Kort nyt

Kl. 16.09

Muslingefiskerne har fået deres tilladelser

Sæsonen for muslingefiskeriet begyndte 1. september, men først nu kan fiskeriet gå gang, da fiskernes licenser først er landet nu. 

23 minutter siden

Det var et hårdt slag, da Majbritts far ikke kunne køre mere

Da Majbritts far blev ramt af Parkinson, fik han udfordringer med at køre bil. Det endte med, at familien måtte tage en svær snak. 

40 minutter siden

Jyske Bank reagerer på svindel

Onsdag registrerede Midt- og Vestjyllands Politi hele syv tilfælde af såkaldte bankbudssager. Det gik blandt andet ud over to ældre ægtepar i Holstebro-området, som blev ringet op af en mand, der gav sig ud for at arbejde ved Jyske Bank. 

Fra Jyske Bank understreger man, at man aldrig vil kontakte sine kunder på den måde. 

- Det er helt uacceptabelt og ubehageligt for vores kunder, at Jyske Banks navn bliver misbrugt til bedrageri. Vi opfordrer til, at man altid er kritisk over for en uopfordret kontakt via mail, SMS eller telefon, og er man i tvivl om ægtheden, så kan man selv kontakte banken døgnet rundt, udtaler direktør for Privat ved banken, Klaus Naur i et skriftligt svar. 

- Vi kontakter typisk kunderne via sikre metoder, eksempelvis i net- og mobilbanken. Jyske Bank vil aldrig uopfordret bede om personlige oplysninger, kortoplysninger eller koder over mail, SMS eller telefon. Vi vil heller aldrig uopfordret møde op hos kunderne.

Kl. 18.01

Flere er modstandere af nedrivning

Præstebolig skal rives ned, da den er ramt af skimmelsvamp. Men det møder modstand lokalt. 

Kl. 17.03

Ny sang sætter fokus på at være frivilligt barnløs

I den nye single ”Marianne og Henrik”, sætter musiker 25-årige Sofie Steffensen ord på, at hun ikke ønsker at blive mor.

Det er en personlig sang til den 25-åriges forældre om, hvorfor hun vil være frivilligt barnløs, selv om hun selv beskriver sin barndom i Aulum som tryg og god.

Kl. 16.45

Nyhedsudsendelser kan ikke følges på tvmidtvest.dk

TV MIDTVEST har torsdag tekniske udfordringer, og det vil derfor ikke være muligt at se aftenens nyhedsudsendelserne live på tvmidtvest.dk. 

Udsendelserne kan ses på flow-tv, og vi vil forsøge at lægge udsendelserne ud senere i aften. 

Kl. 15.54

Ingefærpulver tilbagekaldes efter fund af kræftfremkaldende stoffer

Specialbutikker tilbagekalder ingefærpulver af mærket AliBaba, da der er påvist et for højt indhold af PAH-stoffer i produkterne.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

PAH-stoffer kan være kræftfremkaldende, skriver styrelsen.

Ingefærpulveret er solgt i specialbutikker over hele landet i pakker af 100 og 400 gram.

Pulverets bedst før-dato er 3. marts 2025, skriver Fødevarestyrelsen. 

Kl. 14.43

DMI varsler om tæt tåge fredag morgen

I den vestlige del af Danmark vil mange stå op til tåge. 

Det skriver DMI på det sociale medie X. 

Tågen vil opstår i løbet af natten mellem torsdag og fredag. 

DMI opfordrer til, at man kører forsigtigt fra morgenen af. 

På samme sociale medie opfodrer Nordjyllands Politi til, at man kører forsigtig i morgentrafikken fredag. 

Kl. 14.36

Jeppe Søe reagerer på påbud fra Arbejdstilsynet: - Det er rystende ord

Jeppe Søe, der er tidligere medlem og medstifter af Moderaterne, reagerer nu på, at hans tidligere parti har fået et påbud af Arbejdstilsynet.

Det er Ekstra Bladet, der kan fortælle om påbuddene efter at have søgt aktindsigt i rapporten fra Arbejdstilsynet, der blandt andet beskriver, at:

"Virksomheden påbydes at sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så krænkende handlinger i form af mobning og anden nedværdigende adfærd, ikke forringer ansattes sikkerhed eller sundhed på kort eller lang sigt."

- Det er rystende ord, Arbejdstilsynet her er kommet frem til, skriver Jeppe Søe i et skriftligt svar til TV MIDTVEST.

