Charlotte tilbyder gratis klipning til ukrainere: - Jeg vil jo rigtig gerne hjælpe
Frisøren Charlotte Albrecht har valgt at tilbyde gratis klipninger til ukrainske flygtninge. På en uge har omkring 15 ukrainere været forbi de to saloner i Viborg og Nykøbing Mors.
Siden krigen i Ukraine brød ud for halvanden måned siden har et væld af midt- og vestjyder samlet ind, leveret mad, givet husly og på alle måder givet en hjælpende hånd til ukrainske flygtninge.
Nu har frisøren Charlotte Albrecht fundet ud af, hvordan hun kan give et bidrag til ukrainere på flugt. Hun har valgt at tilbyde gratis klipninger i sine to frisørsaloner Cut 'n Care i Viborg og på Nykøbing Mors.
- Jeg vil jo rigtig gerne hjælpe, og så begyndte jeg at tænke lidt alternativt i forhold til, hvordan jeg kunne tilbyde min hjælp. Så spurgte jeg mine kollegaer, om de var med på ideen med at klippe gratis - og den var de heldigvis med på, siger Charlotte Albrecht.
Derfor kan alle ukrainske flygtninge nu ringe ind i salonen og få foretaget en gratis klipning - en ordning, der gælder frem til sommer.
- Jeg bliver rørt, når jeg ser, hvor meget de her folk går igennem. Det er jo helt klart den største grund til, at jeg gør det her.
Glade ukrainere
Charlotte Albrecht tog hul på det velgørende projekt ved at lave et opslag på Facebook, som hun opfordrede venner og bekendte til at dele.
Nu har de gratis klipninger været tilgængelig i en uges tid, og siden da har omkring 15 ukrainske flygtninge lagt vejen forbi frisørstolen for at få rettet lokkerne til.
Torsdag var fire ukrainere, der lige nu bor på Oasehøjskolen i Kjellerup, forbi salonen i Viborg. Og selvom deres engelskkundskaber ikke rakte til andet end kortfattet small talk i frisørstolen, var det tydeligt, at de var glade for den kærlige behandling.
Charlotte Albrecht påpeger, at ukrainere har samme frisørvaner som danskerne, og derfor mener hun også, at de har fortjent et gratis tilbud om at få holdt lokker ved lige.
- Her i salonen kan vi ikke hjælpe dem med alt muligt andet, men hvis de kan kigge sig selv i spejlet med nyklippet hår, er det et godt sted at starte, afslutter hun.