Kort nyt

Kl. 13.41

Traktor i flammer

Nordjyllands Brandvæsen blev onsdag eftermiddag kaldt ud til en brand i en traktor. Meldingen lød på, at der var tydelige flammer, oplyser brandvæsenet.

For en sikkerheds skyld blev der sendt en ekstra tankvogn med til stedet, hvor traktoren befandt sig. Ifølge brandvæsenet var det i et sumpet område nær Klitvejen i Frøstrup.

Der kom hurtigt styr på situationen.

Kl. 16.53

Havareret bil på motorvej

Der er en havareret bil på motorvejen syd for Herning.

Det oplyser Vejdirektoratet på trafikinfo.dk.

Bilen er i det nordgående spor mellem afkørsel Søby og afkørsel Herning Syd.

Højre spor er spærret, mens der ryddes op.

Kl. 16.20

Fængslet i fire uger

En 40-årig mand, der har bopæl i Hvidbjerg på Thyholm, er onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det er udfaldet efter et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro.

Manden er sigtet for både voldtægt og to voldtægtsforsøg.

Anklagerfuldmægtig Caroline Antonsen oplyser til TV MIDTVEST, at der er fundet begrundet mistanke i alle de tre forhold, som manden er sigtet for.

Den 40-årige mand er sigtet for tre forhold - en voldtægt og to voldtægtsforsøg. Ved grundlovsforhøret nægtede han sig skyldig.

Kl. 14.26

Der gik ild i tagpappet

Onsdag eftermiddag gik der ild i noget tagpap på en adresse på Havrevænget i Ulfborg.

Nordvestjyllands Brandvæsen rykkede ud, og politiet blev også tilkaldt.

Der kom dog hurtigt styr på situationen, oplyser vagtchef Viggo Rækby fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Kl. 14.23

Politiker kræver jagt på ulve

Tiden er kommet til at indføre jagt på de danske ulve. Sådan lyder det fra Danmarksdemokraternes folketingsmedlem, Betina Kastbjerg, der er valgt i Vestjyllands Storkreds. 

Meldingen kommer i kølvandet på nyheden om, at der i år er født mindst 35 ulvehvalpe i Jylland. Danmarks Naturfredningsforening er modstander af forslaget.


Kl. 12.51

Antivaxer råbte efter personale ved vaccinationscenter

En 37-årig mand fra Djursland blev tirsdag sigtet for at forstyrre den offentlige orden ved vaccinationscentret på Østergade i Silkeborg.

Det nyåbnede center tilbyder vaccine mod både influenza og Covid-19, og den 37-årige mødte ifølge politiet i Silkeborg frem med et budskab om, at man ikke skal lade sig vaccinere

Politikommissær Kenn Sølvkær Jensen oplyser, at vaccine-kritikeren - eller antivaxeren som modstandere af coronavaccine også kaldes - delte flyers ud, råbte efter personalet og desuden overtrådte forbuddet mod at fotografere ved centret.

Den 37-årige havde forladt stedet, da politiet nåede frem, men betjentene fandt senere frem til ham og udstyrede ham med en sigtelse, der - hvis han bliver dømt - typisk straffes med en bøde.

TV MIDTVEST har forsøgt at få et interview med en repræsentant fra Region Midtjylland om episoden. Det har ikke været muligt - til gengæld har vi fået denne skriftlige kommentar fra kontorchef Flemming Bøgh Mikkelsen:

“Vi er kommet rigtig godt i gang med vaccinationerne i hele regionen, og helt overordnet foregår det i god ro og orden. Der er servicepersonale på alle vaccinationscentre, der sørger for at borgerne blive modtaget og guidet, så alle kan være trygge ved at bestille en tid”.

Fotoet på forsiden er taget af Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Kl. 12.31

Nu skal lyde sendes på museum

Struer er i forvejen kendt som Lydens By, og nu skal byen også huse et nyt Nationalt Videnscenter for Sonisk Kulturarv, som det hedder. Videnscentret skal høre hjemme på Struer Museum.

Det er Nationalmuseet, Aarhus Universitet og Sound Art Lab, der står bag centret.

