Kort nyt

2. jul 2024 kl. 13:47

Ingen livreddende aktioner i første weekend af sæsonen

Livredderne fra Trygfondens Kystredning har ikke har nogen livreddende aktioner i sæsonens første weekend.

Det oplyser Trygfonden i en pressemeddelelse tirsdag.

Trygfondens Kystredning er til stede i Hvide Sande, Søndervig, Thyborøn Strand samt Nørre Vorupør i Midt- og Vestjylland.

I alt har der været fire førstehjælpsaktioner, 15 forebyggende aktioner og 360 oplysende indsatser på de tre strande.

25 minutter siden

Livreddere advarer om risiko for at drive til havs på bræt

Trygfondens livreddere har i de første dage af badesæsonen gennemført 24 almindelige førstehjælpsaktioner og 149 forebyggende aktioner på badesteder rundt om i Danmark.

Det oplyser Trygfonden i en pressemeddelelse torsdag.

Det er især strandgæster med et badedyr eller et stand-up-paddle-board, også kendt som et SUP-board, der i sæsonens første dage har været i kontakt med en livredder, fortæller kystlivredningschef Anders Myrhøj.

Kl. 14.07

Pas på tabt gods, lyder opfordring til trafikanter

Trafikanter på Herningmotorvejen opfordres torsdag eftermiddag til at passe på tabt gods mellem afkørslerne <39> HI-Park og <40> Hammerum.

Det fremgår af Vejdirektoratets hjemmeside Trafikinfo.dk.

Godset ligger i vestgående retning.

Kl. 13.49

Midtjylland banker AGF i testkamp

FC Midtjylland har torsdag vist sig fra sin formstærke side i en testkamp mod AGF.

Her vandt ulvene 4-0, fremgår det af en livestream på YouTube.

Kampen lignende i første omgang en målfattig affære for midtjyderne, der først blev noteret for mål i 67. minut.

Her efter gik det stærkt og ved slutfløjtet stod der 4-0.

Kl. 13.45

37-årig bagmand erkender narko og får lang fængselsstraf

En 37-årig bagmand i en stor narkosag har torsdag erkendt, at han har været i besiddelse af store mængder narko.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi på X.

Manden er nu samllet set blevet idømt 15 års fængsel, da dommen er udmålt som en tillægsstraf på syv år, der kommer oveni de otte år, som manden sidste år blev idømt.

Ifølge Viborg Folkeblad hedder den dømte Mads Henrik Petersen, og han er tidligere rocker, skriver avisen.

Mads Henrik Petersen valgte ikke at anke straffen.

Kl. 13.30

Vil have Udenrigsministeriet til at hjælpe syg bror hjem

Efter en syv ugers lang kamp for at få hentet sin syge bror hjem til Danmark har Mari-Ann Rasmussen endelig fået et møde med Udenrigsministeriet. 

Mødet gik dog ikke helt, som hun havde håbet.

Kl. 13.30

Langt flere unge vil etablere sig som landmænd

Der er markant flere unge landmænd, der har søgt om økonomisk støtte til at etablere sig i erhvervet, end hvad der var afsat midler til.

Det sker, efter at kravene til støtteordningen er blevet lempet, så praksiserfaring også kan indgå. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet.

- Det er utroligt positivt, at så mange unge kræfter har lyst til at træde til og udvikle dansk landbrug, så vi også i fremtiden har et stolt erhverv, siger fødevareminister Jacob Jensen (V).

Ordningen for etablering er blevet søgt af langt flere unge end forventet. I alt er der søgt for over 234 millioner kroner, hvilket er 41 millioner kroner mere end den afsatte ramme.

Der er dog fundet midler til at imødekomme de ekstra ansøgere.

Kl. 12.50

Familie klager over afgørelse, der frikender betjent i skudsag fra Holstebro

Familien til en 32-årig mand, der sidste år døde, efter han blev skudt af betjent i Holstebro, har klaget over en afgørelse fra Statsadvokaten i Viborg.