Sagen om dårligt arbejdsmiljø i partiet begyndte at rulle, efter Jeppe Søe sendte en mail til flere medlemmer af Moderaternes hovedbestyrelse, hvor han råbte højt om partiets arbejdsmiljø.

- Jeg håber, tilsynets ord kan rense medarbejderne helt, så de kan finde job et andet sted med gode vilkår. Dem kan man sørme roligt ansætte.

- Problemet var - nu beviseligt - hverken dem eller mig, men lå hos den samlede ledelse af partiet, skriver han. 


Kl. 14.08

Stjernespiller snart klar igen

FC Midtjylland kan snart igen råde over Adam Buksa.

Angriberen blev skadet i en landskamp for Polen i begyndelsen af september og har ikke siden været på banen for FCM. Men nu fortæller han til klubbens hjemmeside, at han snart er spilleklar igen.

- Nu er jeg nået til et sted, hvor jeg igen træner fuldt med, og jeg ser frem til at komme tilbage og hjælpe holdet på banen. Det er det, man allerhelst vil som spiller. Jeg glæder mig til igen at få græs under fødderne på kampdage, siger Adam Buksa til fcm.dk.

Han kom til FC Midtjylland før denne sæson.

Kl. 13.59

Virksomheds produktion er gået i stå

Muslingefabrikken Vildsund Blues produktionslinje ligger øde hen.

Fabrikken mangler råvarer at forarbejde, fordi Limfjordens muslingefiskere ikke kan komme ud at fiske. De mangler nemlig tilladelser til det fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

Kl. 13.08

Nu kører togene igen

I flere timer i løbet af torsdagen har togene holdt stille på flere ruter i Midt- og Vestjylland grundet en signalfejl. 

Denne fejl er nu er nu udbedret, og togene kører derfor igen. 

GoCollective, som står for togdriften, oplyser, at der stadig vil forekomme forsinkelser samt enkelte aflysninger i løbet af eftermiddagen. 

Kl. 12.30

Træer fældes, før de selv vælter

Lige nu fælder Banedanmark såkaldte risikotræer langs togstrækningerne. Det gør vi for at sikre, at de ikke vælter ned over skinnerne af sig selv.

Kl. 12.13

Danske ulve forbliver fredede indtil en gunstig bestand er nået

Så længe "ulvens bevaringsstatus ikke er gunstig", vil dyret fortsat være fredet i Danmark.

Det oplyser Ministeriet for Grøn Trepart i et skriftligt svar til Ritzau.

Udsagnet kommer, efter at Sveriges regering onsdag meldte ud i en pressemeddelelse, at landets ulvebestand på længere sigt skal halveres. Den skal i fremtiden maksimalt bestå af 170 ulve.

Men det lyder altså ikke til, at man foreløbig skal forvente lignende tiltag i Danmark.

I august var der ifølge en opgørelse fra ulveatlas.dk, der er en overvågningsside over ulve i Danmark, 32-43 voksne ulve og 35 hvalpe i Danmark, altså cirka 78.

Og ifølge Peter Sunde, der er professor ved Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, har Danmark ikke nået antallet for en levedygtig bestand endnu.

- I 2023 lavede vi på Aarhus Universitet en vurdering af, at en levedygtig bestand af ulve i Danmark bør ligge over 100.

- I det tilfælde er det usandsynligt, at bestanden uddør inden for en overskuelig fremtid, fortæller han til Ritzau.

Kl. 11.22

Signalfejl får tog til at holde stille

Der kører i øjeblikket ikke tog på flere strækninger i Midt- og Vestjylland. 

Det oplyser Go Collective i en pressemeddelelse.

Togene kan ikke køre på grund af signalfejl, og det er endnu uvist, hvornår der er en løsning for, hvordan passagerer så skal nå frem. 

- Vi forsøger i øjeblikket at finde erstatningsbefordring og vender tilbage, så snart der er nyt. Vi beklager de gener, dette kan medføre, skriver Go Collective i pressemeddelelsen.

Kl. 11.17

27-årig mand taget for spirituskørsel

Onsdag morgen klokken 07.53 blev en 27-årig mand taget uden kørekort ved Q8 på Kirkebækvej i Viborg.

Manden blev efter en alkoholtest, der påviste, at han var påvirket af alkohol og euforiserende stoffer taget med af politiet til yderligere tests. 