- Lyd har længe været en overset dimension i vores historie. Jeg er overbevist om, at vi nu - sammen med vores gode partnere på Nationalmuseet, Aarhus Universitet og Sound Art Lab - kan bidrage til at den soniske kulturarv får en central rolle i museers arbejde med samfundsudvikling, forskning og formidling, siger bestyrelsesleder for Struer Museum, Steen Kyed, i en pressemeddelelse.

Kl. 11.44

Straksdom: Sparkede betjent og meldte sig selv

En 29-årig mand fra Esbjerg har fået en straksdom på tre måneders ubetinget fængsel, fordi han søndag sparkede en betjent i brystet i forbindelse med en fodboldkamp mellem FC Midtjylland og Viborg FF.

Kl. 10.49

Minkformænd ærgrer sig over ny sag

John Papsø, der er formand for Midtjyllands Pelsdyravlerforening, og formand for Thy-Mors Pelsdyravlerforening, Jesper Balle, ærgrer sig over, at en politisag nu har fået minkbranchen i offentlighedens søgelys igen.

I alt er 10 sigtede i en sag om hvidvask af penge ved blandt andet handel med minkskind. 

- Jeg har ikke fantasi til at forestille, at det er nogle fra branchen. Men der er jo altid brodne kår alle steder, siger John Papsø.

- Vi kan kun tage kraftigt afstand til det her, siger Jesper Balle.

Kl. 09.46

Legehus udbrændt

Brand & Redning MidtVest blev onsdag kort før klokken 11 kaldt til Fasterholt, hvor der blev meldt om ild i et legehus. 

- Da vi nåede frem, var legehuset helt overtændt, og flammerne var ved at få fat i en nærliggende garage, fortæller indsatsleder Jan Sørensen. 

Brandvæsnet fik dog hurtigt styr på situationen, og ilden er nu slukket. Legehuset er udbrændt, mens der er mindre skader på garagen.

Kl. 09.29

Havde amfetamin og hash i rygsækken

Han kom kørende på et elektrisk løbehjul uden at have styrthjelm på. 

Det er ulovligt - men det var ikke det største problem for en 26-årig mand, der tirsdag blev standset af politiet ved banegården i Skjern.

I mandens rygsæk fandt betjentene nemlig 350 gram amfetamin og cirka 150 gram hash, så nu er han også sigtet for besiddelse af narko med henblik på videresalg. Han erkendte besiddelse af stoffet, men ikke at det var meningen, at det skulle sælges videre.

Den unge mand blev løsladt efter endt afhøring.

Kl. 09.21

Fantastisk video af ulve

Mindst seks ud af otte ulvepar har i år fået hvalpe, oplyser de forskere, der følger rovdyrene tæt. Nu har forskerne på Naturhistorisk Museum i Aarhus og Aarhus Universitet delt en fantastisk video af ulvene.

Kl. 08.08

Betjente overfaldet: Her er næste skridt

Sagen om de to 15-årige drenge, som 22. juni blev anholdt i No ved Ringkøbing og sigtet for at have overfaldet to civilklædte betjente, er nu kommet et skridt nærmere en afgørelse.

Holstebro Efterforskning ved lokalpolitiet i Holstebro, som har efterforsket sagen, har nu overgivet den til anklagemyndigheden, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Anklagemyndigheden skal nu tage stilling til, hvorvidt der skal rejses tiltale mod de to 15-årige.

Kl. 07.45

Gemte narko i fryseren

Der var gevinst, da politiet tirsdag aften besluttede sig for at undersøge en lejlighed i det indre Herning lidt nærmere.

Betjentene var kørt til adressen i en anden forbindelse, men ransagningen viste, at den 33-årige beboer lå inde med 204 gram amfetamin, som lå gemt i fryseren. 

Den 33-årige er nu sigtet for besiddelse af narko med henblik på videresalg - men ville kun erkende besiddelse af det forbudte stof.

Politiets jurister vurderede, at der ikke var grundlag for at kræve den 33-årige varetægtsfængslet, men han kan formentlig senere se frem til at skulle en tur i retten.

Kl. 06.39

Masser af ulveunger

Mindst seks ud af otte ulvepar i Danmark har fået hvalpe i 2024. Tilsammen har de fået 35 nye hvalpe - måske endda flere.

Det skriver Naturhistorisk Museum i Aarhus i en pressemeddelelse.

Forskere fra museet og Aarhus Universitet overvåger sammen danske ulve for Miljøstyrelsen.

