Kort nyt

2. jul 2024 kl. 15:16

Silkeborgenser idømt 14 års fængsel for handel med kokain

En 33-årig mand fra Silkeborg er tirsdag blevet idømt 14 års fængsel for handel med knap 24 kilo kokain.

Dommen er faldet ved Retten i Aarhus, oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Jesper Bechmann Søiberg er dømt for i 11 tilfælde fra december 2019 og et år frem at have købt og videreoverdraget i alt knap 24 kilo kokain. Det skete sammen med flere medgerningsmænd.

De mange handler og overdragelser foregik forskellige steder i landet - dog primært i Østjylland. Handlerne blev arrangeret på den krypterede kommunikationsplatform Sky ECC.

Politiet har dog fået adgang til beskederne.

- Jeg er tilfreds med dommen, der afspejler overtrædelsernes omfang og alvor. NSK har ved hjælp af dekrypteret kommunikation kunnet oprulle et netværk, som i en længere periode har stået for handel og distribution af hård narkotika, siger specialanklager Jhin Lee fra NSK.

NSK oplyser, at den 33-årige silkeborgenser samtidig er dømt for et forhold af ulovlig våbenbesiddelse i 2020.

Retten har desuden konfiskeret 315.000 kroner, som vurderes at være den dømtes udbytte fra den ulovlige handel.

Den 33-årige blev sammen med flere andre personer anholdt ved en koordineret aktion i februar 2023. Flere af de anholdte er siden idømt lange fængselsstraffe.

Jesper Bechmann Søiberg har anket dommen.

Kl. 17.10

Tre uger langt å-arbejde begyndt

Silkeborg Kommune har torsdag begyndt grødeskæringen i Gudenåen.

Det oplyser kommunen på Facebook.

Ved grødeskæring skærers vandplanterne (grøden) ned, og det bliver fjernet fra åen. Det skal sikre større vandgennemstrømning og dermed reducere risikoen for oversvømmelser i efteråret.

Arbejdet forventes færdigt omkring 22. juli.

Silkeborg Kommune har tidligere forsøgt at få lov til at skære grøde to gange om året.

Det blev sidenhen afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Kl. 17.09

Dykkere er færdige for i dag

Dykkere fra Søværnets Dykkertjeneste har her til aften instillet torsdagens eftersøgning efter den 20-årige student, der formodes at være druknet i Nørresø.

Det oplyser politikommissær fra lokalpolitiet i Viborg Maria Jensen.

Torsdag har dykkere fra ledt efter studenten på de steder, hvor vandsøningshunde onsdag markerede, at han kunne være.

Sidst på eftermiddagen var dykkerne i gang omkring Nørresøbadet, der ligger på den vestlige side af søren.

Dykkerne overnatter i Viborg. Fredag morgen lægger man en plan for fredagens eftersøgning.

Kl. 16.57

Vingegaard havde en anstrengende 6. etape

Jonas Vingegaard havde en anstrengende 6. etape, men følte sig i kontrol i nærkampen med Yves Lampaert.

Kl. 16.49

Nabo nægter hærværk på hæk

80-årige Jens Kjærbøl nægter sig skyldig i hærværk på sine naboers træer og hæk.

forklarer til TV MIDTVEST, at han har mistet troen til retssystemet.

- Jeg er kommet til det resultat, at retssystemet er et uretssystem, siger den 80-årige, der er fra Bryrup ved Silkeborg.

Anklageren går ifølge anklageskriftet efter fængselsstraf og en samlet erstatning på knap 900.000 kroner.

Kl. 16.19

DMI forudser byger med risiko for torden og kraftige vindstød

Torsdag aften og natten til fredag bliver med en del byger, der lokalt kan være med torden.

Det skriver DMI i sin vejrudsigt for Midt- og Vestjylland.

Temperaturen vil mange nok også mene hører sig til i efteråret.

Den vil ligge mellem 8 til 13 grader.

Det kolde og våde vejr er resultatet af en koldfront, som har ført til dannelsen af mange byger.

Kl. 15.39

Vingegaard kommet sikkert i mål

Torsdagens etape i Tour de France kan betegnes som stilhed før stormen.

For de to klassementsfavoritter, den førende Tadej Pogacar (UAE) og den forsvarende vinder Jonas Vingegaard (Visma), kom begge sikkert i mål.