Det oplyser Statsadvokaten i Viborg til TV MIDTVEST.

For nylig afgjorde statsadvokaten på baggrund af efterforskning fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed, at der ikke var grundlag for føre en retssag mod betjenten.

Betjenten skød sidste år en 32-årig mand i centrum af Holstebro, da manden gik mod betjenten med en kniv-lignende genstand.

Der blev givet førstehjælp, og manden blev fløjet med lægehelikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby, men døde efterfølgende.

Statsadvokaten har vurderet, at betjenten fra Midt- og Vestjyllands Politi ikke har overtrådt sine beføjelser, da han skød manden.

Familiens klage over statsadvokatens afgørelse er sendt via en bistandsadvokat 3. juli.

Kl. 12.36

Kvinde måtte klippes fri af kabinescooter

En kabinescooter blev tidligt torsdag eftermiddag påkørt af en personbil i et kryds i Løgstrup ved Viborg.

Det oplyser Jonas Vestergaard, der er indsatleder ved Midtjysk Brand & Redning.

Brandvæsnet fik meldingen cirka 12.30.

- Der var tale om en trehjulet kabinescooter, der var blevet påkørt af en personbil. Kabinescooteren væltede om på venstre side, siger han.

Føreren af scooteren var en midaldrende kvinde, og hun var ikke i stand til at komme fri selv.

- Vi kom cirka fem minutter efter og klippede hende fri og fik hende over på ambulancens båre, siger indsatlederen.

Kvinden havde brug for ambulancehjælp, men var ikke i livsfare, fortæller indsatslederen.

Ulykken skete i krydset hvor Hovedgaden og Skovlunden mødes.

Vejen var spærret i en halv times begge i retninger, for at brandvæsnet kunne arbejde sikkert og have god plads. 

Kl. 11.51

Vær opmærksom: Kraftig vind på bro

Vær opmærksom hvis du skal over Sallingsundbroen her i eftermiddag. 

Der er nemlig kraftig blæst, advarer Vejdirektoratet.

Vinden forventes at aftage sidst på eftermiddagen.

Kl. 11.41

Formand for Familielandbruget takker af

Lone Andersen genopstiller ikke som formand for Familielandbruget til årsmødet i oktober. Og det betyder også farvel til formandskabet i Landbrug & Fødevarer, skriver Landbrugsavisen.

- Det er en store ære at få lov til at repræsentere de mindre landbrug både i den offentlige debat, internt i landbrugets organisationer og i Landbrug & Fødevarers formandskab, skriver hun om beslutningen i et opslag på Facebook.

- Derfor har det heller ikke været nogen nem beslutning, men jeg ved med mig selv, at tiden er den rette, for jeg har masser af gode arbejdsår endnu og skal jeg prøve noget andet, så er muligheden der nu.

Kl. 10.13

Badetur endte galt

Det, der skulle have været en hyggelig badetur i sommersolen, endte helt galt for 15-årige Nicolaj Dohn Damgaard.

Det gik dog hurtigt galt, da Nicolaj Dohn Damgaard endte i vandet efter lidt leg med sin ven. I vandet ramte han nemlig direkte ned på et stykke glasskår. 

Kl. 09.06

Lokale problemer med vandtrykket

På grund af en graveskade på en hovedledning er der i øjeblikket problemer med vandtrykket på Fur.

Det oplyser Skive Vand til TV MIDTVEST.

Forsyningsselskabet beklager de gener, det må medføre. De oplyser, at de arbejder på sagen og håber, at de kan åbne igen indenfor cirka tre timer.

Kl. 09.05

Formentlig flere gerningsmænd bag stort palletyveri

En produktionsvirksomhed i Silkeborg fik natten mellem mandag og tirsdag stjålet paller af en værdi på omkring 25.000 kroner oplyser, lokalpolitiet i Silkeborg.

- De har formentlig haft en lastbil eller et andet stort køretøj, som de har lastet pallerne ind i, forklarer Carsten Holm, fagkoordinator ved lokalpolitiet i Silkeborg.