- Han er fra Viborg-området og har lånt bilen af en 19-årig pige, der nu er sigtet af politiet for at have overdraget førerretten til den 27-årige mand, fortæller Jesper Overby, der er politiassistent hos lokalpolitiet i Viborg.

Kl. 11.13

Moderaterne får påbud af Arbejdstilsynet efter krænkende adfærd

Arbejdstilsynet har givet Moderaterne et påbud efter besøg om krænkende adfærd i partiet i starten af september.

Det skriver Ekstra Bladet, som har søgt aktindsigt i rapporten fra Arbejdstilsynet.

- Virksomheden påbydes at sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så krænkende handlinger i form af mobning og anden nedværdigende adfærd ikke forringer ansattes sikkerhed eller sundhed på kort eller lang sigt, lyder det.

Partiet skilte sig for nylig af med ti medarbejdere i sekretariatet, cirka en fjerdedel af medarbejderne. Heraf blev tre fyret, mens syv tog imod en frivillig fratrædelse.

Senere valgte partisekretær Kirsten Munch Andersen at fratræde sin stilling.

Sagen begyndte at rulle, efter Jeppe Søe sendte en mail til flere af medlemmer af Moderaternes hovedbestyrelse, hvor han råbte højt om partiets arbejdsmiljø.

Kl. 10.58

Brændt mølle får alvorlige konsekvenser for ejeren

Den ene af Jens Børsting Petersens to vindmøller på Hedemøllevej nord for Bjerringbro brød onsdag i brand, og den stod ikke til at redde.

- Møllen er udbrændt, fortæller han til TV MIDTVEST.

Jens Børsting Petersen er indehaver af virksomheden Vanaheim Aps, som udvikler vind- og solprojekter. Vanaheim har til huse på Hedemøllevej, hvor der er to vindmøller.

Den ene er nu ude af drift. Og det får alvorlig betydning for virksomheden, understreger ejeren.

Kl. 09.59

Fik stjålet for knap 100.000 kroner

Et indbrud kostede ejeren af en villa på Langvadhøj i Viborg næsten 100.000 kroner. 

Tyven brød et vindue op, mens ejeren ikke var i huset. Det skete mellem fredag 11. oktober klokken 07.00 og onsdag 16. oktober klokken 19.08. 

- Der er blevet stjålet lidt forskelligt blandt andet et dyrt ur, smykker, brugsgenstande og nogle kontanter, fortæller Jesper Overby, der er politiassistent hos lokalpolitiet i Viborg.

Politiet oplyser også, at de arbejder videre på spor, som kan have tråde til andre episoder.

- Det er jo sådan med indbrud, at de kan være en vigtig brik i større puslespil, siger Jesper Overby.

Kl. 09.16

Kvinde overså bilist og kørte ud foran ham

Onsdag ved 14-tiden skete en vigepligtsulykke ved Hejring i den østlige del af Viborg Kommune. Her kørte en 24-årig kvinde fra Hobro ud foran en 55-årig mand fra Havndal.

 Kvinden kom kørende ad Fristrupvej og holdt i første omgang stille ved ubetinget vigepligt, inden hun kørte ud foran den 55-årige mand, som hun overså.

Manden kunne ikke nå at bremse op, så han ramte bilen bagfra.

Begge førere er i god behold, men der er sket stor materiel skade, lyder det fra Jesper Overby, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Viborg.

Kl. 09.04

FC Midtjylland skal have ny bestyrelsesformand

Cliff Crown er snart fortid som bestyrelsesformand i FC Midtjylland. Englænderen genopstiller således ikke, når FCM senere i oktober afholder generalforsamling.

Det oplyser superligaklubben på sin hjemmeside torsdag.

Cliff Crown overtog rollen efter Rasmus Ankersen og har siddet på posten siden december 2021. Samlet set har Crown siddet i klubbens bestyrelse i ti år.

Han har sideløbende arbejdet som bestyrelsesformand i Premier League-klubben Brentford.

Da Crown kom til heden, var den ejet af englænderen Matthew Benham.

Men i august sidste år købte den danske rigmand Anders Holch Povlsen aktiemajoriteten i klubben.

Få måneder senere blev Peter Sand ansat som fodbolddirektør, mens Svend Graversen trådte tilbage og fik en ny rolle med internationale opgaver.

Den kommende generalforsamling i FCM afholdes 28. oktober.