Cykelekspert ved TV MIDTVEST hæftede sig ved, at Visma på den fjerde etape var skap i sidevinden.

- Med danske øjne er det positivt, at Visma kørte, som de gjorde. Det viste, at UAE er sårbar, siger hun.

Vingegaard er fortsat 50 sekunder efter Pogacar, inden fredag, hvor tourens første enkeltstart venter.

Kl. 15.24

Eftersøgning stopper snart for i dag

Eftersøgningen efter den 20-årige student, der formodes at være druknet i Nørresø i Viborg, fortsætter til omkring klokken 18 torsdag aften.

Det oplyser politikommissær fra lokalpolitiet i Viborg Maria Jensen.

Torsdag har dykkere fra ledt efter studenten på de steder, hvor vandsøningshunde onsdag markerede, at han kunne være.

Sidst på eftermiddagen er dykkerne nu i gang omkring Nørresøbadet, der ligger på den vestlige side af søren.

Kl. 14.41

Livreddere advarer om risiko for at drive til havs på bræt

Trygfondens livreddere har i de første dage af badesæsonen gennemført 24 almindelige førstehjælpsaktioner og 149 forebyggende aktioner på badesteder rundt om i Danmark.

Det oplyser Trygfonden i en pressemeddelelse torsdag.

Det er især strandgæster med et badedyr eller et stand-up-paddle-board, også kendt som et SUP-board, der i sæsonens første dage har været i kontakt med en livredder, fortæller kystlivredningschef Anders Myrhøj.

Kl. 14.07

Pas på tabt gods, lyder opfordring til trafikanter

Trafikanter på Herningmotorvejen opfordres torsdag eftermiddag til at passe på tabt gods mellem afkørslerne <39> HI-Park og <40> Hammerum.

Det fremgår af Vejdirektoratets hjemmeside Trafikinfo.dk.

Godset ligger i vestgående retning.

Kl. 13.49

Midtjylland banker AGF i testkamp

FC Midtjylland har torsdag vist sig fra sin formstærke side i en testkamp mod AGF.

Her vandt ulvene 4-0, fremgår det af en livestream på YouTube.

Kampen lignende i første omgang en målfattig affære for midtjyderne, der først blev noteret for mål i 67. minut.

Her efter gik det stærkt og ved slutfløjtet stod der 4-0.

Kl. 13.45

37-årig bagmand erkender narko og får lang fængselsstraf

En 37-årig bagmand i en stor narkosag har torsdag erkendt, at han har været i besiddelse af store mængder narko.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi på X.

Manden er nu samllet set blevet idømt 15 års fængsel, da dommen er udmålt som en tillægsstraf på syv år, der kommer oveni de otte år, som manden sidste år blev idømt.

Ifølge Viborg Folkeblad hedder den dømte Mads Henrik Petersen, og han er tidligere rocker, skriver avisen.

Mads Henrik Petersen valgte ikke at anke straffen.

Kl. 13.30

Vil have Udenrigsministeriet til at hjælpe syg bror hjem

Efter en syv ugers lang kamp for at få hentet sin syge bror hjem til Danmark har Mari-Ann Rasmussen endelig fået et møde med Udenrigsministeriet. 

Mødet gik dog ikke helt, som hun havde håbet.

Kl. 13.30

Langt flere unge vil etablere sig som landmænd

Der er markant flere unge landmænd, der har søgt om økonomisk støtte til at etablere sig i erhvervet, end hvad der var afsat midler til.

Det sker, efter at kravene til støtteordningen er blevet lempet, så praksiserfaring også kan indgå. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet.

- Det er utroligt positivt, at så mange unge kræfter har lyst til at træde til og udvikle dansk landbrug, så vi også i fremtiden har et stolt erhverv, siger fødevareminister Jacob Jensen (V).

Ordningen for etablering er blevet søgt af langt flere unge end forventet. I alt er der søgt for over 234 millioner kroner, hvilket er 41 millioner kroner mere end den afsatte ramme.

Der er dog fundet midler til at imødekomme de ekstra ansøgere.

Kl. 12.50

Familie klager over afgørelse, der frikender betjent i skudsag fra Holstebro

Familien til en 32-årig mand, der sidste år døde, efter han blev skudt af betjent i Holstebro, har klaget over en afgørelse fra Statsadvokaten i Viborg.

