Kort nyt

30. jun 2024 kl. 19:19

Vingegaard: Jeg er meget stolt

Der kom kun ét stik fra Tadej Pogacar på 2. etape, og det besvarede Jonas Vingegaard uden tøven.

Den dobbelte danske Tour-vinder har været usikker omkring sit eget niveau, fordi han ikke har kørt løb, siden han styrtede alvorligt i Baskerlandet Rundt i april.

- Jeg er mest overrasket over min egen styrke. Jeg havde ikke forventet at være så god og på det her niveau for at være helt ærlig.

- Jeg er meget stolt af, hvordan jeg er kommet tilbage, og hvordan jeg har kørt både i går og i dag, siger han til TV 2.

Kl. 14.27

Trepartens aftale vil fjerne hver tiende ko fra landbruget

Hvis den grønne treparts aftale føres ud i livet, kan det betyde, at hver tiende ko vil forsvinde fra landbrugets produktion.

Det viser beregninger fra Finansministeriet, der har undersøgt produktionsnedgangen i landbruget som følge af indførslen af CO2-afgiften samt tilskud til fodertilsætningsstoffer og regulering af gødning.

Produktionen af kvæg vil falde med 9,3 procent i 2035, mens produktionen af grise vil falde med 6,3 procent i 2035.

Landbrugets dyr er den største kilde til udledning af drivhusgas, og størrelsen på den animalske produktion er derfor en central diskussion i den grønne omstilling.

En nedgang på 9,3 procent i kvægbestanden er væsentligt mindre, end grønne økonomer tidligere har anbefalet.

Miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen fra Københavns Universitet har med Det Økonomiske Råd anbefalet en afgift på 1200 kroner per ton CO2-ækvivalent, hvilket ville medføre 25 procent færre landbrugsdyr.

Kl. 14.08

Maj blev varmere end juni for første gang i mindst 150 år

Dette års maj måned har for første gang i mindst 150 år været varmere end juni måned i Danmark. For gennemsnitligt var temperaturen 0,1 grad højere i maj end i juni måned.

Det oplyser Danmarks Metrologiske (DMI) Institut i en pressemeddelelse.

Det er ikke sket før i de 150 år, hvor DMI har målt landsdækkende temperaturer, lyder det.

DMI's klimatologer har opgjort juni måneds gennemsnitstemperatur til 14,5 grader mod 14,6 grader i maj måned, står der i pressemeddelelsen.

Ifølge klimatologerne ligger junis gennemsnitstemperatur på det sædvanlige, mens gennemsnitstemperaturen i maj er en del højere, end den plejer at være.

Ifølge klimanormalen for perioden mellem 1991 og 2020 er gennemsnitstemperaturen i maj i Danmark 11,4 grader.

Klimatologerne kalder det "vejrmæssige tilfældigheder", skriver DMI.

Kl. 14.03

Tillidsrepræsentant efter afgørelse: - Det har været en belastning for min kollega

Statsadvokaten i Viborg har netop lukket en sag, hvor en betjent ved Midt- og Vestjyllands Politi i oktober sidste år skød en knivbevæbnet mand på åben gade i Holstebro.

Den 32-årige mand mistede livet, efter han blev skudt, og derfor skulle både af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) og Statsadvokaten undersøge sagen.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politis tillidsrepræsentant Niels Brohm var det en forventelig afgørelse.

- Som jeg ser det, så er der handlet efter det, som kollegaerne er trænet til. Der er en forventning fra befolkningen om, at politiet handler, når folk er i livsfare, forklarer han og tilføjer:

- Det er rart for min kollega, at der ikke er noget at komme efter. Men det har været en belastning for min kollega at vente lang tid på en afgørelse.

Tillidsrepræsentanten understreger, at det er en ulykkelig sag uanset resultatet. Han mener dog, at afgørelsen burde komme tidligere, da det er en belastning for betjenten at vente i et halvt år, mens undersøgelserne er i gang.

Kl. 13.16

Silkeborgenser idømt 14 års fængsel for handel med kokain

En 33-årig mand fra Silkeborg er tirsdag blevet idømt 14 års fængsel for handel med knap 24 kilo kokain.

Dommen er faldet ved Retten i Aarhus, oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Jesper Bechmann Søiberg er dømt for i 11 tilfælde fra december 2019 og et år frem at have købt og videreoverdraget i alt knap 24 kilo kokain. Det skete sammen med flere medgerningsmænd.

De mange handler og overdragelser foregik forskellige steder i landet - dog primært i Østjylland. Handlerne blev arrangeret på den krypterede kommunikationsplatform Sky ECC.

