Marias dagpleje er fyldt med kreativitet: - Jeg synes ikke, man kan gå for tidligt i gang
Glæden ved kreative sysler deler Maria Bøgh fra Silkeborg ud i dagplejen. Den kreative leg styrker ifølge en forsker børnenes udvikling og trivsel.
For nogle er børnefingre og akrylmaling lig med kaos, men sådan er bestemt ikke hos Maria Bøgh fra Silkeborg.
Hun er nemlig mere kreativ end de fleste, og hendes store kærlighed til kreative projekter deler hun ud af til de helt små i sin dagpleje.
- Jeg har altid haft mange skøre idéer i folkeskolen, og det her med at kunne tage det med ind i mit arbejdsliv er en kæmpestor glæde, siger hun.
Men det er ikke bare for sjov, at hun præsenterer kreative idéer for børnene på næsten daglig basis.
- For den målgruppe, jeg arbejder med, er det kreative en leg. Og i legen ligger i læringen. Jeg mener, at det er vigtigt, at vi leger kreativt, siger Maria Bøgh.
Styrker det gode børneliv
Det er lektor og ph.d. Henriette Blomgren enig i. Hun forsker i kreativitet og æstetik for børn i dagtilbud på VIA University College i Aarhus, hvor hun er tilknyttet pædagoguddannelsen.
- De kreative aktiviteter med de helt små støtter i den grad det gode børneliv. Det bidrager til børns trivsel på en positiv måde, mener Henriette Blomgren.
I legen med de både bløde og hårde materialer vækkes børnenes nysgerrighed og deres sanser kommer i spil.
Samtidig er kreative aktiviteter sammen med andre børn og voksne også med til at sætte samtaler i gang, som udvikler børnenes sprog og kommunikationsevner.
- For de helt små handler det om at finde ud af, hvad noget kan. Det kan godt være, at det ikke bliver til noget endeligt produkt, men det med at lege med tingene og være sammen med nogle voksne, som understøtter det, gavner børns udvikling og trivsel og dannelse, som også er et pejlemærke i dagtilbudsloven, siger lektoren.
Deler sysler med 30.000
Maria Bøgh er uddannet ergoterapeut, men tilbage i 2014 besluttede hun at blive dagplejer. For et par år siden overgik hun til at være privat børnepasser.
- Jeg er endt her, fordi jeg har et kæmpe omsorgsgen, og jeg kan godt lide det nære. Det skaber jeg her i dagplejen, hvor det er hjemligt og et trygt sted at vokse op - det ville jeg gerne give videre, forklarer hun.
Hun passer dagligt fire små børn, som bliver præsenteret for kreative lege, men hun deler også ud af sine kreative sysler gennem sin Instagram-profil 'Favnen Fuld', hvor hun har næsten 30.000 følgere.
- Det startede for nogle år siden, hvor jeg gerne ville vise, hvad en dagplejer er, og så har det nærmest udviklet sig til et katalog med idéer, siger Maria Bøgh.
Profilen vækstede særligt under corona-pandemien, og hun tror, at flere har opdaget, at det er godt at være sammen om noget kreativt.
Man kan ikke starte for tidligt
På sin Instagram-profil har Maria Bøgh ofte mødt spørgsmålet om, hvornår man kan starte med at lave kreative aktiviteter med sine børn. Mange tænker ifølge hende, at børnene skal være en bestemt alder for at de kan have gavn af krea-legen.
- Den der fortælling, vi har med, hvad man må, kan og skal med små børn, den har jeg ofte lyst til at bryde ud af og sige: "Vi prøver bare, så ser vi, hvad der sker. Vi prøver at lave et fodaftryk med et barn på 10 måneder, og så har vi maling over det hele, men pyt med det", siger børnepasser Maria Bøgh.
- Jeg synes ikke, man kan gå for tidligt i gang, understreger hun.
Spørger man forsker Henriette Blomgren fra VIA University College, så kan man sagtens starte med krea, når børnene er helt små, som i Maria Bøghs dagpleje.
- Man skal starte så tidligt som muligt, fordi børn er som svampe. De suger til sig af det, som de bliver præsenteret for, siger Henriette Blomgren.