Det oplyser Statsadvokaten i Viborg til TV MIDTVEST.

For nylig afgjorde statsadvokaten på baggrund af efterforskning fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed, at der ikke var grundlag for føre en retssag mod betjenten.

Betjenten skød sidste år en 32-årig mand i centrum af Holstebro, da manden gik mod betjenten med en kniv-lignende genstand.

Der blev givet førstehjælp, og manden blev fløjet med lægehelikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby, men døde efterfølgende.

Statsadvokaten har vurderet, at betjenten fra Midt- og Vestjyllands Politi ikke har overtrådt sine beføjelser, da han skød manden.

Familiens klage over statsadvokatens afgørelse er sendt via en bistandsadvokat 3. juli.

Kl. 12.36

Kvinde måtte klippes fri af kabinescooter

En kabinescooter blev tidligt torsdag eftermiddag påkørt af en personbil i et kryds i Løgstrup ved Viborg.

Det oplyser Jonas Vestergaard, der er indsatleder ved Midtjysk Brand & Redning.

Brandvæsnet fik meldingen cirka 12.30.

- Der var tale om en trehjulet kabinescooter, der var blevet påkørt af en personbil. Kabinescooteren væltede om på venstre side, siger han.

Føreren af scooteren var en midaldrende kvinde, og hun var ikke i stand til at komme fri selv.

- Vi kom cirka fem minutter efter og klippede hende fri og fik hende over på ambulancens båre, siger indsatlederen.

Kvinden havde brug for ambulancehjælp, men var ikke i livsfare, fortæller indsatslederen.

Ulykken skete i krydset hvor Hovedgaden og Skovlunden mødes.

Vejen var spærret i en halv times begge i retninger, for at brandvæsnet kunne arbejde sikkert og have god plads. 

Kl. 11.51

Vær opmærksom: Kraftig vind på bro

Vær opmærksom hvis du skal over Sallingsundbroen her i eftermiddag. 

Der er nemlig kraftig blæst, advarer Vejdirektoratet.

Vinden forventes at aftage sidst på eftermiddagen.

Kl. 11.41

Formand for Familielandbruget takker af

Lone Andersen genopstiller ikke som formand for Familielandbruget til årsmødet i oktober. Og det betyder også farvel til formandskabet i Landbrug & Fødevarer, skriver Landbrugsavisen.

- Det er en store ære at få lov til at repræsentere de mindre landbrug både i den offentlige debat, internt i landbrugets organisationer og i Landbrug & Fødevarers formandskab, skriver hun om beslutningen i et opslag på Facebook.

- Derfor har det heller ikke været nogen nem beslutning, men jeg ved med mig selv, at tiden er den rette, for jeg har masser af gode arbejdsår endnu og skal jeg prøve noget andet, så er muligheden der nu.

Kl. 10.13

Badetur endte galt

Det, der skulle have været en hyggelig badetur i sommersolen, endte helt galt for 15-årige Nicolaj Dohn Damgaard.

Det gik dog hurtigt galt, da Nicolaj Dohn Damgaard endte i vandet efter lidt leg med sin ven. I vandet ramte han nemlig direkte ned på et stykke glasskår. 

Kl. 09.06

Lokale problemer med vandtrykket

På grund af en graveskade på en hovedledning er der i øjeblikket problemer med vandtrykket på Fur.

Det oplyser Skive Vand til TV MIDTVEST.

Forsyningsselskabet beklager de gener, det må medføre. De oplyser, at de arbejder på sagen og håber, at de kan åbne igen indenfor cirka tre timer.

Kl. 09.05

Formentlig flere gerningsmænd bag stort palletyveri

En produktionsvirksomhed i Silkeborg fik natten mellem mandag og tirsdag stjålet paller af en værdi på omkring 25.000 kroner oplyser, lokalpolitiet i Silkeborg.

- De har formentlig haft en lastbil eller et andet stort køretøj, som de har lastet pallerne ind i, forklarer Carsten Holm, fagkoordinator ved lokalpolitiet i Silkeborg.

Der er tale om 50 europaller og 100 pallerammer.

Politiets teori er, at virksomhedens gitterport er blevet brudt op, og hvorefter tyvene har lastet et stort køretøj med tyvegodset.

- Der har nok været flere gerningsmænd, anslår Carsten Holm ud fra størrelsen af tyveriet.