Politiet har dog fået adgang til beskederne.

- Jeg er tilfreds med dommen, der afspejler overtrædelsernes omfang og alvor. NSK har ved hjælp af dekrypteret kommunikation kunnet oprulle et netværk, som i en længere periode har stået for handel og distribution af hård narkotika, siger specialanklager Jhin Lee fra NSK.

NSK oplyser, at den 33-årige silkeborgenser samtidig er dømt for et forhold af ulovlig våbenbesiddelse i 2020.

Retten har desuden konfiskeret 315.000 kroner, som vurderes at være den dømtes udbytte fra den ulovlige handel.

Den 33-årige blev sammen med flere andre personer anholdt ved en koordineret aktion i februar 2023. Flere af de anholdte er siden idømt lange fængselsstraffe.

Jesper Bechmann Søiberg har anket dommen.

Kl. 13.15

Statsadvokat lukker skudsag

Statsadvokaten i Viborg lukker en sag, hvor en betjent ved Midt- og Vestjyllands Politi i oktober sidste år skød en knivbevæbnet mand på åben gade i Holstebro.

Det oplyser vicestatsadvokat ved Statsadvokaten i Viborg Karin Jølner til TV MIDTVEST.

- Der kan ikke gøres et strafferetligt ansvar gældende over for betjenten. Derfor er sagen lukket, siger vicestatsadvokaten.

28. oktober sidste år mistede 32-årig mand mistede livet, efter han blev skudt af politiet på gaden i centrum af Holstebro.

Sagen har efterfølgende været undersøgt af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der efter flere måneders efterforskning overgav sagen til Statsadvokaten i Viborg.

Det er normal praksis, at DUP undersøger politiet i sager, hvor politiet afgiver skud og en person kommer til skade eller efterfølgende afgår ved døden.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser til TV MIDTVEST, at man ikke har nogen kommentarer til afgørelsen.

Kl. 12.32

Pas på tabt gods på Midtjyske Motorvej

Opdatering

  • Advarslen er fjernet igen.

Vejdirektoratet advarer om tabt gods på rute 18, Midtjyske Motorvej fra Vejle mod Herning, mellem afkørsel 12 Brande N og afkørsel 13 Arnborg.  

De opfordrer alle trafikanter til at passe på.

Kl. 12.18

FCM med ny strategi for kvindefodbolden

FC Midtjylland har udformet et stratetisk indsatsområde for deres kvindefodbold: De sigter mod den bedste liga, Gjensidige Kvindeligaen, og så vil de være hele regionens hold.

Det skriver de i en nyhed på deres egen hjemmeside.

FCM Kvindefodbold begynder denne sæson i den næstbedste danske række, 1. division, og hvis det lykkes dem at placere sig som et af de fire øverste hold,  går de videre til kvalifikationsspillet, hvor man spiller om to pladser, der giver adgang til den bedste række i den efterfølgende sæson. 

I forhold til at være 'hele regionens hold' har klubben udtalt en målsætning om, at 70 procent af spilletiden skal gå til lokalt udviklede spillere.

Kl. 11.47

Ingen livreddende aktioner i første weekend af sæsonen

Livredderne fra Trygfondens Kystredning har ikke har nogen livreddende aktioner i sæsonens første weekend.

Det oplyser Trygfonden i en pressemeddelelse tirsdag.

Trygfondens Kystredning er til stede i Hvide Sande, Søndervig, Thyborøn Strand samt Nørre Vorupør i Midt- og Vestjylland.

I alt har der været fire førstehjælpsaktioner, 15 forebyggende aktioner og 360 oplysende indsatser på de tre strande.

Kl. 11.28

Studerende på AU Viborg kan få hesten med på campus

Som den eneste universitetscampus i landet tilbyder AU Viborg, at studerende kan få opstaldet deres hest på campus.

Det oplyser Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

AU Viborg ligger ved Foulum øst for Viborg, hvor der er god plads.

- Derfor tilbyder vi en del af vores kommende studerende, at de kan få opstaldet deres hest hos os, så de ikke behøver at skilles fra den, når de rejser hjemmefra for at studere, siger Charlotte Lauridsen, der er institutleder på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab, i pressemeddelelsen.

Udover de 20 heste, som studerende kan få opstaldet, regner AU Viborg med selv at opbygge en hestebestand på 16 heste, der kan indgå i undervisningen på Veterinærmedicin og Dyrevidenskab.

