.

På den sidste stigning angreb Tadej Pogacar, og kun Jonas Vingegaard kunne følge ham til en start.

- Jonas Vinggaard var hurtig. Han reagerede, og han sad klistret til baghjulet på Tadej Pogacar, siger cykelekspert ved TV MIDTVEST Trine Schmidt. 

Selvom det var Pogacar, der snuppede førertrøjen grundet bedre etapeplaceringer, mener Trine Schmidt, at Jonas Vingegaard vandt en mental sejr på søndagens etape. 

- Han var meget positiv efter løbet. Han stod og smilede, og han lignede altså en mand, der havde fået meget stor selvtillid i dag, siger hun og tilføjer: 

- Det lover selvfølgelig godt for de kommende uger i Frankrig. 

30. jun 2024 kl. 17:58

Brande i batterier til elcykler og telefoner er firedoblet

Antallet af brande i batterier til brug i blandt andet elcykler, elløbehjul og mobiltelefoner er på fem år firedoblet.

Tal fra Beredskabsstyrelsen viser, at der sidste år blev registreret 131 brande relateret til såkaldte litiumionbatterier.

I 2018 var der til sammenligning registreret 30 batterirelaterede brande.

I de kommunale beredskaber mærker man stigningen i form af flere udrykninger.

De 131 brande forårsaget af batterier sidste år skal ses i forhold til, at brandvæsenet samlet set rykker ud til cirka 3000 brande i privat beboelse om året.

- Det er ikke sådan, at batterier i den almindelige husstand er en tikkende bombe, men de udgør en risiko for brand.

- I særdeleshed hvis batteriet er defekt, skadet eller blevet opladet med ukurante ladere eller lignende, siger Rasmus Storgaard Petersen, beredskabsdirektør i Beredskab Øst, der dækker fem kommuner nord for København med i alt 300.000 borgere.


30. jun 2024 kl. 16:14

Ændrede sendetider: Sådan ser du TV MIDTVEST i dag

På den sidste dag i juni må tv-nyhederne kl. 19.30 vige pladsen for EM i fodbold og Tour de France

På grund af ottendedelsfinalerne ved slutrunden i Tyskland og AftenTour er der søndag aften først regionale nyheder i fjernsynet kl. 21.56.

Udsendelsen søndag kl. 18.06 udgår.

30. jun 2024 kl. 14:50

Ikonisk rekord slået - nu tror Simon på OL

10,11 sekunder.

Det stod der på uret, da Simon Hansen løb over stregen til Danmarksmesterskaberne i 100 meter løb lørdag aften på Hvidovre Stadion.

Det hurtigste en dansker nogensinde har løbet en 100-meter.

- Det er så fedt! Det var bare en pissefed dag og en drøm der gik i opfyldelse, fortæller Simon Hansen dagen derpå.

 Med den danske rekord på den ikoniske 100-meter-distance nærmer Bording-sprinteren sig OL i Paris.

- Det er ikke officielt endnu, men jeg er ret sikker på jeg er med, siger Simon Hansen.

I så fald bliver det anden gang sprinteren skal deltage i de Olympiske Lege.