Det er gennem observationer fra vildtkameraoptagelser, at de otte danske ulvepar overvåges.

Ulvene holder til i områder i Vestjylland, Midtjylland og Sydvestjylland.

Sammenligner man antallet af nye ulvehvalpe med 2023, er der potentielt sket en stigning på 250 procent fra sidste års 14 hvalpe til dette års 35.

Kl. 05.44

Sådan trækker hvidvasksag tråde til landsdelen

Opdateret 08.55 med bekræftelse på sammenhæng fra ledende politiinspektør ved NSK.

Ti personer på tværs af landet er anholdt i en sag om hvidvask for over 30 millioner kroner, der blandt andet er foregået gennem handel med minkskind, skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Sagen har forbindelse til de hemmelige politiaktioner i Thisted og Lemvig, som TV MIDTVEST skrev om i går, tirsdag.

Derudover har NSK også ransaget en adresse i Bording. 

Det bekræfter ledende politiinspektør ved NSK Michael Kjeldgaard. 

I forbindelse med ransagningen i Bording blev en mand anholdt, som onsdag formiddag bliver fremstillet ved Retten i Aarhus. 

Aktionerne førte også til anholdelse af en person i Thisted og en person i Lemvig, som begge er løsladt igen. De dog fortsat sigtede i sagen. 

Kl. 05.21

Hvidvask med mink: 10 anholdt

Ti personer på tværs af landet er anholdt i en sag om hvidvask for over 30 millioner kroner, der blandt andet er foregået gennem handel med minkskind, skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Kl. 05.15

Skandaleramt stutteriejer beskyldt for chikane, vold og voldtægt

En lang række tidligere ansatte og rideelever står nu frem i en ny TV 2-dokumentar, 'Mareridtet på stutteriet', og beskylder den tidligere stutteriejer John Byrialsen for at have udsat dem for krænkende adfærd.

Kl. 03.51

Kirkeminister vil reformere menighedsråd

Der mangler næsten 2000 medlemmer, og hvert tredje menighedsråd er ikke blevet fyldt op.

Det er facit efter det overståede valg til landets 1561 menighedsråd, der blev afholdt 17. september.

Det kan give dybe panderynker, men det giver også anledning til politisk handling, mener kirkeminister Morten Dahlin (V), der vil ændre på vilkårene.

- Vi vil inden næste menighedsrådsvalg gerne lave en reform af loven om menighedsråd. Det skal være mindre bøvlet og sjovere at være med i et menighedsråd, siger Morten Dahlin.

- Jeg synes, at valgresultatet bekræfter, at det er nødvendigt, siger ministeren.

Flere menighedsrådsmedlemmer oplever, at de personligt skal håndtere detaljer om byggeri og dertil håndtere det ansvar at være arbejdsgiver for sognets ansatte.

Derfor handler det om at gøre det mere enkelt for menighedsrådene, lyder meldingen.

1. okt 2024 kl. 22:41

Herning led nederlag efter forlænget spilletid

I tirsdagens kamp i Metalligaen tabte Herning Blue Fox med 4-3 til Ringsted Seier Capital på udebane efter forlænget spillet. 

Rungsted førte med 3-1 i tredje periode, men Herning slog tilbage med to mål af Magnus Carlsen.

I overtiden blev svenske Theo Keilin matchvinder med sit andet mål i opgøret.

Med sejren kom Rungsted på ni point på sjettepladsen. Herning har 12 point på fjerdepladsen.

1. okt 2024 kl. 22:06

Skjern blev besejret på hjemmebane

GOG ser ud til at være tilbage på ret kurs efter skuffelserne i sidste sæson.

Sydfynboerne vandt tirsdag aften en potentielt svær udekamp i Skjern med 31-29 og tog sin femte sejr i lige så mange kampe i herrernes håndboldliga.

Efter en sand målfest før pausen skruede GOG ned for effektiviteten i anden halvleg. Men selv om Skjern kom bedre med, kom hjemmeholdet aldrig rigtig tæt på point.

Sydfynboerne er eneste hold med maksimumpoint og ligger alene i spidsen af ligaen.

Derimod har Skjern efter sejren over TMS Ringsted i sæsonpremieren kun fået et point i de seneste fire kampe.