Kl. 10.58

Skjern Håndbold med nyt overskud

For 22. gang siden år 2000 har virksomheden Skjern Håndbold sorte tal på bundlinjen.

Det oplyser håndboldklubben i en nyhed på sin hjemmeside.

Det samlede overskud ender i niveauet plus 100.000 kroner.

- Resultatet er et tydeligt bevis på den enestående opbakning, vi møder fra vores mange sponsorer, det rekordhøje antal sæsonkortholdere og de mange fans, der uge efter uge har bakket fantastisk op, siger direktør Carsten Thygesen i Skjern Håndbold til klubbens hjemmeside.

Egenkapitalen i selskabet lyder nu på cirka 5,1 millioner kroner.

Kl. 10.52

Stifter af Nielsen Car Group træder tilbage som direktør

Stifter og ejer af Nielsen Car Group Bjarne Nielsen har valgt at træde tilbage som administrerende direktør.

Det oplyser bilkoncernen i en pressemeddelelse.

Han overlader direktørstolen til Anders Nielsen, der kommer fra en stilling som driftsdirektør i Nielsen Car Group.

- Anders har været en del af koncernen siden 2010 og har bevist, at han besidder det, som det kræver at stå i spidsen for mere end 500 ansatte. Jeg har derfor fuld tillid til, at han vil træffe de rette beslutninger og sikre en god forretning i årene fremover, udtaler Bjarne Nielsen i pressemeddelelsen.

Bjarne Nielsen stiftede sin første bilforretning i 1988.


Kl. 10.14

Klager får ombudsmanden til at stille spørgsmål til Familieretshuset

På baggrund af flere klager har Folketingets Ombudsmand nu bedte Familieretshuset om at redegøre for sagsbehandlingstider i konkrete sager om værgemål.

Det oplyser Folketingets Ombudsmand i en pressemeddelelse.

Sagerne handler om blandt andet brug af mindreåriges midler, etablering af værgemål og ændring af værgemål.

Ombudsmanden har bedt om at få oplyst, hvilke initiativer Familieretshuset har iværksat – eller planlægger at iværksætte – for at nedbringe sagsbehandlingstiderne.

I et debatindlæg på Altinget har direktør i Familieretshuset Anette Hummelshøj at man blandt andet er udfordret af manglen på psykologer.

Familieretshuset har blandt andet en afdeling i Ringkøbing.

Kl. 09.47

Genåbner for fiskeri i Storå

Vandtemperaturen i Storå vest for Vandkraftsøen er nu faldet så meget, at fiskeriet nu kan genoptages.

Det oplyser Holstebro Kommune på Facebook.

Fiskeriet blev sidste uge instillet på grund af høje temperautrer, som stresser fiskene.

Kl. 09.26

Anhænger med biler brød i brand

En lastbilanhænger med tre brugte biler brød tirsdag formiddag i brand på motorvejen ved Regionshospitalet Gødstrup.

Det oplyser indsatsleder ved Brand og Redning MidtVest Anders Gjørret.

Omkring klokken 10.30 blev han kaldt til en motorvejsafkørsel, hvor lastbilchaufføren var kørt af.

Lastbilchaufføren havde kørt to ud af tre biler af anhængeren, mens han havde slukket branden i den tredje bil.

Brandvæsnet formoder, at branden er opstået på grund af problemer med anhængeren.

Anhængerbrænden er nu slukket.

Kl. 09.09

Kanonslagsdom udskudt

Retten i Herning afsiger tirsdag ikke dom i en sag, hvor en 17-årig dreng fra Bording er tiltalt for at kaste med kanonslag tæt på 18-årige Christoffer Skovdal Nielsen.

Det oplyser TV MIDTVESTs reporter, der er til stede ved retten.

Et af anklagemyndighedens centrale vidner er ikke mødt ikke op i retten.

Anklagemyndigheden har besluttet, at sagen ikke kan gøres færdig uden vidnet.

Derfor har dommeren besluttet at udsatte afgørelsen til 12. august 2024.

Kl. 08.40

Unge mænd endte med flækkede øjenbryn og løsslåede tænder, da de ville stoppe slagsmål ved Lidl

Et skænderi udviklede sig mandag aften til en voldsepisode med flækkede øjenbryn og løsslåede tænder foran Lidl på Marsk Stigs Vej i Viborg.

Det fortæller politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg Peter Søndergård.

Ifølge politikommissæren udsprang slagsmålet af en diskussion mellem en 36-årig mand og en 26-årig kvinde.

- Det udviklede sig til fysisk konfrontation, siger Peter Søndergård.