Der er tale om 50 europaller og 100 pallerammer.

Politiets teori er, at virksomhedens gitterport er blevet brudt op, og hvorefter tyvene har lastet et stort køretøj med tyvegodset.

- Der har nok været flere gerningsmænd, anslår Carsten Holm ud fra størrelsen af tyveriet.

Kl. 08.44

Ung kvinde taget med vanvidspromille

En kvinde på 28 år blev onsdag formiddag taget med en promille, der ikke kun kostede hende kortet, men også bilen.

Kl. 08.40

Det ved vi om eftersøgning

TV MIDTVEST har siden lørdag fulgt eftersøgningen af en savnet 20-årig student tæt. 

Her er et overblik over, hvad vi ved.

Kl. 07.49

Vejrfænomen skyld i to solouheld: Nu advarer politiet

Morgens kraftige regnvejr har skabt perfekte forhold for vejr-fænomenet akvaplaning.

Akvaplaning sker, når dækkets overflade mister kontakten til vejen på grund af det lag af vand, der opstår.

Det har torsdag morgen været skyld i to uheld på Rute 18.

Et på Herningmotorvejen og et andet på Midtjyske Motorvej, hvor begge fører mistede kontrollen på grund af aquaplaning, mistænker politiet.

Derfor kommer Midt- og Vestjyllands Politi nu med en advarsel, så de forhåbentlig ikke skal rykke ud til flere af den slags ulykker i dag.

- Man skal holde afstand og tilpasse hastigheden efter forholdende. Og det er særdeles relevant i forbindelse med så store mængder vand, siger vagtchef Jeppe Holgersen.

Kl. 06.47

Nabokrig skal i retten

En nabokrig skal torsdag afgøres ved Retten i Viborg. 

Der er tale om en sag fra Bryrup ved Silkeborg, hvor en 80-årig mand er sigtet for at have skåret 50 centimeter af toppen af naboens 54 hækkeplanter - ifølge anklageskriftet er der tale om skader for 585.000 kroner. 

Derudover er den 80-årige mand sigtet for at have fældet 12 træer til en værdi af 305.000 kroner på naboens grund samt at have taget halsgreb og slået ud efter naboen. 

Anklageren går ifølge anklageskriftet efter fængselsstraf og en samlet erstatning på knap 900.000 kroner. 

TV MIDTVEST liveblogger fra sagen, som begynder torsdag eftermiddag.

Kl. 06.46

Dykkerne går i vandet igen

Lige i disse minutter går dykkerne igen i vandet i Nørresø i Viborg, for at søge efter den forsvundne 20-årige student.

Det oplyser Maria Jensen, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg.

Kl. 06.42

Vragdele på vejen efter uheld

Der er sket et uheld på Rute 18 Herningmotorvejen, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Uheldet er sket i østlig retning fra Herning mod Silkeborg mellem afkørsel 35 Pårup og afkørsel 33 Funder.

Bilen er blevet flyttet til yderrabatten, men der kan være vragdele på vejen. 

Så sænk farten og pas på, opfordrer vagtchefen for Midt- og Vestjyllands Politi, Jeppe Holgersen.

Kl. 06.21

Uheld på motorvej - trafikken holdt stille

Opdatering

  • Uheldsstedet er nu ryddet og trafikken glider igen, oplyser vagtchefen.

Der er sket et uheld på Rute 18 Midtjyske Motorvej fra Herning mod Vejle, oplyser Vejdirektoratet på deres hjemmeside.

Uheldet er sket mellem afkørsel 13 Arnborg og afkørsel 12 Brande N.

Trafikken står helt stille oplyser Midt- og Vestjyllands Politi klokken 8.30.

- Vi forsøger at regulere trafikken, og venter på en skiltevogn kommer frem, siger vagtchef Jeppe Holgersen om situationen.

Der er tale om et solouheld, der skyldes aquaplaning, forklarer vagtchefen.

Der ingen tilskadekomne.