- Og her er der så to unge mænd, der vil lægge sig imellem de to for at stoppe slagsmålet, siger han.

De to unge mænd er henholdsvis 30 og 31 år gamle.

- De bliver så involveret. Én får flækket et øjenbryn, og én får slået sine tænder løse, siger Peter Søndergård.

- Undervejs trak de en paraply og forsvarede sig med den, men den gik i stykker, tilføjer han.

Ifølge Peter Søndergård sigtes den 36-årige mand, der først diskuterede med kvinden, efter straffelovens milde voldsparagraf, § 244, da politiet ankommer til stedet.

Kl. 08.30

15-årige Johanne Øland Frøkjær fra Thy er udtaget til PL

15-årige Johanne Øland Frøkjær fra Thisted Svømmeklub bliver den yngste danske deltager ved de Paralympiske Lege i Paris.

Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Parasport Danmark i et Facebook-opslag.

- Det er virkelig stort! Jeg er simpelthen så glad og stolt over, at jeg skal med til PL. Jeg har virkelig kæmpet for det, og jeg føler selv, at jeg har udviklet mig rigtig meget, siger Johanne Øland Frøkjær i Facebook-opslaget.

Talentet fra får paralympisk debut, når hun 3. september skal repræsentere Danmark i 100 m rygcrawl i Paris La Défense Arena.

Kl. 08.15

Regioner vil ikke nedlægges men have flere sundhedsopgaver

Regionerne vil ikke omdannes eller nedlægges og foreslår en fjerde model for de folkevalgte enheders fremtid. Det skal samle flere sundhedsopgaver hos regionerne. Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

For tre uger siden blev det foreslået at omdanne regionerne, som har ansvaret for at drive en stor del af sundhedsvæsenet. Det var et stort emne under valgkampen i 2022. Men regionerne kalder det at "spille hasard".

- Der er ingen af de tre modeller, som skaber den sammenhæng, borgerne har brug for, uden at spille hasard med kvaliteten på hospitalerne.

- Vi foreslår en fjerde model, der samler ansvaret for flere af sundhedsopgaverne i de nuværende fem regioner, siger formand Anders Kühnau fra Danske Regioner i meddelelsen.

I juni foreslog Sundhedsstrukturkommissionen tre modeller for, hvordan regionerne skal organiseres i fremtiden.

Kl. 07.50

Christoffer blev døv efter kanonslag – hans far forventer erstatning og betinget dom

Opdatering: Domsafsigelsen er blevet udskudt til august.

En 17-årig dreng fra Bording er tirsdag på anklagebænken i Retten i Herning, hvor han er tiltalt for 7. december sidste år at have kastet et kanonslag tæt på 18-årige Christoffer Skovdal Nielsen. Han endte med at blive helt døv på sit venstre øre.

- Jeg synes ikke, det er en specielt rar dag. Men jeg er bare klar på at få det her overstået, for det har fyldt utrolig meget for mig, siger Christoffer Skovdal Nielsen lige inden sagen begynder ved Retten i Herning.

Christoffer har i dag sin familie med i retten.

- Jeg har en forventning om, at vi får en afslutning nu, at der kommer en erstatning, og at han (den tiltalte, red.) som minimum vil få en betinget dom, og at han lærer noget af det, siger Bjarne Skovdal Nielsen, der er far til Christoffer.

Den tiltalte nægter sig skyldig.  Han erkender dog at være i besiddelse af et kanonslag, men ikke det, der efter anklagemyndighedens opfattelse, blev kastet mod Christoffer Skovdal Nielsen.

Der forventes at falde en dom sidst på eftermiddagen.

Kl. 07.45

Bueskytten Kirstine Danstrup Andersen skal til OL

Bueskytten Kirstine Danstrup Andersen er udtaget til OL i Paris.

Det skriver Danmarks Idrætsforbund (DIF) på sin hjemmeside.

26-årige Kirstine Danstrup Andersen er med i disciplinen recurve.

- OL har været min største drøm og mit mål, siden jeg var 13 år. Det at blive udtaget til at repræsentere Danmark ved OL, er den største anerkendelse, jeg kan forestille mig, og det motiverer mig til at blive ved med at arbejde, siger hun på DIF's hjemmeside.

Danmark fik i sidste uge officielt tildelt en kvoteplads i disciplinen recurve. Og nu har DIF, som også er Danmarks Olympiske Komité, udtaget Kirstine Danstrup Andersen. Udtagelsen sker på baggrund af en indstilling fra Bueskydning Danmark, oplyser DIF.